I sidste uge valgte min søster og jeg at invitere vores mor med på vores yndlingsrestaurant Miró, idet hun var på besøg fra Odense og aldrig havde haft fornøjelsen af at opleve Miró og Tonis magiske smagsunivers.
Jeg havde bestilt bord en uges tid i forvejen, og om formiddagen samme dag ringede Toni mig op for at høre, om vi helst ville sidde om et rundt bord eller ved aflangt bord, idet vi jo ville blive et ulige antal gæster. Enormt betænksomt af ham.
Det blev en smadder hyggelig aften, hvor min søsters mand og min kæreste også var med, og der blev smovset lækker mad, dvælet ved de nydefulde vine, snakket på kryds og tværs og grinet højlydt igennem hele aftenen, mens Toni og hans crew servicerede os.
Menukortet, der traditionen tro lå rullet ind i en servietring på hver plads, blev i løbet af aftenen overskrevet fuldstændigt med stikord til indlægget her, for der var mange mindeværdige detaljer, der ikke måtte forgå i beruselsens tåger.
Vi lagde ud med et glas Deutz champagne, mens en firkantet tallerken med hapsere blev placeret midt på det runde bord. Der var vandbakkelser med laks, noget friteret pølse à la nuggets og sprøde flæskesvær serveret på en klat lækker dip.
Derefter kom der brød på bordet inkl. tre slags dyppelse: Saltet smør, mascarponecreme med peberfrugt og creme fraicheskum.
Vi blev enige om ved bordet at vælge seks retter hver, omend det blev lidt forskudt i forhold til hinanden, da den ret, vi hver især fravalgte af de syv tilgængelige, var forskellige. Vi aftalte dog, at man bare sad over, når der var en ret, man havde fravalgt, så serveringerne ikke blev blandede.
Første ret (billedet lige ovenfor) bestod af rimmet kammusling, jomfruhummerhaler, kaviar, skummet hønsefond, glaskål, blomkålscreme, frisk blomkål, små grønne dildperler og hvide citrusperler. Smagsoplevelsen gav mig associationer til havgus, vind og saltvand, uhm!
Vinen til første forret var prisvinderen 2013 Buchegger, Grüner Vetliner – Gebling, Østrig, og den havde en meget frugtig syre og var mineralsk perlende. Den passede udsøgt til den delikate ret, og jeg følte mig helt vindblæst i munden – altså, på den gode måde.
Næste forret var kuller med løgcreme, rødløg, syltede skalotteløg, fiskefond, æbletern, æblechips og østershatte. Generelt fandt jeg denne ret lidt for salt, men til gengæld var den nedkogte sauce på fiskefond fuldkommen himmelsk!
Og så var der i øvrigt et eller andet i retten, der smagte af pickles fra en McDonald’s-burger. Vi ved ikke helt, hvad det var, men det var en ret sjov association at få undervejs.
Vinen var virkelig finurlig! Det var en 2011 Josmeyer Riesling fra Alsace, Frankrig, og duften mindede mig straks om autoværksted – eller som min søster beskrev det: “En håndbremsevending på nye dæk”. En connaiseur ville dog nok mere elegant beskrive dette som petroleum.
Yderligere røbede duften af denne biodynamiske vin noter af umoden frugt, mineralskhed og frisk syre, men smagen var overraskende sød og smør-agtig, og eftersmagen var nærmest à la brunet smør. Den var fremragende! Virkelig en oplevelse…
Den tredje forret var filet af rokke med syltet græskarcreme, skum, Karl-Johan-svampe, macadamianødder og hvidløgsskud på toppen. Smadder lækker ret!
Vinen til denne ret var en 2012 Tollot-Beaut, Bourgogne Blanc fra Chorey-Les-Beaune, Frankrig. Dette er et gammel familie-forretning med meget gamle vinstokke og egetræsfade, og selve vinen havde karakteristika hen ad netop egetræ, melon og hvide ribs. Både tør og frisk på samme tid.
Sidste forret var stegt foie gras med hindbærcreme, frissésalat vendt i mælkesyrevinaigrette, kalvetatar og kalveglace dryppet over. Fantastisk lækkert – virkelig en af mine favoritspiser!
Og så var der vinen, der virkelig passede fabelagtigt til – en 2013 Cru Juliénas, Cuvée Prestige fra Domaine de la Combe Darroux, Frankrig. Den var kun lige blevet hældt på glasset, da jeg konstaterede en kraftig duft af jordbær à la jordbærgrød eller jordbæryoghurt! Utrolig duftoplevelse, og selve smagen var frugtig og saftig – et perfekt match til retten.
Så kom hovedretten på bordet: Smørmør oksemørbrad (halleluja!) i toast sprødstegt i klaret smør serveret med kirsebær, jordskokker og oksemarvsglace. Selve toastdelen om mørbraden var vi et par stykker, der godt kunne have undværet, men resten af retten var formidabel og med god saft og kraft.
Vinen var en 2011 Nuj Suj, Icardi fra Piemonte i Italien, hvortil der hører en sørgelig kærlighedshistorie, der dog endte med denne udsøgte vin med duft hen ad læder/skind. Den har ligget på slovensk egetræ og har smagsnuancer med megen sødme hen ad kirsebær samt træ og garvesyre. Noget af en kraftkarl!
Efterfølgende fik de fleste andre ostetallerken, jeg sprang dog denne ret over på trods af, at det var en af mine yndlingsoste! Det var nemlig selveste Røde Kristian med kvædegelé og kvædecreme samt valnødder og drys.
Til osten blev der serveret en 10-års Hvid Port fra Quinta Das Lamelas, Portugal, en tawny, der har ligget på fad i 17 år, før den blev godkendt til at blive kategoriseret som 10-års. Den havde en spids og let krads smag med gennemtrængende noter af rosin.
Vi rundede af med desserten, som var is på kærnemælk med en smag af koldskål, sandkage med citrus, skumfiduser af kærnemælk, gelé på kærnemælk, vanille, karamel, italiensk marengs, hibiscusgelé, støv fra hibiscusblomst og en krølle på toppen af sukker. Top-lækkert!
Vinen var igen noget for sig: En biodynamisk 2014 Riesling, Karoline Edelsüss – Forster, Nahe, Tyskland. En mineralsk, sød og spændstig vin med både syre og sødme, og bedst af alt smagte den af pomelo og bergamotte! Derudover duftnoter af abrikos, syre, fersken og honning. Helt perfekt afstemt til desserten.
Som altid fik man oplevelsen af, at det klart er vinene, der dikterer maden på Miró og ikke maden, der dikterer vinene. Det er den helt perfekte harmoni, der skabes, når vinen er omdrejningspunktet, så selv ikke-vin-entusiaster som jeg bliver entusiastisk og får en uovertruffen helhedsoplevelse.
Prisen for de seks retter var 638 kr. per person og tilsvarende 638 kr. oveni for vinmenuen, som man simpelthen ikke bør snyde sig selv for, hvis man vil unde sig selv den oplevelse, det er at besøge Mirós smagsunivers. Min mor fortalte undervejs og efterfølgende, at det var en aften, hun aldrig nogensinde vil glemme.