Fredag aften var jeg for sidste gang på Memphis Roadhouse. Et vemodigt farvel til det, der var blevet en Aarhus-klassiker. Chris, der ejer stedet, har besluttet per 1. april at lukke og slukke for good.
Da Chris åbnede restauranten tilbage i 2011, blev det hurtigt et stamsted for min daværende kærestes fredagsbarsvenner, og den gruppe var og er jeg også en del af. Så efter fredagsbar blev det en hyppigt praktiseret tradition at spise aftensmad på Memphis.
Memphis Roadhouse er en vaskeægte amerikansk BBQ joint, der serverer traditionelle sydstatsretter med masser af røg, snask og hot sauce sammen med et solidt sortiment af bourbon, øl og drinks, f.eks. en fremragende margarita og en usammenlignelig bloody mary med pynt blandt andet bestående af chili cheeseballs!
Så da den triste nyhed om lukningen blev annonceret, besluttede fredagsbarsgruppen, at vi skulle samles til et sidste visit.
Som det første bestilte jeg et glas af husets margarita med salt på kanten, og derudover lagde vi ud med at dele en bakkefuld spicy hotwings, der smagte himmelsk, smurte både fingre og ansigt ind i snasket hotsauce fra det møre kød og fik næserne til at løbe.
Jeg er stor fan af stedets smoked brisket, der er røget på hickory-træ i 12 timer, men jeg valgte denne aften en version, jeg ikke havde prøvet før: En brisket burger med ost, syltet rødløg, salat, tomat og dressing. Fremragende burger! Og normalt siger almindelige tomater mig ikke så meget, men skiverne af tomat i den her burger var virkelig saftige og fulde af smag.
Jeg måtte droppe desserten, for jeg blev stopmæt, men tog i stedet en ekstra drink – hillbilly punch, mens sidemanden stornydende indtog sin cookie skillet.
For min burger og to drinks kom jeg af med lidt under 300 kr., og jeg var både mæt og tilfreds. Stemningen var som altid skøn med masser af snak ved bordene, kø ved toilettet for at vaske fingre og søde, amerikanske tjenere. Og Chris drønede som altid rundt med et stort smil på.
Hvis du er heldig at kunne nå et visit før lukningen, så kan jeg især anbefale at prøve deres popcorn shrimp som starter-snack, en bunke af de stærke hotwings til deling, deres Kansas city ribs eller smoked brisket, den famøse bloody mary og et stykke lemon meringue pie.
Jeg håber, Chris lander et godt sted efter sin beslutning, og jeg ved, at han og Memphis Roadhouse vil blive savnet af mange.