Steak & cocktails på Retour Steak

retour-steak-aarhus-1

Nu har jeg været på Retour Steak i Aarhus tre gange, siden de åbnede, og eftersom de to første gange var uden kamera, tænkte jeg forleden, da jeg for tredje gang lagde vejen forbi, at det var på tide at få dokumenteret de herligheder, man bliver udsat for dette sted.

Restauranten ligger, hvor det gamle TGV lå lige skråt over for hovedbanegården, og de gør ikke meget for at drage opmærksomhed til sig med blot et diskret print på ruden over døren. Til gengæld føler man sig meget velkommen, så snart man træder ind, og alle tre gange er personalet straks kommet smilende hen og har taget imod os.

Indretningen er en kombination af rå og hyggelig i stilfuld overensstemmelse, hvilket kommer til udtryk i de rå værkstedslamper i lige rækker, de chunky “krystal”-vandglas, mørke marmorborde og klassiske, sortmalede træstole.

Stedet serverer primært store steaks af kvalitetskød i velkendte udskæringer, men der er også indtil flere fiskeretter på menuen, lige som man har mulighed for at vælge sig en gang tatar eller en burger, hvis man ikke lige er i humør til en stor, velstegt steak.

retour-steak-aarhus-2retour-steak-aarhus-3retour-steak-aarhus-4retour-steak-aarhus-6retour-steak-aarhus-5

Bøfferne er én ting – javist, de er gode, det skal de jo også være på et steak house som dette. Men hvad der yderligere bør fremhæves ved dette sted, er altså drinksene. Hold nu fast, de er gode! Den mest specielle hedder “slow camel” og består af gin, kamelmælk, citron, sukker og bitter. Den er syrlig, men lækker og med et sart lyserødt skær.

Derudover er deres “bee’s knees” med gin, acacia, citron og peber også lækker og forfriskende, og min kammerat fik kørt et par stykker ned ved vores sidste besøg. Mine to favoritter er dog “smokey sundown” og “retour colada”.

“Smokey sundown” er den, jeg foretrækker at starte med og drikke til maden. Den består af vanilletequila, havtorn, grand marnier, citron og ahornsirup, og så bliver den serveret med røg, som giver en snert af lejrbål til drinken – en duft, der er indbegrebet af barndomshygge.

Efter hovedretten er jeg blevet fan af deres “retour colada” med rom, ananas, citron, is, estragon og kokossirup. Nom nom! Mere let og frisk end en traditionel piña colada, men de samme smagsnuancer. Og så serveret i en kobbergryde med sugerør til. Derudover er der også “dark ‘n’ stormy” på drinkskortet, men den mangler jeg stadig at afprøve.

retour-steak-aarhus-7retour-steak-aarhus-8retour-steak-aarhus-9retour-steak-aarhus-10retour-steak-aarhus-11

Deres forretter er store, og deres bøffer er store. Jeg har tidligere bestilt deres kammuslinger til forret, og det resulterede i, at jeg ikke kunne spise hovedretten op. Kammuslingerne blev serveret med majs og svampe og var en lidt fesen oplevelse. Denne gang valgte jeg i stedet en “snack” i form af to østers med chorizo til 25 kr. stykket, og det var passende og samtidigt særdeles velsmagende.

Mine to bordherrer valgte hver især hhv. den halve hummer og ravioli til forret, og de var begge godt tilfredse. Dog var de også ved at gå kolde midt i hovedretten, for det er nogle velvoksne stykker kød, man får på tallerkenen, og sovs og pommes spares der heller ikke på! Tjenerne lader til at være vant til at få spørgsmålet, om mørbradens rødvinssauce kan skiftes ud med deres berømte bearnaise, og det kan den i øvrigt sagtens.

Jeg har både prøvet deres “lille” ribeye på 350 gram og den danske mørbrad på 225 gram, og det er virkelig noget lækkert kød! De forstår i den grad at stege en bøf til perfektion. Skal smagsløgene forkæles med godt kød, kan jeg altså klart anbefale Retour Steak og foretrækker personligt dette sted frem for MASH eller Köd.

Kammerknas’ blommesirup

blommesirup-1

Det lader til for mange haveejere at have været et fantastisk blommeår i år, og det har også jeg trods bosat på 4. sal været heldig at mærke, idet jeg har fået rigelige mængder blommer med hjem, de gange jeg har besøgt min søster og svoger de senere uger.

En god del af dem nød jeg friskplukket eller tog med på arbejde som supplement til madpakken dagene efter, men alligevel var jeg ved at brænde inde med en bakkefuld blommer i køleskabet, som jeg ikke kunne nå at få spist. Da var det, jeg besluttede at forsøge mig med en omgang blommesirup.

Jeg søgte råd i mine forskellige syltebøger, men uden jeg havde held med et finde en specifik opskrift på blommesirup. I stedet skimmede jeg de generelle grundregler vedr. sirupmageri, og så gik jeg selv i gang med et forsøg, og det viste sig heldigvis at være rørende simpelt.

Når man juicer blommer, bliver det til en koncentreret puré, så jeg valgte at fortynde med vand, uden at det er gået ud over smagsintensiteten. Billedet med syltetøjsglasset er puréen før fortynding, og på billedet med flasken ses det endelige resultat.

blommesirup-2blommesirup-4

INGREDIENSER:

• Saften/puréen fra den mængde blommer, man ønsker at lave sirup af
• Vand til at fortynde den koncentrerede blommesaft/-puré
• Rørsukker i dl.-mængde sv.t. halvdelen af den fortyndede blommesaft
• Atamon eller spiritus til at desinficere flasken med

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Halvér blommerne, og fjern stenene
• Kør blommerne igennem en juicer/saftpresser
• Fortynd den koncentrerede blommepuré indtil tyk saft-konsistens
• Hæld blommesaften i en gryde, tilsæt rørsukker
• Kog massen ved svag varme i cirka 20-30 minutter
• Sørg for at røre godt i gryden undervejs
• Når massen er ved at tykne, tages gryden af varmen
• Skyl en flaske i atamon eller spiritus (jeg foretrækker sidstnævnte)
• Hæld den afkølede sirup på flaske, opbevar den på køl
• Siruppen kan bl.a. bruges til desserter, ost og salater

Chianti, wagyu & solbær hos Restaurant Bacchus, Odense

bacchus-1

En fredag i august var jeg taget til Odense for henholdsvis at gense en gammel gymnasieveninde om lørdagen og fejre min kusines 2. sæt (!) tvillinger, der skulle døbes om søndagen. Fredag stod den dog på hygge sammen med min mor, så vi besluttede at tage ud at spise.

I toget mod Fyn forsøgte jeg at google mig frem til nogle gode fiskerestauranter i Odense, dog uden det helt store held. I stedet faldt jeg over Bacchus, som jeg ikke tidligere havde hørt om, men menukortet så lovende ud. Min mor var også frisk på at prøve det, så da jeg trillede ind på perronen, havde hun allerede haft held med at skaffe et bord til to med kort varsel.

Bacchus har ikke eksisteret i mere end et godt års tid, men deres franske køkken har fået fine anmeldelser i blandt andet Fyens Stiftstidende, og det lille lokale var næsten fyldt til randen, da vi trådte ind på restauranten, hvor en smilende, rar tjener straks fik os til at føle os velkomne og viste os hen til det sidste ledige bord.

Flere retter på menukortet var svært fristende, men jeg valgte til sidst to retter fra dagens tavlemenu: Wagyu-oksekød med svampe til hovedret og kold solbærsuppe med sorbet til dessert. De præcise priser har jeg glemt alt om, men jeg husker det som et yderst rimeligt prisleje. Min mor valgte to retter fra menukortet til i alt 250 kr.

bacchus-2bacchus-3

Bag min mor stod en lille vogn med vinflasker, og jeg øjnede, at der stod Chianti på en af dem. I vinkortet var angivet en god håndfuld vine, der serveres på glas, så jeg spurgte tjeneren, om det var muligt at få et glas af denne. Det var det absolut, omend det var en speciel flaske, der ikke figurerede i vinkortet. Så den fik jeg det sidste af, og nøj, den var god!  – Hvad man jo også burde forvente af et sted opkaldt efter vinguden.

Og så var der kødet: Åh så mørt og saftigt! Hvilket kød fra dette særlige kødkvæg jo netop har ry for, og jeg var nødt til at sende et billede af det til min kæreste derhjemme, som blev grøn af misundelse. Det blev serveret med en lækker, blød jordskokpuré, trøffelglace og svampe til samt grønt drys på toppen. Virkelig en klasse ret!

Desserten var ligeså en succes med en kold suppe af smagstunge, søde solbær, syltede solbær, sorbet, marengs og crunch på toppen. Det hele var faktisk kort sagt perfekt: Særdeles velsmagende mad, god vin, imødekommende personale og fornuftige priser. Toppoint til Bacchus herfra – jeg kommer klart tilbage.

Grøn salat med vandmelon

Salat med vandmelon og ærter 1

Min yndlingssalat på det seneste har været denne simple, grønne sommersalat, som går fremragende til tungere kødretter som for eksempel steak, svinemørbrad og lasagne.

Som dressing anvender jeg klassikeren fra mine morforældres middagsborde: En del fløde, saften fra en halv citron og en stor teskefuld rørsukker. Jeg plejer at hælde det hele i et lille syltetøjsglas og ryste det til en luftig, cremet dressing, før jeg hælder det over salaten.

Ingredienserne til selve salaten er blot bladene fra et salathoved delt i mindre stykker, vandmelon i tern, nybælgede ærter, groft hakkede hasselnødder og til sidst strøet med frisk dild. Kan altså klart anbefales!

Blandet oplevelse på AmoRoma

Amoroma 1

På åbningsdagen for den italienske restaurant AmoRoma i Vestergade tidligere på måneden besluttede min kæreste og jeg os for at kigge forbi til aftensmad. Jeg havde læst, at det var en af medejerne af Il Mercatino, den italienske købmand i Mejlgade, der åbnede dette sted, så forventningen var en autentisk italiensk madoplevelse.

Allerede fra starten haltede det dog lidt, idet vi, da vi kom ind ad døren, ikke rigtigt vidste, hvor vi skulle gå hen for at få kontakt med en ansat. Da vi fik øje på en kok og en tjener nede i den anden ende af lokalet, smilede de til os, men først da kokken spurgte tjeneren: “Tager du ikke lige imod?!”, kom hun op til os.

Betjeningen var dog venlig og smilende, og vi blev vist ned til et bord i et lokale i den bagerste ende af restauranten, som senere viste sig at være pizzeriaet, hvor der også var en god håndfuld andre gæster. Duften i rummet var fantastisk – den klassiske duft af nyopslået pizzadej og varm tomatsauce, uhm!

Vi fik menukort, og efter noget tid besluttede min kæreste sig for en pizza og jeg mig for en af de italienske pastaretter. Da vi bestilte, fortalte tjeneren dog, at de udelukkende serverede pizza i dag. Det havde nu en gang været rart at få at vide fra start, da vi fik menukortet, så vi fik lige brug for et par ekstra minutter, så jeg kunne finde noget andet.

Amoroma 2

Derefter fik vi et glas Aperol Spritz hver samt en tallerken med to bruscettaer, som viste sig at være en gestus på huset til alle spisende gæster grundet åbningen. Ganske udmærket Aperol Spritz, men bruscettaen var lidt kedelig.

Da tjeneren kom retur for at tage imod vores endelige bestilling, bad min kæreste om den italienske øl på deres menukort, og jeg bestilte et enkelt glas chianti. Hun forstod ikke min bestilling, og jeg pegede derfor i vinkortet, mens jeg gentog. Hun virkede stadig helt blank, og jeg prøvede at forklare hende, at det var den, jeg pegede på, jeg gerne ville have, og min kæreste prøvede at hjælpe ved at forklare, at det var en rødvin.

Det var en smule pinligt, for hun havde tydeligvis ikke nogen idé om, hvad det var for noget, men hun kunne jo sådan set blot have noteret sig, hvor jeg pegede i vinkortet og så efterfølgende spurgt om hjælp ude i køkkenet. Det lykkedes mig dog at få det pågældende glas chianti, og den smagte fortræffeligt!

Mens vi ventede på maden, bemærkede vi, at der stod vandglas på alle bordene inkl. vores eget, men der var ingen, der havde fået vand serveret, og vi blev heller ikke tilbudt det. Jeg savnede det dog ikke rigtigt, men det virkede lidt mærkeligt og som endnu et tegn på, at stedet nok burde have brugt lidt ressourcer på at oplære deres åbenlyst meget uerfarne tjenere før åbning.

Amoroma 3

Så kom pizzaerne på bordet. Min kærestes smagte ganske udmærket, men han pointerede, at det virkede, som om pizzakokken havde haft travlt, for pizzaen var meget ujævn i tykkelsen og med en sortbranket kant til den ene side, men ellers smagte den godt.

Min pizza var en nr. 16 Squisita til 90 kr. med henholdsvis ottearmet blæksprutte og kartoffel. Den blev til min undren serveret med revet kartoffel – ikke noget, jeg har oplevet i Italien før – i stedet for i tynde skiver, som jeg egentlig troede var normen for kartoffelpizza. Derudover var der rigelige mængder revet bladselleri ud over pizzaen.

Det skal siges, at pizzaen smagte rigtigt godt – jeg blev ikke spor skuffet! Men det havde nok været god stil, om de skrev i menukortet, at der er bladselleri på. Jeg kender mange, der ikke bryder sig om denne grøntsag, som er meget dominerende, og som i øvrigt ikke ligefrem er klassisk pizzafyld.

Min kæreste løb tør for øl undervejs og ville gerne bede om en ny, men da han spurgte tjeneren, om han kunne få endnu en magen til, tøvede hun. Vi undrede os lidt, men hun besluttede sig så for at spørge i køkkenet, og lidt efter kom hun tilbage med en ny øl til ham. Igen en ret underlig og akavet situation.

Amoroma 4

Undervejs overhørte jeg et par ved et andet bord spørge til dessert, men det var desværre heller ikke muligt at servere endnu, på trods af det stod i menukortet. Jeg havde ellers set frem til en gang klassisk italiensk tiramisu.

Jeg kunne ikke spise hele min pizza, så jeg spurgte tjeneren, om det mon var muligt at få resten med i en pizzabakke, idet jeg kunne se, at de også solgte pizzaer ud af huset. Det var intet problem! En klart positiv detalje ved stedet og lige i den rette stop-spild-af-mad-ånd.

Opsummeret var både vin, øl og pizzaer ganske udmærkede, stemningen og duften i restauranten var skøn, og priserne var rimelige. Dog virkede betjeningen virkelig uprofessionel, og vi fik helt ondt af tjeneren, der virkede til lige at være startet i sit allerførste job og ikke have fået nogen instruktioner overhovedet.

Det lader til at være gået en anelse for stærkt med at få åbnet AmoRoma, før der sådan var rigtigt styr på tingene, men hvis de sørger for at få rettet op på ovenstående kritikpunkter, er jeg overbevist om, at vi nok skal komme igen.