Nu kommer der en sand billedstorm, for jeg vil i dette indlæg fortælle om min mest ekstravagante selvforkælelsesoplevelse i Paris (ud over at få lagt make-up af Gilles, en indfødt pariser-mand, hos Chanel), nemlig frokost på Le Georges.
Jeg havde trasket rundt i latinerkvarteret et par timer for først at finde nogle tilsyneladende fantastiske vintagebutikker med salg af Chanel og Dior, der irriterende nok viste sig at holde sommerlukket. Buh! Efterfølgende havde jeg ledt efter et passende sted at få fisk eller skaldyr til frokost, men uden held. Mere buh.
Så jeg var godt knotten, da jeg besluttede at give op og hoppe på metroen for at tage hen på et af mine back-up-steder, hvor jeg tidligere havde tastet adressen ind på min telefons bykort. Det var dog umuligt for mig at lokalisere adressen, for der var et større bygningsarbejde i gang på gaden, og husnumrene hoppede lige pludseligt over det nummer, jeg skulle bruge.
Jeg havde ømme fødder og var storsvedende og irritabel, da jeg havde trasket frem og tilbage og ledt i 5-10 minutter, og jeg var således på ingen måde modtagelig, da et par kække håndværkere forsøgte at få min opmærksomhed med diverse tilråb.
Det viste sig dog, at restauranten lå på toppen af Centre Pompidou, hvis forside jeg havde vadet frem og tilbage ude foran, og at indgangen til Le Georges var på bagsiden af bygningen via en separat elevator med særskilt dørmand! Det stod der skisme da intet om, de steder jeg havde læst om restauranten, hrmpf!
Fra elevatoren var der videre forløb til restauranten på toppen af bygningen via adskillige rulletrapper. Der var mange mennesker, for de fleste må være kommet via hovedindgangen til Centre Pompidou. Jeg havde dog fået trukket min nej-hat godt ned over ørerne og blev på vejen op mere og mere sikker på, at der var stopfyldt på restauranten uden plads til lille mig.
Men jeg fik særdeles uret! De mange mennesker ville bare til toppen for at se udsigten via en lang slags gennemsigtig tunnel med fremragende udsigt ud over byen. Så det skulle de jo have lov til. Jeg ville bare gerne have noget at spise…
Damen ved indgangen til den store tagterrasse, der hører til Le Georges, kunne sagtens finde et bord til mig, og det blev ved næstyderste række til den fantastiske udsigt ud over byen og med direkte kig til blandt andet Notre Dame ovre på Île de la Cité. Goddag ja-hat!
De mange mandlige tjenere var iført pæne jakkesæt, og de var meget høflige og opmærksomme. Jeg fik hurtigt menukort og pønsede kortvarigt over, at jeg i teorien havde sparet en del penge pga. de førnævnte lukkede vintagebutikker, så jeg besluttede, at jeg oven på irritationsmomenterne denne middag fortjente en gang hummersalat med et glas 10-års Dom Perignon til.
Så der sad jeg så: Midt i Paris’ pulserende hjerte på tagterrassen i toppen af Centre Pompidou med bagende sol og en storslået udsigt over byen. Der gik ikke længe, før der foran mig blev serveret en kurv brød med smør samt en tallerken med sprød vinaigrette-stænket salat, to kæmpe stykker hummerkød, et par blancherede asparges og en lækker rørt gurkemejemayo + et stort glas Dom Perignon til.
Det var simpelthen livet! Pricey, mais bien sûr, men det var faktisk det værd. Jeg var nødt til lige at hive telefonen frem undervejs og prale til både min veninde og min kæreste, der sad hjemme i regnfulde Danmark, og for sidstnævntes vedkommende endda selvvalgt. Så var han altså selv ude om det. Faktisk.
Det synede ikke af meget på tallerkenen, men det smagte til perfektion. Salaten var sprød og frisk, vinaigretten var syrligsød i perfekt harmoni, og hummerkødet var åh så fast så fast og smagte intet mindre end himmelsk! Aspargesene var silkebløde, men stadig med bid i, og den rørte gurkemejemayo var krydret diskret for ikke at overdøve den fine hummersmag.
Og den der Dom… Den var altså ikke helt tosset. Faktisk var den temmeligt god. Jeg har smagt Dom P. én gang før til vinsmagning i marts, hvor det både var min kærestes og min storfavorit blandt boblerne, selvom ingen af os er de store champagne-drikkere. Og denne her var ligeledes en sand nydelse, selvom det var en yngre version.
Som sagt var det ikke billigt: Hummersalaten kostede 29 euro/220 kr., og glasset med Dom P. kostede 40 euro/300 kr., altså en samlet pris på lidt over 500 kr. for frokost. Men hele oplevelsen skal tages med i dette regnestykke, og denne sene luksusfrokost er en af de fedeste ting, jeg vil huske ved min tur. Ingen tvivl!
Ovenfor ses et billede af restauranten indenfor – tjek lige det vue! Det må da være nærved det mest perfekte sted at tilbringe en romantisk aften med sin udkårne, hvis man er i Paris og ikke har lommesmerter.
På næstsidste billede ses rulletrappen op til og ned fra restauranten, og ude til højre kan anes tunnellen, der fortsætter helt ned i den anden ende med blandt andet den udsigt, der er vist på sidste billede. Ikke dårligt, hva’?