I nummer 109 på ramblaen ligger Hotel 1898, et luksushotel med overdådig hall og længere inde en stor, fancy reception med dunkel belysning. Drejer man højre om hjørnet før receptionen, kan man tage elevatoren op til tagterrassen, og der ligger La Isabela.
Jeg besøgte La Isabela min første hele dag i Barcelona lidt før middag, og da var der endnu ikke åbnet for frokostmenuen, men baren var åben, og da jeg havde placeret mig godt i det lækre loungearrangement en spytklat fra poolen, bestilte jeg min første tropedrink.
Det blev en “mint breeze” til 10 euro med mynte, selleri, ananas, citron og sukker – og en lille ribsklase som pynt. Nam! Den var god og frisk, og jeg lænede mig veltilpas tilbage med benene oppe og fordybede mig i min medbragte roman under parasollen i den skarpe middagssol.
Da jeg løb tør, prøvede jeg den anden af deres alkoholfri drinks, denne gang en “tropical sunset” med blåbær, passionsfrugt, kokos og lemonade. Endnu en god drink til 10 euro, men den første var lige en tand bedre.
Da klokken nærmede sig 13, hvor frokostkøkkenet åbnede, kom der også flere mennesker til. Hotelgæsterne må benytte poolen, og ellers sad vi andre gæster i loungesofaerne eller lå henslængte i luksus dobbelt-solsenge med overdækning.
Da menukortet kom på bordet, var jeg blevet godt sulten, så jeg bestilte både en gang salmorejo – klassisk gazpacho, som det laves i byen Cordoba i Andalusien – til 7 euro og marinerede laksetern med sesam (8,5 euro). Særligt suppen inkl. saftig tigerreje var virkelig lækker!
Det var simpelthen den lækreste tagterrasse med den fineste udsigt ud over Barcelona, lækkert chill-arrangement samt god mad og drikke til okay fornuftige priser. Helt klart en anbefaling værd!