Mandag tog jeg en smuttur til Milano midt i stormvejret, og jeg var lettet over, at flyet “kun” blev udsat i tre timer og ikke helt blev aflyst som adskillige af de andre afgange fra lufthavnen. Det blev dog en meget stejl take-off, men afsted kom jeg!
Jeg landede så også meget senere end forventet, så da jeg havde fået lokaliseret mit hotel og smidt tasken på sengen, var det afsted ud at finde noget aftensmad. Klokken var da 21.30, men heldigvis spiser italienerne noget senere end os danskere, så jeg var fortrøstningsfuld, da jeg begav mig afsted.
Det lykkedes dog ikke i første omgang at finde et sted, men da jeg stak hovedet ind på noget, der lignede en kaffebar, var der en flink ældre dame, der beskrev et sted et par blokke væk, og så begav jeg mig ellers ned til det, der skulle vise sig at være Salernitano (tæt på Lima metrostation, rød linie).
At dømme ud fra Tripadvisor her efter hjemkomst kan jeg se, at de kun har tre ud af fem stjerner og har fået nogle hårde ord med på vejen af flere turister. Ikke desto mindre er det tydeligvis et favoritsted blandt lokale, og jeg havde også en udsøgt madoplevelse på stedet den aften.
Da jeg ankom, kunne jeg vælge mellem at sidde ude i deres slags overdækkede terrasse eller indenfor. Jeg valgte udenfor, da jeg storsvedte. Ganske vist var det aften og delvist overskyet, men der var 17 grader varmt og en voldsom luftfugtighed – det var mildest talt møg lummert!
Ude i terrasseafdelingen fandt jeg dog hurtigt ud af, at der måtte ryges, men der var heldigvis kun en enkelt gæst, der sad med en smøg, så det gjorde mig nu ikke så meget. Der var tyndet noget ud i antallet af gæster på restauranten generelt, men der var dog stadig 5-6 selskaber tilbage, da jeg ankom.
Jeg var meget tørstig, så jeg bestilte først og fremmest en kold cola og et glas af den rødvin, tjeneren kunne anbefale mig. Det blev et kæmpe glas nærmest kulsort chianti. Molto buono!
Der kom hurtigt brød på bordet, som smagte skønt på den der pizzamåde, og så var det tørkrydret og tilpas saltet. Med den gode olie og balsamico, der også var på bordet, var jeg lige ved at komme til at spise mig mæt i brød alene. Men jeg holdt mig i skindet og ventede på min bestilte ret, der kom efter blot 10-15 minutter.
Inden ankomst af maden kom tjeneren i øvrigt hen til mig og gav mig en slags papirshagesmæk på! Det er åbenbart normalt, når man bestiller mad, der kan svine! Jeg var nødt til at skrive en sms til min kæreste, der grinede vældigt over det og antydede, at jeg måtte være kommet til at bestille en børnemenu, haha! Se selv, hvor smuk jeg tog mig ud:
Nej, nogen børnemenu var der dog ikke tale om. Valget var relativt hurtigt faldet på deres sorte spaghetti med stykker af hummer. Wow, det så lækkert ud, og den tomatsovs, der omgav det hele, både duftede og smagte himmelsk! Eneste minus var de mange stumper af hummerskal, jeg måtte tage ud af munden flere gange undervejs i måltidet.
Retten passede særdeles godt til den smagskraftige chianti, og jeg nød at sidde der i den lune aften i en fremmed storby helt alene og føle en frihed til at leve livet og gøre lige, hvad jeg havde lyst til uden at skulle tage direkte hensyn til nogen. Det er ikke alle tidspunkter i livet, man har den mulighed, så det skulle udnyttes til fulde.
Flere af de andre borde begyndte at bryde op, da jeg var ved at være færdig med min spaghetti, og jeg spurgte, om de var ved at lukke, men det var de skam ikke, og jeg fik indtryk af, at jeg bare skulle tage mig god tid. Så jeg besluttede at bestille dessert også, selvom jeg allerede var ved at være halvmæt.
Det fortrød jeg ikke! Jeg valgte tiramisu della casa, og værsgo! Så fik jeg ellers lige et gigantisk stykke serveret foran mig. Det er nok lidt svært at se på billedet, men det var virkelig et fuldvoksent stykke kage, og der var ikke sparet på sprutten i den!
Jeg begyndte efterhånden at kunne mærke, hvor træt jeg var, og det havde været en laaaang dag ude i lufthavnen med ventetider, der hele tiden blev rykket og ikke meget at give sig til end at lytte til blæstens riven og flåen i tag og hjørner.
Jeg var den sidste gæst i restauranten, og jeg oplevede generelt god service og opmærksomme tjenere, omend der ikke var megen spas eller smil fra dem. De var nok trætte efter en lang arbejdsdag. Jeg bad om regningen og kunne betale med visa-kort uden problemer.
Der blev sat en tallerken småkager free of charge på bordene sammen med regningen, men jeg er dog ikke den store småkagespiser. Men fint så det da ud og en sød lille gestus fra restaurantens side.
Desuden blev jeg tilbudt noget, de kaldte limoncello efter maden, som jeg blev forklaret var en kold citronlikør, men jeg takkede nej. Var allerede småberuset af den gode chianti, så jeg trængte bare til at komme hjemad.
Regningen for brød, cola, spaghetti, chianti og tiramisu blev samlet på 33.50 euro, hvilket er 253 kr. Helt vildt billigt, synes jeg! Jeg lagde nogle drikkepenge i kontanter, før jeg forlod stedet til tjenernes “ciao grazie”, og så gik jeg mæt og tilfreds hjem til hotellet og tog mig et langt, varmt skumbad…