Jomfruhummer & King Crab

Efteråret er og bliver den i mine øjne smukkeste årstid, vi har her i landet. Naturen i al sin spraglede farvepragt, morgendis efter en nat på frysepunktet og en skarp solopgang over en isblå Århusbugt. Kombineret med knasende gåture godt pakket ind i bløde tekstiler og med en kær ved sin side og efterfølgende genfinden af varmen med en hed kop kakao og putten med tæpper i sofaen, ja, så er det også den mest romantiske tid på året. Hvis du altså spørger mig.

Ikke desto mindre er det med vemod, at jeg erkender, at sommeren endegyldigt er ovre, næsten før den rigtigt fik taget sig sammen til at dukke op. I høj grad på grund af de savnede varme sommerdage med stegende, høj sol, men faktisk mest fordi jeg kommer til at savne alle de gastronomiske goder, der er ved sommeren her i landet.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er helt syg med skaldyr, og blandt andet har jeg nydt godt af saftige jomfruhummere med urtesmør og friske krydderurter samt King Crab (som i øvrigt her ligner en krokodille-næbdyrskloning!) delt med en veninde på terrassen akkompagneret af aïoli, sprøde flûtes og iskold hvidvin. Skaldyrene befinder sig jo stadig i de omkringliggende have, men det er, som om udvalget bare er meget større om sommeren både på restauranterne, i butikkerne og nede i havnens biks.

Ud over de fantastiske skaldyr kommer jeg i vinterhalvåret også til at savne udvalget af friske bær og frugter i butikkerne, men allermest friske ærter, som faktisk er umulige at opdrive her i landet, når det er uden for sæson.
Ak ja, man kan ikke få både i pose og i sæk, men hvor ville det ellers være dejligt! :-)

Reklamer

Trøffelaften på Grappa Piccolo

Til at starte med vil jeg lige beklage de dårlige billeder, som alle er taget fra min mobiltelefon. Årsagen er, at jeg først på selve dagen, vi skulle til trøffelaften på Grappa Piccolo, får en mail fra restauranten om, hvornår vi skulle ankomme. Det var tidligere end beregnet, så jeg kom direkte fra arbejde, hvor jeg havde modtaget mailen og altså ikke medbringende mit kamera, som lå derhjemme.

I det hele taget var kommunikationen med restauranten under AL kritik! Heldigvis blev mit dårlige indtryk gjort til skamme af selve den gastronomiske del, men jeg vil alligevel fortælle om min særdeles ringe oplevelse med at få kontakt til restauranten.

Den 17. oktober reserverer jeg per mail bord til tre til trøffelaften på Grappa Piccolo, og jeg får dagen efter, den 18. oktober, bekræftelse på vores reservation. Jeg svarer tilbage på denne mail (som er sendt fra den mailadresse, de også har opgivet på deres hjemmeside) samme morgen og spørger, hvad tid det forventes, at vi ankommer. Derefter hører jeg ikke noget, og jeg lader to dage passere, før jeg skriver til dem igen den 20. for at høre, på hvilket tidspunkt det foretrækkes, at man ankommer. Dagen efter har jeg stadig intet hørt, og jeg vælger at kontakte dem via en formular inde på deres hjemmeside og med samme spørgsmål.

Da det bliver mandag, gør jeg endnu et forsøg på at kontakte dem via hjemmesiden, da der nu kun er to dage til trøffelaftenen. Derudover har jeg registreret på min telefon, at jeg samme dag har haft 11 opkald til restauranten, hvor jeg alle gange endte med en autobesked om, at alle deres medarbejdere var travlt optaget i restauranten.

Mandag eftermiddag tager jeg direkte efter arbejde ned til restauranten, der viser sig at være lukket, omend der går flere medarbejdere rundt derinde. Jeg ringer til dem, mens jeg står udenfor, men nu er der optaget. Jeg beslutter så at gå ned til deres søsterrestaurant Grappa længere nede ad gaden, hvor de forklares sagen og også forsøger at ringe til Grappa Piccolo uden held. De ender med at tage imod mit navn og telefonnummer med lovning om, at jeg bliver ringet op med svar på mit spørgsmål om ankomsttidspunkt dagen efter.

Det bliver tirsdag – dagen for vores reservation! Jeg har nu fået to mails: Den ene er “originalmailen”, som ser ud til at være sendt den 21. oktober (omend der ikke kan ses, hvilken mailadresse den er forsøgt sendt til), hvori der står, det starter kl. 18. I den anden beklager de, at det har været svært at komme i kontakt med dem, og at den originale mail var endt i en forkert mailboks.

Og således endte vi med at få svar på vores spørgsmål om ankomsttidspunkt ca. 9 timer, før vi skulle ankomme… Under al kritik, og jeg fik et usandsynligt dårligt indtryk af restauranten. Heldigvis blev der rettet op på det ved den smagsmæssige oplevelse, som der her følger en beskrivelse af.

Beliggenheden af restauranten er i Århus’ navle lige ned til åen ved Clemens Bro, og der er tale om en lille, hyggelig restaurant med plads til ca. 20-25 mennesker. Vi var kun os tre samt et selskab af to ved nabobordet, der skulle have deres trøffelmenu denne aften, men stedet var – på trods af, det var en tirsdag aften – særdeles velbesøgt med faktisk alle borde besat, som aftenen skred frem.

Vores tjener var både sød, informativ og opmærksom, og vi blev budt godt velkommen med historien om, hvordan kokken havde fået handlet en god pris hjem på de hvide trøfler, efter han var blevet tilbudt dem til 3000 kr. per kilo, hvorefter det viste sig at være 3000 euro, der var tale om.

Første ret var en jordskoksuppe med sprøde jordskokchips og nogle flager af hvid trøffel. Vi havde med vilje ikke fået brødet ind endnu, da forretten blev serveret, idet tjeneren pointerede vigtigheden af, at vores smagsløg fik lov til først at opleve suppen med trøffelflagernes smagsnuancer, før vi risikerede at “drukne” dem i brød med – en i øvrigt fantastisk lækker – olivenolie, som derefter blev bragt ind.

Suppen var ganske velsmagende, chipsene sprøde, og trøffelflagerne var lige prikken over i’et. Til forretten fik vi en Barale Barolo chardonnay fra 2010, som var frisk og ung i smagen.

Anden ret var parpadelle i cremet hvidvinssauce med friskhøvlede trøfler. Den var ganske god og velsmagende, men en anelse kedelig i min optik. Min søster og jeg spiste ikke denne ret helt op, og mit motiv var, at den mættede lige lovligt, og jeg ville gemme plads til hovedret samt dessert.

Vinen til denne ret var imidlertid usandsynligt lækker! En næsten grønlig-gul Franz Haas Manna fra 2007, og den var røget/krudtet i smagen på den måde, der får mig til at mindes fyrværkerilugten nytårsaften. “De kloge” kalder det vist for petrolium, den smagsnuance, og den er jeg en stor fan af!

Hovedretten bestod af tournedos på en bund af spinat og toppet med foie gras og friskhøvlede trøfler, og omkring var en fyldig trøffelsauce. Ved vores bord valgte vi alle at få stegt vores tournedos røde, og min var helt perfekt. Foie grasen var saftig og smidig, og spinaten en anelse kedelig, men passede ganske godt som mere neutralt supplement til det restende på tallerkenen.

Til denne ret fik vi en fyldig rødvin, Rosso de montalcino Castillion del Bosco, som passede rigtigt godt til den smagskraftige ret.

Desserten var det eneste uden trøffel, og det var jeg nu ganske godt tilfreds med ;-) Den bestod af en chokoladeganache med bærkompot samt vanille- og pistacieis. Jeg er ikke den store chokoladespiser, og specielt mørk chokolade er jeg slet ikke til, men denne chokoladeganache var lige i øjet i forhold til mørkhed, hvis man spørger mine smagsløg. Min søster ville have foretrukket den mørkere, men hun er også en typisk chokoladegris.

Bunden var ret hård, så imens min søster sad og kæmpede med den, havde den opmærksomme tjener hentet en kniv, som hun diskret lagde til hende på bordet – det vakte stor morskab hos os alle! Hehehe…

Bærkompotten var smadderlækker, og isen en anelse kedelig, men med lækre pistacienødder drysset ud over. Dessertvinen, vi fik til, var helt formidabel! Det er med god grund, at Grappa Piccolo kalder sig en vinbar, for flere af deres vine var særprægede og utroligt velsmagende. Til desserten var det en Degani Ricotto fra 2006, og farven var i sig selv imponerende – næsten blæksort, men med et rødligt skær.

For fire retter inkl. vin kom vi hver af med 595 kr., hvilket var en ganske fornuftig pris for en god smagsoplevelse. Servicen var i top, fra vi ankom til restauranten og fremefter, og atmosfæren i restauranten er også helt klart nævneværdigt hyggelig.

Alt i alt – også selvom det var møgirriterende ikke at kunne komme i kontakt med stedet – var det en god oplevelse, og jeg skal klart spise der igen, omend jeg vil vælge at bestille bord ved at møde op frem for elektronisk.

Pasta med pesto og bacon

Når det hele sejler både på arbejde og hjemme, er det andre ting end maden, der bliver prioriteret. Sådan en uge har jeg lige haft, og jeg er kommet igennem lige akkurat med skindet på næsen.

I sådanne tider er det påskønnet at have et lille lager af basale madvarer, der sammen kan blive til en fortræffelig ret, som tilmed kan laves på 0,5. Aftensmaden forleden dag var en af disse, og selvom den er så såre simpel, får I lige “opskriften” her, for nogle gange tænker man måske ikke lige over, hvor let det faktisk kan være at lave en god gang aftensmad.

INGREDIENSER

Pasta i en eller anden afstøbning
Et glas færdigblandet pesto
Bacon i tern
Salt & kværnepeber

Anvender man frisk pasta, tager det kun i omegnen af 10 minutter alt i alt at stykke retten sammen. Drønsmart, hvis man har travlt eller minus på energikontoen efter en hård dag.

Urtekrams økologiske pesto afbilledet ovenfor kan absolut anbefales, hvis man ikke selv har tid og overskud til at bikse en pesto sammen fra bunden. Er man til det mere ekstravagante, har Salling Super nogle pastaer/tapenader fra Frantoio di Sant’ Agata d’Oneglia, der smager himmelsk at blande i pasta! Blandt andet kan de fås med soltørret tomat, trøfler, valnødder og svampe.

FREMGANGSMÅDE

• Kog pastaen i saltet vand som anvist på pakken
• Steg baconen helt mørkt og knasende sprødt
• Lad baconen hvile på fedtsugende papir
• Hæld vandet fra pastaen, når den er al dente
• Portionsanret pastaen blandet med pesto, peber og toppet med bacon

Bemærk i øvrigt mine fine “nye” tallerkener. Jeg faldt over et billede på det store internet, der fik minderne frem fra barndommen, når jeg blev passet hos min faster. Hun havde nemlig tallerkener med denne fine nodekant på, og selvom de ikke er vanvittigt smukke, så forbinder jeg dem i så høj grad med hygge og nostalgi, at jeg måtte opsøge, hvad mærke de var.

Det viste sig at være et Knabstrup lerstel, der går under navnet Blå Bellman, og jeg fandt disse to “tykmælksskåle” hos en samler, der solgte dem for 200 inkl. fragt, og så måtte jeg slå til.

Nåh, men tilbage til pesto-løjerne: Havde jeg haft svampe i huset, var de uden tvivl blevet smørstegt og tilsat retten her til sidst sammen med baconen. Det smagte dog også fortrinligt uden, og det slår uden tvivl flade rugbrødsmadder med en skive kantstiv ost med flere længder.

Hvis man laver rigelige mængder, kan pastaretten her også med fordel anvendes til madpakke, da den også er velsmagende i kold tilstand.

Skulle du vælge at slå et smut forbi et sted, hvor de førnævnte pastaer sælges, så kan jeg klart anbefale den lille krukke med indhold af Karl Johan-svampe og valnødder. Det er ikke et helt billigt bekendtskab, og man bliver hurtigt små-afhængig, men det er et must try, hvis man har smagsløg, der skal forkæles med nye oplevelser.

Honningglaseret kylling med æbler & svampe

Er du vimmer, hvor smagte gårsdagens aftensmad bare godt! Det er meget meget længe siden, jeg har fået gammeldags ovnkylling med fyld, kogte kartofler, brun sovs og agurkesalat, der smagte så saftigt, sødt og lækkert. Så I skal selvfølgelig ikke snydes for opskrift og billeder.

Opskriften er faktisk stærkt inspireret af et indlæg hos denne madblogger, som jeg ved et tilfælde kom forbi for noget tid siden. Det lød så lækkert, at jeg fluks kopierede opskrift og link, og så improviserede jeg ellers lidt, som jeg jo plejer. Så skynd jer lige forbi den madglade bogorm – det er klart et besøg værd :-)

INGREDIENSER

1 styk økologisk kylling
½-1 æble
1-2 portobellosvampe
2 fed hvidløg
Citronskal fra ½ øko-citron
2 spsk. soya
5 spsk. rapsolie
5 spsk. flydende honning
Saften fra 2 lime (eller 1 citron)
Salt & peber
1/4 liter piskefløde
Kulør
Meljævner (Maizena)
Kartofler til det antal personer, der spiser med
Agurkesalat

FREMGANGSMÅDE

• Skær æble og svampe i mellemstore tern
• Riv citronskallen, og hak hvidløgene groft
• Bland ovennævnte godt sammen, og stik det i måsen på kylle
• Bind evt. benene sammen med madsnor for at “lukke af”
• I en pose blandes soya, olie, honning, limesaft, salt og peber
• Bind knude på posen, og mos godt rundt, så det blandes
• Smør kylle godt ind overalt udenpå med ca. 3/4 af marinaden
• Hæld resten af marinaden i en lille kande til senere brug
• Steg kyllingen i et fad i ovnen ved 160 grader i 45 minutter
• Undervejs overhældes den med marinaden et par gange

• Hæld væsken fra fadet over i en kasserolle
• Vend kyllingen, når den er gylden, og steg videre i 30 minutter
• Hæld atter marinade over med jævne mellemrum
• Skru op på 200 grader, og lad den stege færdig i 15 minutter
• Kog kartoflerne al dente i saltet vand, der lige akkurat dækker
• Hæld væsken fra kyllingen over i kasserollen til det andet
• Lad fuglen hvile i knapt ti minutter
• Kog væsken fra kyllingen op med fløde, og tilsæt lidt kulør
• Smag til med salt og peber, og jævn med meljævningen
• Server kyllingen med kartofler, agurkesalat, æblemix og brun sovs

Æble-/svampeblandingen med hvidløg og citronskal smagte simpelthen så lækkert! Sødt og mildt, men med et syrlig-frisk twist på grund af citronskallen. Man kan snildt bruge andre svampe end portobello, og jeg tror, jeg vil supplere op med en ekstra næste gang.

I har måske bemærket, at der figurerer et lille syltetøjsglas på et af billederne med mærkaten “kanel”. Det er af den simple grund, at der skulle kanel i fyldet ifølge originalopskriften, men det endte jeg faktisk med at droppe helt. Kanel og jeg er ikke ligefrem BFF, så det er lidt on/off, at jeg leger med dette krydderi.

Sovsen blev også meget sød, da den jo består af en stor del honning, men jeg syntes virkelig, den var fantastisk! Min kæreste var mere skeptisk, men han er også en meget traditionel mand. Jeg vil vove den påstand, at det er den bedste brune sovs, jeg nogensinde har lavet!

Denne kyllingeopskrift kan jeg ikke andet end anbefale varmt til alle. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at den bliver en genganger her i huset vinteren over.

En oktoberaften på Restaurant ET

Min gode veninde havde for noget tid siden været på Restaurant ET med sin kæreste, og de var særdeles tilfredse med oplevelsen, så i fredags besluttede min kæreste og jeg, at det var vores tur til at prøve det af.

Restauranten har til huse på Åboulevarden næsten helt nede ved havnen og er nabo til den noget mere trivielle, dog af århusianerne velkendte Restaurant Italia. Menukortet havde vi forinden tjekket ud på nettet, og det så særdeles lovende og meget lækkert ud!

Booking af bord kunne også snildt klares online, og det er særdeles effektivt og klart at foretrække i min verden, så man slipper for at finde telefonen frem, stave navn etc. for personen i den anden ende, der tilmed skal besværes med at tjekke tidspunkter og ledige borde. Elektronisk booking, ja tak!

Menukortet afslørede diverse valgmuligheder indenfor gourmet-genren, og derfor besluttede vi os for hver at bestille fire retter. Vi er jo vant til normalt at spise mellem fem og syv retter, når vi er på gourmetrestaurant, så fire skulle vi snildt kunne klare… Big mistake! Mere om det senere…

Vi valgte begge marvpiber fra dansk kalv med persillesalat og grilltoast til forret – en first timer for os begge, og smagen overraskede mig. Meget smagskraftigt og fedt, men særdeles velsmagende, når man lige fik vænnet sig til konsistens og styrke. Marvpiberne var kæmpe store, så der var meget marv, og den lette salat og de ristede, tynde skiver brød akkompagnerede den fortrinligt. Vi drak et glas hvidvin til, der var let røget i smagen.

Næste forret var for vores begges vedkommende foie gras, men min kæreste valgte deres foie Gras terrine med chutney og lun brioche, hvorimod mit valg faldt på stegt foie gras ”Gastrique” med Williams-pærer, peber, kørvel og selleri. Det var en kæmpe tallerkenfuld, der blev stillet foran os, og vi var atter forbløffede over mængden!

Det var som at gå på opdagelse i en lille skov af lækkerier på min tallerken. I midten tronede den særdeles velsmagende foie gras med meget blød midte og nærmest glaceret overflade. Rundt om var syltede pærer, en lækker sellericreme hist og her og noget syrligt i klatter, der sagtens kunne have været noget pureret pære med lime, uden jeg dog er helt sikker. Derudover var der sprøde brødcroutoner og kraftig sauce.

Jeg var allerede ved at være særdeles mæt i løbet af anden ret, og vi begyndte at forstå, hvorfor den i øvrigt super friske og humoristiske unge kvinde, der betjente os, syntes, at vi bestilte meget med fire retter!

Hovedretten var den mindst imponerende ret for mit vedkommende. Min kæreste valgte en ganske udmærket entrecôte med bearnaise, pommes frites og sprød salat. Jeg valgte derimod “Michel Michauds rørte oksetatar” med salat, og jeg må erkende, at tataren druknede smagsmæssigt i de mange hakkede løg, der var iblandet. Det var næsten ikke muligt at smage det friske kød for den dominerende løgsmag.

At jeg så også var ved at være på bristepunktet, hjalp heller ikke på det. De pommes frites, der fulgte med, blev pænt flyttet ud på kanten og blev nedprioriteret til fordel for den udmærkede salat og nogle mundfulde tatar, før jeg måtte give op. Pommes frites til denne ret synes jeg måske også er en anelse malplaceret, men der er andre nok uenige :-)

Til hovedretten fik vi hver et glas udmærket rødvin, som vi lod huset bestemme, og tjeneren var god til at præsentere vinen og redegøre for den, selvom hun leende erkendte at have indlært det og ikke vidste så meget om det selv, så vi blev enige om, at hvis vi ikke kunne lide vinen, skulle hun nok fortælle, hvem vi skulle skælde ud ;-)

Efter at have slået mave lidt og set mange af restaurantens gæster blive færdige og forlade stedet, tog vi hul på sidste ret. Jeg påstod hårdnakket, at vi kvinder altid har plads til dessert, så jeg afviste at droppe den ellers bestilte dessert trods begyndende mavepine.

Det var en ganske udmærket crème brulée, dog ikke noget ud over det sædvanlige. Skallen var tykkere end forventet, og nedenunder var den måske en anelse for kølig. Men smagen var der ikke spor at sætte en finger på!

Min kæreste valgte ost med surt og sødt som sin sidste ret, og der kom en kæmpe bakke ind med hele oste, der blev stillet an på et folde-ud-bord, og så fik han ellers en introduktion til alle ostene, før han skulle pege ud, hvilke han ville have stykker af. En humpel ost (stor – lige som alt det andet på dette restaurantbesøg!) kostede 20 kr.

Til sidste ret fik min kæreste et glas moscato, hvorimod jeg holdt mig til vand. Havde jeg haft mere rum tilbage i mavesækken, ville jeg helt klart have været frisk på de lækre oste også, men det må blive næste gang.

Vi kom i alt af med 1.406 kr. + drikkepenge for otte KÆMPE retter og fem glas vin. Temmelig billigt kvaliteten OG størrelsen på retterne taget i betragtning! Vi skal helt klart prøve det igen, men næste gang kun med de tre retter som maximum, for jeg fik så frygteligt ondt i maven sent på aftenen og var faktisk på nippet til at kaste op. Ikke pga. maden, men pga. den mængde mad jeg havde indtaget. Så kan jeg lære det! :-)