Tidligere i denne måned foreslog min kæreste, at vi tog en tur forbi relativt nyåbnede Slinger Bistro i Skolegade. Det viste sig at være et godt valg, og selvom jeg ikke var udstyret med mit rigtige kamera denne aften, kommer der alligevel et indlæg om spisestedet her, da det klart fortjener en anbefaling.
Vi var der en hverdagsaften, og der var blot 2-3 selskaber foruden os. Vi blev placeret i et hyggeligt hjørne med levende lys og fik hurtig og venlig betjening helt fra start.
Man kan enten vælge à la carte eller en “Slinger Menu” med tre retter til 300 kr., hvor kokken bestemmer sammensætningen. Vi endte dog med at vælge fra kortet denne gang, da der var nogle helt bestemte ting, vi gerne ville prøve.
Trods et bugnende vinkort valgte vi at droppe vinen, og i stedet hoppede min kæreste på noget god øl, og jeg kunne til min glæde få ginger beer. Det kunne klart være et plus, hvis stedet også fik lavet et kort for andre drikkevarer end vin, for det tydede på, at de havde et fremragende udvalg dér også.
Min ginger beer var i øvrigt helt fantastisk! Jeg har smagt nogle stykker efterhånden (det er sådan set bare en stærk ingefærsodavand), og denne her havde virkelig kraft på ingefærsmagen, yum! Jeg kan desværre ikke huske, hvad mærket var, men måske Fever-Tree?
Til forret fik min kæreste serveret oksetatar “El danoise” med røget marv, salat og æbler (90 kr.), og der var helt klart et røg-tema, der dominerede, men på en ganske interessant måde. Den fik en klar thumbs up fra herren.
Min forret havde jeg glædet mig super meget til, for jeg fik savl i mundvigen blot ved at læse om den: Knoldselleri/cremede østers “hollandaise” med kartofler og letsaltet kammusling (90 kr.). Der var desuden med gavmild hånd drysset med frisk karse, og så var der en sjov nugget-fætter på tallerkenen også.
Retten blev serveret som vist på billedet her ovenfor, og dernæst blev den lækreste “østers-hollandaise” hældt henover (ses på det mørke, halvslørede billede herunder).
Det var en yderst velsmagende ret, og jeg er jo virkelig en sucker for kammusling, men det var pudseløjerligt at smage kammuslinger, der ikke havde en stegt overflade. Disse var meget bløde i teksturen både udenpå og indeni. Det skulle jeg lige vænne mig til, men de smagte altså skønt!
Til hovedret valgte min kæreste og jeg det samme. Normalt er han fortaler for, at vi vælger noget forskelligt – så kan vi også smage hinandens, men denne gang blev vi enige om at trodse normen og begge bestille “Cassoulet Amour 2015” bestående af confiteret duroc-gris, røget andepølse og bønner (198 kr. per person).
Det kom ind i en dampende varm gryde til deling, og foran os hver blev sat en tallerken med den blødeste, cremede kartoffelmos med sjove grønne klatter og røget drys på. Det var en virkeligt fyldig og velsmagende vinterret, der efterlod os med randfyldte mavesække.
Havde der været blot snerten af plads tilbage i maven, ville jeg til dessert have bestilt deres creme caramel “femme” med sprød honning og urtesorbet, men jeg kunne vitterligt trille efter den solide hovedret.
Det var lidt et nederlag ikke at kunne klemme dessert ned – det ligner jo ikke mig, men vi måtte kapitulere og bede om regningen efter de blot to retter og adskillige glas øl og ginger beer. Regningen blev ganske fornuftig, og vi var begge enige om, at vi havde fået meget for pengene.
Det er i hvert fald ikke sidste gang, vi går mætte og glade fra Slinger Bistro, og jeg kan klart anbefale, at man prøver det her sted af, mens de stadig er nye og ikke har lange ventelister til et bord.