I forbindelse med mit indlæg om fastelavnsboller har jeg før været omkring Hamanns, og jeg nævnte i en kort bemærkning, at stedets frokostretter også kan anbefales. En af dem vil jeg introducere her.
Første gang, jeg besøgte Hamanns, havde jeg svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skulle vælge. Heldigvis tilbyder de en “Snuplidt af det hele”-løsning, der tilgodeser FOMO-typer som mig. Den består så af mindre versioner af morgenmadsretterne, nemlig kokos-bircher-müsli, ristet grøntsagsbrød, sort risgrød, krydret æg, nybagt speltbolle med ost, smør og marmelade.
Og det var så her, jeg forventede at ville synes mindst om den sorte risgrød, som lød lige lovligt helse-agtig. Men hvor tog jeg dog fejl! Det er muligt, at den er virkelig sund, men det smager fuldstændigt som en syndig dessert.
Der er helt konkret tale om en grød lavet på sorte ris (it’s a thing, spørg bare google) og pimpet med den lækreste frugtkompot, müsli, yoghurt og en halv karamelliseret fersken. Ahmen altså, det smager så godt!! Og så til blot 75 kr. for en stor, mættende skålfuld.
Derudover vil jeg også lige slå et slag for den pæneste drik, jeg længe har set: Stedets kolde hindbær matcha-latte, som i øvrigt smager som en drøm. Som udgangspunkt er den lavet på sødmælk, men man kan sagtens få den på f.eks. havremælk i stedet, hvis man beder om det. 48 kr. koster sådan en sag.
Emma Hamann er i øvrigt meget aktiv på deres Instagram-konto og bliver altid mega glad, når man deler billeder af sine oplevelser fra cafeen. Eksempelvis er det lyserøde toilet et yndet selfie-spot, og de famøse fastelavnsboller er jo et helt kapitel for sig.
Hamanns har åben hver dag: I hverdagene fra kl. 9-18, lørdag kl. 9.30-18 og søndag kl. 9.30-16.
Fredag aften var jeg for sidste gang på Memphis Roadhouse. Et vemodigt farvel til det, der var blevet en Aarhus-klassiker. Chris, der ejer stedet, har besluttet per 1. april at lukke og slukke for good.
Da Chris åbnede restauranten tilbage i 2011, blev det hurtigt et stamsted for min daværende kærestes fredagsbarsvenner, og den gruppe var og er jeg også en del af. Så efter fredagsbar blev det en hyppigt praktiseret tradition at spise aftensmad på Memphis.
Memphis Roadhouse er en vaskeægte amerikansk BBQ joint, der serverer traditionelle sydstatsretter med masser af røg, snask og hot sauce sammen med et solidt sortiment af bourbon, øl og drinks, f.eks. en fremragende margarita og en usammenlignelig bloody mary med pynt blandt andet bestående af chili cheeseballs!
Så da den triste nyhed om lukningen blev annonceret, besluttede fredagsbarsgruppen, at vi skulle samles til et sidste visit.
Som det første bestilte jeg et glas af husets margarita med salt på kanten, og derudover lagde vi ud med at dele en bakkefuld spicy hotwings, der smagte himmelsk, smurte både fingre og ansigt ind i snasket hotsauce fra det møre kød og fik næserne til at løbe.
Jeg er stor fan af stedets smoked brisket, der er røget på hickory-træ i 12 timer, men jeg valgte denne aften en version, jeg ikke havde prøvet før: En brisket burger med ost, syltet rødløg, salat, tomat og dressing. Fremragende burger! Og normalt siger almindelige tomater mig ikke så meget, men skiverne af tomat i den her burger var virkelig saftige og fulde af smag.
Jeg måtte droppe desserten, for jeg blev stopmæt, men tog i stedet en ekstra drink – hillbilly punch, mens sidemanden stornydende indtog sin cookie skillet.
For min burger og to drinks kom jeg af med lidt under 300 kr., og jeg var både mæt og tilfreds. Stemningen var som altid skøn med masser af snak ved bordene, kø ved toilettet for at vaske fingre og søde, amerikanske tjenere. Og Chris drønede som altid rundt med et stort smil på.
Hvis du er heldig at kunne nå et visit før lukningen, så kan jeg især anbefale at prøve deres popcorn shrimp som starter-snack, en bunke af de stærke hotwings til deling, deres Kansas city ribs eller smoked brisket, den famøse bloody mary og et stykke lemon meringue pie.
Jeg håber, Chris lander et godt sted efter sin beslutning, og jeg ved, at han og Memphis Roadhouse vil blive savnet af mange.
Jeg fyldte rundt i januar, og min søde veninde overraskede mig på dagen med et hyggeligt visit og havde medbragt gaver i form af en lækker merinouldsweater og et gavekort til restaurantbesøg. Vi ville egentlig have været på Restaurant Havnær på Aarhus Ø, men de holdt coronalukket indtil medio februar.
I stedet faldt valget på den relativt nye Aarhus-restaurant Reel på Nørre Allé, og det fortrød vi ikke. Det var en first timer for os begge, og vi blev generelt positivt overrasket over den stilfulde indretning, det tiltalende menukort og personalets konstante diskrete opmærksomhed på, om vi havde alt det, vi havde brug for ved bordet.
Vi fik lov til at få en vinduesplads – min veninde og jeg elsker begge at people watche og have udsyn både til det, der foregår udenfor og indenfor, så det var helt perfekt.
Jeg valgte to forretter og en dessert i stedet for forret, hovedret og dessert. Jeg elsker små hapse-agtige retter og er ikke så meget til tunge, sovsede hovedretter, så ovenstående model kører jeg tit, og det lader ikke til at være noget, restauranterne har noget imod.
Første ret var helleflynder med selleri, saltet citron og hummersauce. Fisken var harmløs – ikke den vildeste wow-oplevelse, men smagte ganske fint. Saucen var til gengæld virkelig lækker! Til begge forretter var vi begge på et glas hvid bourgogne, som især min veninde har en selverkendt svaghed for, og jeg begynder at forstå hende…
Næste ret var sandart med jordskokker all over – skum, knas, puré – og katsuobushi. Ahvaffor en fisk? Ja, lige præcis. Katsuobushi (eller bonito) er åbenbart en eller anden japansk fisketing; en måde at behandle tunfisk på, hvor det bliver dampet, tørret og røget. Og smagte det så godt? Ja, det smagte godt – den ret kan snildt anbefales.
Til dessert stod den på miso med pære og hasselnød anrettet som en fleretagers knasende sag med bløde mellemlag, og så fik vi en god gang stempelkaffe til – og jeg kunne på anmodning sågar få fløde til min kaffe. Det giver altså point i min bog!
Eftersom oplevelsen her var en gave fra min veninde, ved jeg ikke, hvad den samlede regning lød på, men I kan lige få et kig til menukortet med tilhørende priser, som jeg synes er fornuftige ift. god kvalitet mad på en hyggelig og smagfuld restaurant.
Eneste lille spidsfindighed var, at der i højttalerne ikke blev spillet f.eks. soft jazz eller afdæmpet loungemusik som forventet på denne nydelige restaurant. I stedet blev vi underholdt med alt det bedste fra 70’ernes diskostjerner og 80’ernes popikoner såsom Boney M. og Rick Astley – musik som både min veninde og jeg elsker, men det var flere gange decideret latterfremkalende, især da den lumre “Yes sir, I can boogie” fangede vores ører. Point for det skæve lydtapet, men mest fordi det fik os til at grine så meget, som det gjorde.
I torsdags aflagde jeg sammen med en skøn venneflok atter et visit på min yndlingsrestaurant Miró, og selvom jeg som sædvanlig glædede mig til at stifte bekendtskab med Tonis særligt udvalgte vine med tilpassede retter ud fra sæsonens råvarer, var der lige én ting, jeg glædede mig endnu mere til.
Toni har nemlig alle dage været fan af bloggen her, og han har flere gange, efter jeg valgte at sætte den i bero, spurgt mig, om jeg mon ikke snart genoptog den. Så da jeg endelig for kort tid siden besluttede at puste liv i den igen, var det bl.a. pga. Tonis opbakning.
Og hvad mere passende er det så med et indlæg om Tonis restaurant efter en aften, hvor maden og vinen smagte omend muligt endnu mere udsøgt end sædvanligt? For i torsdags var det, som om det hele bare spillede 100% med mine smagsløg, og resten af bordet lod til at have det lige sådan.
De andre i selskabet blev enige om at dele en flaske bobler til snacksene, men jeg besluttede mig for at være den kedelige, fornuftige type, der holdt lidt igen, for jeg ved, at vinmenuen er så stor en oplevelse, at jeg som regel ikke levner nogen dråber, og med min statur skal der ikke meget alkohol til, før jeg dinglende danser hjemad senere.
Et af kravene til mig selv ift. at genoptage bloggen var, at jeg ikke længere gad at tage noter undervejs og skrive alt ned såsom ekstra info om maden og mine konkrete oplevede smagsnoter eksempelvis fra vinen. Det blev simpelthen for stort et arbejde, og motivationen er nemmere at opretholde, når jeg kører den lidt mere overfladiske blogteknik: “Maden smagte herre godt, og her er nogle billeder, hej hej”.
Vi valgte alle den standard 5-retters menu inkl. vinmenu bestående af snacks og fem retter med tilhørende vine. Der kom nysseligt anrettede delesnacks, sprødt surdejsbrød, smør og noget smør-agtig creme på bordet, og det smagte herre godt, se mine flotte billeder, hej hej. Eller – det, jeg prøver at sige, er, at jeg ikke kan huske, hvad de der snacks bestod af, men det var virkelig yummy.
Den første af tre forretter vakte voldsomme nydelsesudbrud fra den ene ende af bordet til den anden, og flere af os dømte den til at tage aftenens pris for absolut bedste smagsoplevelse! Det var kuller med den mest fantastiske, kolde passionsfrugt-sauce over og en fin lille galette med karse på toppen. Og så blev der serveret et glas kold, sprød østrigsk Grüner Veltliner fra Stagård til.
Forret nummer to bestod af en lækkerhaps af en jomfruhummer med en fin krussedulle af kålrabi med grøn peber og æble og så en fed, delikat beurre blanc on the side. Vinen var en af mine favoritter denne aften, en skøn og læskende Pinot Gris fra Eschbach i Alsace. Den mindede mig om en “tynd dessertvin” på den helt rigtige måde.
Sidste forret var skindstegt helleflynder med havesyre og fumé. Retten smagte dejligt, men den stod lidt i baggrunden ift. især første forret, som jeg stadig var helt høj over. Til gengæld var retten her parret op med en vovet orangevin, en Müller Thurgau fra tyske Höfflin. Og jeg må sige, at det var faktisk en virkelig god orange! Ytret af en vindrikker, der som regel undgår orangevin, skal det absolut ikke undervurderes. Toni er eminent til at sætte vin og mad sammen, så helhedsoplevelsen bliver spitze.
Hovedretten var oksefillet pakket ind i en lækker frakke af parmaskinke og butterdej, hvis jeg husker ret. Den blev akkompagneret af pommes anna, syltede kartofler og ramsløg. Vinen til var nok den allerbedste denne aften i mine øjne: En rød kraftkarl fra Rodriguez de Vera i Spanien, og den gik selvfølgelig perfekt til det rosa kød og den fuldfede sauce. Amme-nam!
Sidste ret var desserten, og sikke en trumf! Kvæde, honning og hasselnød i en lille kunstnerisk anretning og med en glace dryppet hen over hele herligheden. Dessertvinen var fantastisk! En Chenin Blanc fra Domaine Ogereau i det franske Loire-distrikt. En seriøs prik over i’et på en aften, hvor smagsløgene holdt fest.
Menuen koster 498 kr. og vinmenuen oveni 498 kr., og det er virkelig en god pris for den oplevelse, man får til gengæld. Derudover er det også muligt i stedet for fuld vinmenu at købe halv vinmenu, enkelte glas eller sågar en saftmenu, hvis man slet ikke ønsker alkohol.
Ja, jeg er altså stadig stor fan af Miro og Toni, hvor personalet er tip top servicemindede, ved hvad de snakker om med stor faglighed og dejligt nørdet engagement, og hvor man bliver mødt med smil og hjertevarme.
Kald mig medløber, kald mig Generation Y, kald mig SoMe-influenced – jeg er ligeglad. Jeg er bare vild med, at fastelavnsboller er blevet så hypet de seneste år, at salget allerede starter i januar, og varianterne er blevet mere og mere fantasifulde. Så her kommer årets fastelavnsbolleindlæg fra Kammerknas.
Jeg har valgt at introducere de fem fastelavnsboller, jeg indtil videre har stiftet bekendtskab med, så det betyder ikke nødvendigvis, at disse er de ultimativt bedste i Aarhus. Så tip gerne i kommentarfeltet, hvis du kender nogle, der også bør prøves.
Men når det så er sagt, så er de altså alle fem ret gode! De er relativt pimpede ift. en traditionel fastelavnsbolle med en klat glasur på toppen, som de fleste bagerier sælger, men prisen er forståeligvis også lige et lille nøk højere uden at være helt oppe i Københavnerpriser.
Jeg lægger ud med det hyggelige bageri Mor Anna beliggende på Mejlgade. De har et mundvandsfremkaldende udsøgt udvalg af fastelavnsboller primært af vandbakkelsestypen, og indtil videre har jeg smagt to af dem. Prisen uanset type er 33 kr., og så får man en solid fætter for pengene.
Den ene af dem, jeg har prøvet fra Mor Anna, var med fyld af Sarah Bernhard chokoladecreme, hindbærskum, brombær og nougatcreme på toppen. Virkelig god og perfekt afbalanceret med den sødsyrlige hindbærskum i midten over for den mere tunge chokoladecreme.
Den anden, jeg har prøvet, er dog min favorit af de to: Fyld af abrikosmarmelade, karamel, vanillecreme og fløde. SÅ god! Derudover kan man også få to andre varianter med hhv. citron og hindbær.
De gange, jeg har været forbi Mor Anna, har der været rigeligt med fastelavnsboller, så det er ikke nødvendigt at bestille på forhånd eller komme i et bestemt tidsrum for ikke at gå forgæves. Åbningstiderne er kl. 7-18 på hverdage og kl. 8-16 i weekenden.
Næste fastelavnsbollebageri er La Cabra Bakery i Borggade. La Cabras kaffebar i Graven er mit ultimative yndlingshangout i byen, da de laver en mean cappuccino, en perfekt less is more-morgenmad af høj kvalitet og fornuftig pris, og så er det et perfekt sted for mig at sidde og læse eller people watche ved vinduet.
Men deres bager rundt om hjørnet er altså også et visit værd. Surdejsbrødet er mit yndlingsbrød, og det fås både i kaffebaren og her ved bageren. Samme historie med deres croissanter, som jeg også er kæmpe fan af. Nu skal det dog handle om fastelavnsbollerne.
Til at starte med havde de kun én version – den med hindbærkompot og vanillecreme i briochebolle. Mums! Rigtig lækker og anbefalelsesværdig. Ikke desto mindre kan man nu også få en variant med solbærkompot og mascarponecreme, som jeg endnu ikke har prøvet, og en variant med passionsfrugtkompot og hvid chokoladecreme. Sidstnævnte er klart min favorit, da jeg ELSKER passionsfrugt. Der måtte dog gerne have været lidt mindre bolle og lidt mere snask i den, jeg fik i dag.
De utroligt nydelige, sukkerdryssede fastelavnsboller fra La Cabra står til 38 kr. og er den mindste af de fastlavnsboller, jeg har prøvet indtil videre. Den mætter dog rigeligt og er absolut pengene værd. De gange, jeg har besøgt bageriet, har de haft masser fastelavnsboller, og de har åbent mandag til lørdag fra kl. 7-18 og søndag fra kl. 7-17.
Og nu skal vi så til min favorit: Den famøse fastelavnsbolle fra Hamanns. Lige p.t. er der ved bestilling en ventetid på 12 (ja, TOLV!) dage for at kunne hente sådan en lækkerbisken, som havde sin debut i cafeen sidste år i februar. Den blev et stort hit, og derfor valgte ejeren Emma at gentage successen i år og endda allerede fra sidst i januar – og man må sige, at successen har gentaget sig!
Fastelavnsbollen har spredt sig som en ny coronavariant på de sociale medier, og hypen er velfortjent! Det er både en smuk og utroligt velsmagende fyr med pondus, sødme og fine noter. Den har fyld af marcipan, rosencreme og solbær samt er pyntet med det fineste guldstøv og rosenblade.
Man kan som jeg i dag være heldig at dumpe forbi og høre, om de tilfældigvis har en enkelt til overs, selvom man ikke har bestilt. Men selvom pigerne i køkkenet bager dag og nat og rører creme til den helt store guldmedalje, er det ikke sikkert, man er lige så heldig som mig.
Kendisfastelavnsbollen her koster 32 kr., og man kan som sagt – hvis man er tålmodig – forudbestille på linket længere oppe. Ellers har Hamanns åben i hverdagene fra kl. 9-18, lørdag kl. 9.30-18 og søndag kl. 9.30-16. Deres dejlige frokostretter kan i øvrigt også varmt anbefales.
Kammerknas 