For godt en uge siden var min kæreste og jeg med to venner på Nordisk Spisehus, som efterhånden er ved at blive en af mine aarhusianske favoritter. Jeg nåede desværre ikke at besøge dem, mens de havde San Francisco-restauranters retter på menuen, men det, de bød på forleden, var absolut heller ikke at kimse ad.
Jeg havde tidligere på dagen reserveret bord online uden problemer, og af en eller anden grund var der trods weekend ikke fyldt helt op i restauranten, hvor et par tomandsborde stod ledige hist og her.
Vi fik til min store glæde anvist bordet ved vinduet ud til M. P. Bruunsgade – ikke fordi jeg elsker at blive observeret af forbipasserende, mens jeg indtager føde, men fordi jeg så var sikret bedst mulige lysforhold til mine billeder. Lidt nørd er man vel blevet…
Og halleluja for både mad og lys! Maden var simpelthen udsøgt, og selv vores kammerat, som er i færd med at forsøge at bryde ud af en ond cirkel af årelang mærkværdig kræsenhed, havde utallige nydelsesudbrud i løbet af aftenen. Billederne er jeg også overordnet godt tilfreds med for en gang skyld, så nu skal I få billedstorm, skal I.
Vi lagde ud med et glas forfriskende og frugtig cremant de Bourgogne, og så kom der lækre hapsere på bordet på træklodser af varierende højde. Meget pæn opstilling i øvrigt.
Hapserne bestod af friterede brisler med dildgelé og syltede rødløg på toppen, små fine salatbåde med baconmayo og grønt på toppen, friteret due og ruller med knasende grønt indhold. Brislerne var min favorit, duen not so much.
Derefter fik vi besluttet, at vi var på de fem retter med tilhørende vinmenu til 699 kr. + 549 kr. per person. Det viste sig at være alt rigelig, for vi blev alle stopmætte, og jeg tvivler på, at jeg ville have kunnet spise alle otte retter på menukortet.
Temaet for tiden er tre af verdens bedste Michelin-restauranter i form af Eleven Madison Park i New York, Michel Bras i Frankrig og El Celler de Can Roca i Spanien. De kalder menuen for “Greatest Michelin”, da det er de retter, vi gæster på Nordisk Spisehus har syntes bedst om tidligere.
Mens vi ventede på første ret, kom der et nydeligt brød på bordet medfølgende en helt fantastisk mayodip med sprødtstegt, knust kyllingeskind på toppen. Nom nom nom! Derudover blev der på bordet placeret en træklods med riller, hvori der stod fem kort med hver af retterne beskrevet. Smart!
Den første ret bestod af et salathoved, der gemte på en vrimmel af fine små rømørejer, som væltede ud, når man løftede det grønne skjold. Der var to mayo’er til, en af dem var røget og helt ufatteligt velsmagende! Der var desuden syrnet fløde til at hælde over samt citron i klæde, man kunne presse ud over herligheden. Jeg tror, at det her var min yndlingsret denne aften. Så lækker!
Vi fik en tysk hvidvin, pinot blanc fra 2012, til reje-retten, og det smagte forrygende i samspil. Det der med den halve citron i et tyndt klæde var i øvrigt drønsmart, så man ikke pladrede sine fingre til med citronsaft og egentlig også en ret hygiejnisk løsning. Godt påfund.
Næste ret havde jeg glædet mig umanerligt til, for jeg er tosset med bergamotte (selvom jeg mystisk nok ikke er særligt glad for Althea-bolcher, som de fleste forbinder med bergamotte). Den bestod af marineret og smørstegt rødtunge med frisk appelsin, bergamottegelé (uhm!), brunet fennikelpuré, saltede pinjekerneflager og sprøde croutoner. Ganske lækker og sprød ret.
Sidste forret var pocheret hønseæg serveret med beurre blanc-sauce, sprøde ærter, ragout af frølår, purløg og ramsløg (-blade, -blomster og -olie). Det var en fantastisk lækker ret, der lå i skarp konkurrence til førstepladsen denne aften. Til retten fik vi en østrigsk hvidvin med fine nødde-agtige noter.
Hovedretten, ja… den har jeg så lige opdaget, at jeg har glemt at tage billeder af. Tsk. Og hvad siger det så om stedet? At deres tjenere var yderst gavmilde med at at fylde glassene op igen, hver gang man havde drukket sig halvvejs igennem. De var generelt enormt opmærksomme, og jeg nåede ikke altid at få takket nej, så jeg endte med at få en overordentligt god fjer på.
Anyway, hovedretten var altså også god, selvom mit kamera ikke fik lov til at forevige den. Den bestod af økologisk rosastegt, glaseret oksefilet fra Kilegården med nye asparges, peberrod, frisk timian, kartoffelpuré og purløgsolie. Purløgsolien var jeg ikke så vild med, men resten smagte udmærket. Enormt godt kød!
Til hovedretten drak vi en fyldig toscansk rødvin på en lokal drue, og smagen var vældigt frugtig og bær-agtig med en tilpas syrlighed. Endnu en god kombi.
Desserten var ifølge min veninde “æg og pølse”. Eller, det lignede det lige ved første øjekast. Der var dog ikke tale om English breakfast, men derimod cannelloni af rabarber med cremet mascarponesorbet, krydderkage og en formidabel sød lakridscreme, som var en klasse helt for sig.
Vinen til desserten var en meget sødmefuld tysk dessertvin med noter af jordbær. En enkelt ved bordet fandt den en tand for sød, men på det tidspunkt var jeg så bedugget, at man kunne have hældt hvad som helst på mig. Jeg mindes dog, at jeg fandt den ganske god – ned røg den i hvert fald.
Opsummeret havde vi en skøn aften på Nordisk Spisehus, og særligt deres forretter var jeg ret tosset med – jeg fantaserer stadig om rømørejerne med den røgede mayo! Betjeningen var desuden høflig, smilende og nede på jorden. Prisen er passende for den gode kvalitet og smag, og det er helt klart oplevelsen værd. Stor anbefaling herfra!