Da det nogle enkelte dage i sidste uge var det dejligste sommervejr med høj sol og over 20 grader, skulle aftensmaden også være sommerlig, så jeg besluttede at lave en god kartoffelsalat med hjemmerørt mayonnaise og skyr og serverede en rødstegt roastbeef og søde cherrytomater til.
Ideen udsprang egentlig af, at jeg havde sidste dag på arbejde i fredags, hvor jeg til mine kolleger ville lave en stor gang kyskager – eller marengs, om man vil. Og da skal man jo bruge en god del æggehvider, så det ville være synd og skam, hvis blommerne bare gik tabt. Løsningen blev at røre en mayonnaise af dem og bruge den som vigtigt element i den gode kartoffelsalat, som indlægget her skal handle om.
INGREDIENSER (til fire personer):
½ pose små kartofler
Salt
2 æggeblommer
1½ dl. (raps-)olie
1 tsk. æblecidereddike
½ bøtte skyr
4 store radiser
1 bundt purløg
1/3 agurk
1 håndfuld friske ærter
½ løg
1 spsk. dijonsennep
1 tsk. karry
Salt & peber
Tilbehør:
Søde cherrytomater
Roastbeef
FREMGANGSMÅDE:
• Rens kartoflerne, og halvér de store af dem
• Kog dem i saltet vand, til de slipper en gaffel stukket ned i
• Hæld vandet fra, og stil dem til afkøling i køleskabet
• Pisk æggeblommerne med et piskeris, og tilsæt æblecidereddike
• Tilsæt dernæst olien dråbe for dråbe, ganske langsomt
• Gå forsigtigt til værks, så mayoen ikke risikerer at skille
• Når al olien er pisket i, stilles mayonnaisen på køl
• Skær radiser og agurk i tern, og hak løget fint
• Bælg ærterne, og klip purløget i fine, små stykker
• Bland kartofler, radiser, agurk, løg, ærter og purløg
• Rør mayonnaisen og skyr i salaten, tilsæt sennep
• Smag til med karry, salt og kværnepeber
• Vend det hele godt rundt, så det bliver jævnt fordelt
• Servér med halverede cherrytomater og en rød steg
Uhm, det var sommermad, der batter! Vi fik lavet alt for meget kartoffelsalat, så der har været til adskillige dages frokost efterfølgende. Man kan snildt putte en masse friske krydderurter i også, men jeg valgte i stedet at putte det på efterfølgende, da min kæreste og jeg ikke har samme mening om alle krydderurter ;-)
Roastbeefen havde vi et par dage inden “forkortet” ved at skære et par tykke bøffer af og spise dem pandestegte med svampesovs og små kartofler, så resten af stegen passede perfekt til to personer. Den fik en tur i en gang smør på panden ved høj varme, og bagefter røg den i ovnen spiddet med et stegetermometer, og så passede den ellers sig selv, til den var klar.
Kartoffelsalat er jo meget simpelt at lave og improvisere sig frem og tilbage med, og så er det jo helt oplagt til de kommende grillaftener. For jeg satser helt bestemt på, at alt det her fjollede regnvejr ikke fortsætter, men at vi i stedet får en dejligt varm sommer i år, hvor det kun til nød regner lidt om natten, så planterne også kan være glade.