Nu kommer finalen på vores madoplevelser i Lissabon, og det omhandler den allersidste aften, vi opholdt os i byen. Vi havde fundet inspiration i Turen Går Til Lissabon fra 2012 af Frank Sebastian Hansen i håbet om ikke at støde ind i alt for underlige smagsoplevelser.
Det var selv samme guidebog, der også anbefalede Gambrinus, og selvom denne fik fire stjerner i bogen og Tasca da Esquina blot fik tre, vil jeg klart mene, at hvad angår vores oplevelser, så burde Tasca da Esquina i hvert fald også have fire stjerner, for det var trods alt bedre mad.
Begge restauranter er listede som gourmetrestauranter, omend Gambrinus er en restaurant med overvejende traditionel portugisisk cuisine, hvorimod Tasca da Esquina beskrives som et miks af traditionel kogekunst og det moderne middelhavskøkken.
Tasca da Esquina er primært populært blandt portugisere på grund af den kok, der står i køkkenet, Vitor Sobral. Han siges at være Portugals bedste kok og har udgivet mange kogebøger, siden han startede sin karriere som blot 21-årig.
Restauranten er placeret på et hjørne af Campo de Ourique i et charmerende område af den vestlige del af centrum. Der er ret langt til nærmeste metrostation, som vi gik fra, men man kan i stedet vælge fra centrum at tage sporvogn 28 dertil.
Vi havde ikke bestilt bord, men vi blev mødt med venlige smil og fik straks anvist et bord i det relativt lille lokale med skarpt lys, store vinduespartier og mange livligt snakkende mennesker ved de omkringstående borde. Intet stift snobberi over dén stemning!
Der er hverken menu- eller vinkort på stedet, da Vitor foretrækker selv at bestemme, hvad hans gæster skal nyde. Dog skal man selv vælge mængden, og man kan give hints til, hvad man ønsker af vin. Vi valgte at bestille den fem-retters menu samt dessert. Til maden valgte vi en flaske frisk hvidvin.
Mens vi ventede på maden, blev der på bordet stillet vand og tre små retter, hvoraf vi kun valgte de to af dem. Den tredje ret var de før omtalte Pastéis de Bacalhau, som vi ikke nåede at blive de helt store fans af. Vi nød dog godt af friske oliven og en speciel ost, der skulle graves hul i for at komme ind til en cremet, brieagtig ost i midten.
Osten var en oplevelse – den skulle spises med ske, og den smagte faktisk ret godt. De friske oliven er vi vant til, og der blev nydt adskillige af dem, indtil jeg fandt en sten i skålen. Med olivenkødet gnavet væk. Altså måtte vi have fået en genbrugsskål fra et tidligere selskab…! Lækkert. Ikke ligefrem den bedste start på aftenen.
De to første retter kom på bordet samtidig, og den første af dem var en kold melonsuppe med sprødstegt pancetta-krymmel og grønt på toppen. Enormt spændende og velsmagende ret! Der var også brød på bordet, vi kunne dyppe i suppen, og det smagte fremragende!
Den anden ret var noget hvidfisk i form af sashimi og på en bund af noget, jeg mindes var sød appelsin-/græskarmos. Der var drysset med purløg og lagt en lille skefuld sorte rogn oven på fisken. Også en let og lækker ret, som gav nogle plusser i vores bog.
Vi skålede i hvidvin og åndede lettet op. Det lod til, at vi havde fundet et godt spisested i Lissabon efter vores smagsløg. Ja, altså lige med undtagelse af den uheldige sten, der var fundet ned i vores skål. Men den lader vi ligge (ikke bogstaveligt talt dog – de næste gæster skulle nødigt møde den også).
Næste ret var en stor, dyb tallerken med blæksprutter i forskellige udformninger, blandt andet friterede. De lå og kringlede sig om nogle stegte svampe på en bund af auberginemos, og så var der drysset hist og her med grønt.
Endnu en lækker ret, hvis man spørger mig, men min kæreste er knapt så begejstret for blæksprutter. Han spiste det dog og fandt det slet ikke så frastødende, som han havde frygtet. Men det bliver nok aldrig hans livret.
Retten derefter var dog den underligste ret, vi fik den aften! Men nok meget portugisisk vurderet ud fra de andre restaurantoplevelser, vi havde på turen. Der var nemlig tale om en slags alternativ Pastéis de Bacalhau i en krummelure-agtig fritureform og lagt på en bund af sovset ris med røde bønner. Og nogle grønne spor. Sær sær ret, og jeg levnede altså lidt.
Den sidste af de fem retter var også en anelse spøjs, men langt mere velsmagende end friture-fyren med ris og bønner. Det var en saftig, rosastegt svinesteak med bønnesalat, kartoffelchips(!) og en velsmagende sovs. Hældt ud over hele herligheden.
Det kunne altså have været rart, at man fik sovsen hældt ved siden af kødet, så det ikke lige som på Gambrinus var hældt ud over det hele. For kødet var virkeligt godt, og sovsen sådan set ligeså, men det er nu en gang at foretrække selv at kunne justere mængdeforholdet og få muligheden for at smage kødet helt uden sovs på.
Hehe, og så morede vi os altså lidt over de der chips. I det mindste var der ikke hældt sovs ud over dem også. Alt i alt smagte det hele ret godt, omend det var en lidt overraskende ret sammensætningsmæssigt.
Så skulle der vælges dessert! Og uha, det var en svær opgave. Jeg var rimeligt mæt, men overvejede alligevel at bestille tre desserter alene til mig selv, fordi de alle lød så lækre. Min kæreste fik mig dog talt ned til kun at bestille to, og det var et fornuftigt valg.
Han valgte trods tidligere skæmmende oplevelse på Casa do Alentejo at bestille chokolademousse til dessert. De generelt ret gode retter forinden her på Tasca da Esquina havde fået modet op i ham, så han tog chancen og satsede på rigtig chokolademousse. Og det fik han så. Den var ikke så mørk, som han havde håbet, men alt i alt var den udmærket.
Jeg valgte derimod en gang creme queimado (creme brulée) og kold jordbærsuppe. Førstnævnte var præcis, som sådan en nu en gang skal være. Jordbærsuppen var jeg meget spændt på, og den kom ind i en flaske og med knas i en lille skål ved siden af. Der var en klat creme i midten af tallerkenen, som tjeneren hældte suppen rundt om, og til sidst dryssede han knas ovenpå.
Det smagte skønt! Jeg var ved at sprænge af mæthed, men jeg insisterede på at spise op og kunne nærmest have slikket tallerkenen. Virkeligt lækkert!
Så det endte med en meget spændende og velsmagende sidste aften i Lissabon – det var både moderne og det var også portugisisk til en grad, der sagtens kunne spises, men hvor man lige skal vænne sig til nogle af deres sammensætninger.
I alt for to gange fem retter, tre desserter, en flaske vin, oliven, brød og ost skulle vi blot af med lige knapt 90 euro. Det svarer til under 700 kr.! Det er jo helt vanvittigt! Det er helt klart et sted, der kan anbefales, og man kan roligt slå sig løs til den pris. Kommer jeg en dag til Lissabon igen, så er dette sted helt klart et must at aflægge endnu et visit.