På åbningsdagen for den italienske restaurant AmoRoma i Vestergade tidligere på måneden besluttede min kæreste og jeg os for at kigge forbi til aftensmad. Jeg havde læst, at det var en af medejerne af Il Mercatino, den italienske købmand i Mejlgade, der åbnede dette sted, så forventningen var en autentisk italiensk madoplevelse.
Allerede fra starten haltede det dog lidt, idet vi, da vi kom ind ad døren, ikke rigtigt vidste, hvor vi skulle gå hen for at få kontakt med en ansat. Da vi fik øje på en kok og en tjener nede i den anden ende af lokalet, smilede de til os, men først da kokken spurgte tjeneren: “Tager du ikke lige imod?!”, kom hun op til os.
Betjeningen var dog venlig og smilende, og vi blev vist ned til et bord i et lokale i den bagerste ende af restauranten, som senere viste sig at være pizzeriaet, hvor der også var en god håndfuld andre gæster. Duften i rummet var fantastisk – den klassiske duft af nyopslået pizzadej og varm tomatsauce, uhm!
Vi fik menukort, og efter noget tid besluttede min kæreste sig for en pizza og jeg mig for en af de italienske pastaretter. Da vi bestilte, fortalte tjeneren dog, at de udelukkende serverede pizza i dag. Det havde nu en gang været rart at få at vide fra start, da vi fik menukortet, så vi fik lige brug for et par ekstra minutter, så jeg kunne finde noget andet.
Derefter fik vi et glas Aperol Spritz hver samt en tallerken med to bruscettaer, som viste sig at være en gestus på huset til alle spisende gæster grundet åbningen. Ganske udmærket Aperol Spritz, men bruscettaen var lidt kedelig.
Da tjeneren kom retur for at tage imod vores endelige bestilling, bad min kæreste om den italienske øl på deres menukort, og jeg bestilte et enkelt glas chianti. Hun forstod ikke min bestilling, og jeg pegede derfor i vinkortet, mens jeg gentog. Hun virkede stadig helt blank, og jeg prøvede at forklare hende, at det var den, jeg pegede på, jeg gerne ville have, og min kæreste prøvede at hjælpe ved at forklare, at det var en rødvin.
Det var en smule pinligt, for hun havde tydeligvis ikke nogen idé om, hvad det var for noget, men hun kunne jo sådan set blot have noteret sig, hvor jeg pegede i vinkortet og så efterfølgende spurgt om hjælp ude i køkkenet. Det lykkedes mig dog at få det pågældende glas chianti, og den smagte fortræffeligt!
Mens vi ventede på maden, bemærkede vi, at der stod vandglas på alle bordene inkl. vores eget, men der var ingen, der havde fået vand serveret, og vi blev heller ikke tilbudt det. Jeg savnede det dog ikke rigtigt, men det virkede lidt mærkeligt og som endnu et tegn på, at stedet nok burde have brugt lidt ressourcer på at oplære deres åbenlyst meget uerfarne tjenere før åbning.
Så kom pizzaerne på bordet. Min kærestes smagte ganske udmærket, men han pointerede, at det virkede, som om pizzakokken havde haft travlt, for pizzaen var meget ujævn i tykkelsen og med en sortbranket kant til den ene side, men ellers smagte den godt.
Min pizza var en nr. 16 Squisita til 90 kr. med henholdsvis ottearmet blæksprutte og kartoffel. Den blev til min undren serveret med revet kartoffel – ikke noget, jeg har oplevet i Italien før – i stedet for i tynde skiver, som jeg egentlig troede var normen for kartoffelpizza. Derudover var der rigelige mængder revet bladselleri ud over pizzaen.
Det skal siges, at pizzaen smagte rigtigt godt – jeg blev ikke spor skuffet! Men det havde nok været god stil, om de skrev i menukortet, at der er bladselleri på. Jeg kender mange, der ikke bryder sig om denne grøntsag, som er meget dominerende, og som i øvrigt ikke ligefrem er klassisk pizzafyld.
Min kæreste løb tør for øl undervejs og ville gerne bede om en ny, men da han spurgte tjeneren, om han kunne få endnu en magen til, tøvede hun. Vi undrede os lidt, men hun besluttede sig så for at spørge i køkkenet, og lidt efter kom hun tilbage med en ny øl til ham. Igen en ret underlig og akavet situation.
Undervejs overhørte jeg et par ved et andet bord spørge til dessert, men det var desværre heller ikke muligt at servere endnu, på trods af det stod i menukortet. Jeg havde ellers set frem til en gang klassisk italiensk tiramisu.
Jeg kunne ikke spise hele min pizza, så jeg spurgte tjeneren, om det mon var muligt at få resten med i en pizzabakke, idet jeg kunne se, at de også solgte pizzaer ud af huset. Det var intet problem! En klart positiv detalje ved stedet og lige i den rette stop-spild-af-mad-ånd.
Opsummeret var både vin, øl og pizzaer ganske udmærkede, stemningen og duften i restauranten var skøn, og priserne var rimelige. Dog virkede betjeningen virkelig uprofessionel, og vi fik helt ondt af tjeneren, der virkede til lige at være startet i sit allerførste job og ikke have fået nogen instruktioner overhovedet.
Det lader til at være gået en anelse for stærkt med at få åbnet AmoRoma, før der sådan var rigtigt styr på tingene, men hvis de sørger for at få rettet op på ovenstående kritikpunkter, er jeg overbevist om, at vi nok skal komme igen.