Så blev al fødselsdagshejs godt overstået med både konfekt, festligheder og hygge i stor stil, og nu har jeg atter tid til at vende blikket mod bloggen her for en stund.
Jeg er jo lidt bagud med indlæggene herinde, og engagementet er jo også lidt i vinter-mode, idet billederne lider under de elendige lysforhold, og jeg foretrækker i de mørke måneder i højere grad at bestille take-away eller gå på restaurant end selv at stå i køkkenet.
Ikke desto mindre kommer der her en fotostorm uden lige, omend med lettere dunkle billeder. I slutningen af december måned var vi nemlig et selskab på seks personer, der blev enige om at få prøvet det dersens Gastromé af.
Gastromé fik både i 2015 og 2016 en Michelinstjerne, så jeg var spændt på, om dette kunne blive stedet, der skulle erstatte min tidligere favorit, den nu lukkede Restaurant Miró.
Efter kort tids snakken frem og tilbage blev selskabet enige om, at den såkaldte “fuld gas” med otte retter var lige i overkanten, så vi valgte i stedet halv gas inklusiv, som bestod af de fem retter fra “halv gas”-menuen med tilhørende vine, men også inklusiv et glas mousserende vin at starte på, snacks hertil og efter maden kaffe og sødt. I alt 1.338 kr. per næse.
Personalet var imødekommende og venligt, og jeg var hjertens velkommen til at tage billeder af maden undervejs. Ydermere var de også søde at komme med en version af menukortet med mere udførlig beskrivelse af maden, så det var nemmere for mig at huske elementerne fra hver ret.
Vi lagde som sagt ud med et glas bobler, en Rieffel 2012 cremant d’Alsace, “extra brut”, der var særdeles udmærket, og kort efter kom de mange forskellige hapsere på bordet. Det var jo i julemåneden, vi havde valgt at komme på besøg, så der blev lagt hårdt ud med en flormelisdrysset æbleskive på et leje af gran.
Derudover var der en besynderlig lille kop dampende lun bouillon. Jeg ved godt, at det er noget fancy noget, som man kun får fine steder som dette, men jeg synes alligevel, det er en lidt sær smagsoplevelse. Jeg er nok lidt en proletar til tider.
Af snacks var der derudover svampechips med Karl Johan, Kalix Løjrom-rogn med rygeost i sprødt kræmmerhus og bøgerøget okseslag med creme fraiche 48% og knækbrød serveret på et marvben. Alt blev sat på bordet på én gang, og så kunne man ellers bare tage for sig.
Alle snacks var spidsfindige og ganske velsmagende, og der blev gjort en del ud af den rustikke præsentation på naturmaterialer som rå sten, træ og knogler – meget “vi tager lige naturen med indenfor og lægger her på bordet”. Ganske nordisk, that is.
Der blev også serveret tre forskellige slags brød igennem middagen, og hvor min svogers nysgerrighed krævede, at han prøvede alle tre på én gang, gik jeg målrettet efter den surdejsbaserede variant. Til brødet var der også to slags smækker smørelse, og jeg blev vist aldrig helt enig med mig selv om, hvilken der var bedst.
Før den egentlige forret blev serveret, blev der foran hver af os sat en såkaldt “amuse”, også kaldet “lille lækkerhaps” i min verden. Denne bestod af to små ruller med lufttørret skinke med asier og artiskokker. En laber lille appetitvækker.
Dernæst kom forretten på bordet: En omgang helleflynder med jordskokker og brøndkarse – en meget nydelig ret særligt med den dybgrønne sauce, der blev hældt over herligheden. Hertil blev der serveret en 2015 Grüner Veltliner “Lois”, Loimer fra Kamptal i Østrig.
Til hovedret blev der serveret and med svesker, selleri, rosenkål og vinterbær, og efterfølgende blev der revet frisk trøffel over samt suppleret med en fyldig glace. En velsmagende og traditionel decemberret med et twist.
Vinen til hovedretten var en 2015 Terre de Galets, Richaud, fra Rhône i Frankrig, som passede fortrinligt til retten.
Der var dog ifølge et par garvede vinentusiaster i vores selskab en del upræcise og enkelte direkte forkerte oplysninger i tjenerens præsentationer af nogle af vinene i løbet af aftenen, som de dog valgte ikke at gøre ham opmærksom på. Vinene var dog yderst velvalgte (ganske givet af en anden person) trods tjenerens forsøg på at fremstå som connaisseur.
Der var to desserter til menuen – lige noget for mig! Den første blev serveret i et stort glas og bestod af havtorn, skyr og æggeblomme. Jeg er ikke så begejstret for skyr, men havtorn er altid et hit. “Vinen” til var stedets egen æblejuice med gulerod, havtornsirup og rom – spændende cocktail!
Dessert nummer to bestod af hasselnød i flere afskygninger, kokos og ingefær – en meget frisk og behagelig ret oven på al den mad, der nu fyldte i maven. Vinen var en 2015 Hárslevelü, Château Pajzos fra Tokaj-Hegyalja i Ungarn.
Derefter var der kaffe og søde hapsere i lange baner! Meget dekorativt og tillokkende, men jeg gav fortabt inden den sidste lækkerbisken. Jeg var mæt og ganske godt tilfreds – dog manglede wow-oplevelsen for mig. Måske forventningerne havde været for høje?
Maden på Gastromé var rigtig lækker, særligt vinene var spændende, oplevelsen var god og tjenerne søde (omend ikke så vinkyndige som ønsket). Men der manglede noget ekstra for mig. Måske der bare ikke er nogen, der rigtigt kan måle sig med Miró endnu, men måske en skønne dag…