Tastingmenu på Restaurant Ferdinand

I marts måned kom min svoger og hans kæreste en tur forbi Aarhus, og så tog de, min kæreste og jeg en tur ud at spise. Valget faldt på Restaurant Ferdinand, som jeg ikke havde besøgt siden min 30-års fødselsdag for fire år siden, så nu var det på tide at besøge stedet igen.

Da jeg flyttede til byen i sin tid, var der en meget eksklusiv og lækker gourmetrestaurant i Den Gamle By, som hed Prins Ferdinand, hvor jeg var så heldig at spise to gange, før de desværre lukkede i december 2008. Jeg kan forstå, at Restaurant Ferdinand ved åen er dens efterfølger, omend i en meget mere hverdags-agtig laid back version.

Efter vores besøg på restauranten i marts glemte jeg at tage et screenshot af martsmenuen, før det blev april, og månedsmenuen dermed blev skiftet ud, men deres rare køkkenchef var så sød på forespørgsel herom for nyligt at sende martsmenuen til mig på mail. Det er da god stil!

Da vi ankom, spurgte jeg sædvanen tro tjeneren, om det var ok, at jeg tog billeder af min mad. Hun svarede ja, men spurgte lidt skeptisk, hvad jeg skulle bruge dem til, hvortil jeg forklarede, at jeg tænkte måske at lægge dem på facebook eller lignende. Det var der intet til hinder for, men hun ville bare lige høre, om jeg var anmelder eller sådan noget. Så grinede jeg og forvissede hende om, at hvis jeg var det, ville jeg i hvert fald ikke afsløre det, haha…!

Men nu vil jeg fortælle lidt om maden, for det var en såkaldt tastingmenu med mindre retter, hvor to retter cirka svarede til en almindelig hovedret størrelsesmæssigt. Min kæreste og hans bror lagde ud med hver deres snacktallerken à 50 kr. stykket, hvilken bestod af fire lækre hapsere med en kreativ servering på en stor sten.

Jeg, derimod, sprang på en omgang østers med karamelliseret citron og vinaigrette til 95 kr. for tre styk. Det var nogle faste, kødfulde østers med en fin og diskret smag, lige som jeg foretrækker det – ingen skrækassociationer til snot med havvand på nogen måde. Desuden var vinaigretten perfekt afstemt ift. mængden uden at overdøve smagen fra den delikate østers.

Der var dog lige et lille minus, der trak den samlede østersoplevelse lidt ned, idet jeg spurgte herren, der serverede den, hvilken slags østers der var tale om. Det havde han ingen anelse om, og han tilbød heller ikke at spørge i køkkenet, så muligvis vidste de det slet ikke? En anelse uprofessionelt, men trods alt var det jo velsmagende.

Som næste ret valgte jeg rokkevinge og kalvebrisler serveret med palmekål, sorte bønner, blåbær og sauce bordelaise til 145 kr. En god, solid vinterret og en interessant kombination, omend der var nogle bitre elementer sandsynligvis fra kålen, jeg ikke var så stor fan af. Fisken var god, omend lidt kedelig, og brislerne var ganske lækre.

Min næste ret var stegte kammuslinger og fennikel med safranbyg, pancetta, broccoli og granny smith til 135 kr. Lækre lækre grillede kammuslinger, sprød fennikel og finurlige poppede flager. Det var en lidt spøjs smagssammensætning, men det smagte i og for sig ganske udmærket.

Allerede efter denne ret var jeg så propfyldt, at jeg godt var klar over, at der ikke ville være plads til dessert. Det var nogle tunge og fyldige retter, og jeg kunne måske med fordel have skiftet en af dem ud med dessert i stedet, men bagklog kan man jo altid være.

Ikke desto mindre bestilte min kæreste dessert, og da den kom på bordet, kunne jeg alligevel ikke nære mig for at smage. Den bestod af chokoladekage i tynde lag med saltkaramel og nougat samt nøddecrunch med en kugle blodappelsinsorbet – sidstnævnte var jeg ret vild med! Sådan en omgang stod i øvrigt til 95 kr.

I stedet for dessert blev jeg fristet af husets varme chokolade med flødeskum. Den var rig og fed og meget chokolade-agtig og på den helt rigtige måde. Det var ikke bare varm kakao, det var vitterligt flydende chokolade! Der var pisket flødeskum til i rigelige mængder, og det udnyttede jeg til fulde.

Jeg endte med knapt at kunne drikke min varme chokolade op, for den var lige prikken over i’et på min mæthed. Hvis jeg troede, jeg skånede mig selv ved at bestille denne i stedet for dessert, så blev jeg hurtigt klogere. Men godt smagte det virkelig, og jeg kunne snildt finde på at besøge Restaurant Ferdinand en anden gang alene til sådan en kop.

Maden var so/so – der var ikke rigtigt nogen wow-oplevelser, men det smagte jo ganske fint. Det er en hyggelig restaurant, omend vi i selskabet fandt det ret underligt, at de i højttalerne spillede en slags smart upbeat musik med technorytmer, når klientellet i hvert fald denne aften ud over os primært bestod af midaldrende par, mindre familier med store børn eller forretningsfolk.

Anyway, man kan godt fornemme, at Ferdinand ikke er en helhjertet gourmetrestaurant, og jeg er også lidt i tvivl, om jeg vil betragte den som værende i gourmetkategori. Stedet huser også et hotel og er dermed ligeledes en hotelrestaurant, og beliggenheden ved åen giver den også et vist drop-in-præg. Men det er et udmærket spisested med fornuftige priser og klart et af de foretrukne steder, hvis man ønsker at spise nede ved åen.

Reklamer

Fine frokosttallerkener fra B&G

Som nævnt i et februarindlæg fik jeg en snigende trang til at skifte ud i servicet herhjemme, og det resulterede i, at jeg satte både Sonja og Lone til salg, og inden jeg fik set mig om, var samtlige af mine Aluminia-tallerkener købt og afhentede.

Jeg var dog ikke langsom til at lokalisere deres erstatninger, og Lone, der hidtil havde fungeret som en hverdagsmiddagstallerken, blev erstattet af Blå Tone i hotelporcelæn fra Bing & Grøndahl, som jeg skrev om her. Dem er jeg stadig særdeles glad for!

Det slog mig dog i jagten på de nye tallerkener, at det egentlig ikke kun var middagstallerkener og dybe tallerkener, vi stod og manglede, for vi havde faktisk ikke nogen frokosttallerkener. Og så var det, jeg kom i tanke om Hartmann fra Bing & Grøndahl.

Hartmann er et stel, jeg længe har været lun på, efter Emily Salomon i starten af sin blogkarriere viste en omgang falafler frem på sådan en fin tallerken med skælmønster og guldkant. Så da der for nyligt var fire styk af dem til salg på Trendsales til en ganske fin pris, slog jeg til.

Nu er det jo godt nok med sådan nogle guldkantstallerkener, at de ikke egner sig til mikrobølgeovn, omend det nu en gang ikke er sådan vildt ofte, jeg bruger mikrobølgeovn anyway. Men så var det, at jeg var så heldig, at jeg stødte tilfældigt på Hartmanns fætter also known as Elegance.

Elegance er ligeledes et stel fra Bing & Grøndahl, og det er faktisk bare en kopi af Hartmann lige med undtagelse af den fancy guldkant. Smart! Så jeg fandt en sælger, der gerne ville af med tre Elegance-tallerkener i præcis samme størrelse som mine Hartmann, og så havde jeg pludselig semimatchende frokosttallerkener henholdvis mikrobølgevenlige og med guld-gejl.

De der Bing & Grøndahl kunne altså et eller andet. Stilen er både elegant, tidløs og praktisk, selvom der også er ret meget bedstemor over det i kraft af, at porcelænet blev lavet i en tid, hvor de var must have for nutidens ældre generationer. Lige meget hvad er jeg i hvert fald fan.

Aprilmenu på Restaurant Miró

Tidligere på måneden var vi en tur forbi Restaurant Miró igen, eftersom det kun er et spørgsmål om et par måneder, før stedet lukker ned for bestandig, så vi må nyde muligheden for at blive opvartet af Toni & Co., så længe det nu varer.

Alle dage stødende op til en weekend eller helligdag inden den endelige lukning er for længst blevet booket hos dem, så vi har de næste gange stillet os tilfredse med to torsdagsbookinger, hvilket også var tilfældet ved vores seneste visit.

Toni var én stor undskyldning endnu en gang, men ikke desto mindre en smilende stor undskyldning, og det er jo det vigtigste – at det er den rigtige beslutning, han har truffet. Det er der ingen tvivl om, at det er, selvom det er smadder ærgerligt for os, hans trofaste fans.

Jeg havde traditionen tro mit kamera med og fik knipset et væld af billeder, og som sædvanlig var jeg også udrustet med en kuglepen, så jeg kunne skrible detaljerne om menuen ned, mens der blev fortalt og forklaret. Som aftenen skred frem, og vinen røg indenbords, blev der dog længere og længere mellem de nedkradsede ord – så alt var som sagt ved det gamle.

Toni var hurtig som et lyn til at stille champagneglas på bordet, og så blev der ellers skænket op til os alle af den sædvanlige flaske Deutz, som vi så godt kan lide.

Derefter kom der hapsegodter på bordet i form af en tartelet-lignende fyr med braiseret svineskank, kiks med svampe, brændt parmesan og “børnehavekarse” samt en skive friteret lotusrod med tun og syltede løg. Nom nom nom! Jeg elsker sådan nogle fine lækkerhapsere!

Derudover var der to forskellige slags brød med tilbehør/dyppelse i form af saltet smør, grøn krydderdip (som jeg var ret skør med, der var vist nok ramsløg i) og så en cremet sag i midten, som jeg har glemt alt om, hvad var, men den forsvandt hurtigt, så godt har den smagt.

Jeg var svært fristet af at vælge seks retter, men blev gruppepresset af de andre, som kun skulle have fem retter, så jeg beherskede mig, selvom det betød, at jeg ud over hovedretten gik glip af Arla Unikas nye Den Hvide Dame, som jeg dog efter aftale smagte en bid af hos manden min. Fem retter koster 568 kr., tilhørende vinmenu er 568 kr. oveni.

Første forret var en mosaik af tynde skiver torsk med soya, råmarineret og syltet grønkål, creme på østers, østersbouillon og østerscrackers ud over. Lækker, let ret med de fineste farverige klatter af henholdsvis grønkål og østers.

Vinen til var en 2014 Markus Molitor Riesling fra Mosel, Tyskland, som var frisk og livlig med en snert af mineralitet. Første smag var syrlig, men længere inde i munden blev den mere sød. Spændende vin!

Næste forret var skindstegt rødfisk med selleri, hvid tomatcreme og brioche, og vinen til denne passede fremragende, idet tomatelementet gik igen. Det var en 2014 Petit Clos Sauvignon Blanc fra Marlborough, New Zealand, og duften var som at lugte til friske tomatstilke, og smagen havde noter af umodne tomater og solbærblade. En anelse tør og virkelig god vin til en i øvrigt fremragende ret.

Herefter kom vi til en ret, jeg havde glædet mig vældigt til: En ravioli af blækspruttesoufflé med kammusling, råmarineret æble, brøndkarse og med en pighvar-bisque hældt over herligheden. Det der blækspruttesvøb var jeg ikke super begejstret for, og jeg havde nok foretrukket grillet kammusling, men bisquen var til gengæld virkelig virkelig lækker og cremet.

Vinen til denne ret var en af favoritterne denne aften: En 2013 Joseph Drouhin Chardonnay fra Bourgogne, Frankrig, og vi var flere omkring bordet, der oplevede duftnoter i stil med bergamotte uden Altheabolche-delen. Derudover syntes jeg – og et par andre ligeså – at smagen havde lidt havregryn over sig, dog med selleriknold i eftersmagen. Spiffy, men altså på den gode måde.

Sidste forret var stegt foie gras med lammefilet, sauteret gulerod, gulerodscreme, lammeglace og brunet smør. Det valgte billede er taget, før glacen blev hældt over, men den var der! Og uhm, det var en velsmagende ret – perfekt harmoni og nok min favoritret denne aften.

Af vin til fik vi en gammel kending, som vi i selskabet kalder “jordbæryoghurt-rødvinen”, en 2013 Juliénas, Domaine de la Combe Darroux, fra Beaujolais, Frankrig. Den har stort set ingen garvesyre, men er meget saftig og har en kraftig frugtighed, som giver associationer hen ad jordbærgrød og jordbæryoghurt, uhm! Skøn vin…

Selve hovedretten var som sagt den ret ud over osten, jeg sprang over denne gang, men jeg så alligevel mit snit til at tage et billede af den. Den bestod af et stykke ko med krydderurter, confiteret kartoffel, løg og radiser. Og efter sigene smagte det ret godt. Det kommer nu heller ikke bag på mig.

Vinen til var 2011 Rodriques De Vera, Merlot fra Alicante i Spanien, og Toni hældte en ordentlig glasfuld op til mig, så jeg ikke gik glip af noget på den konto. Det var en fyldig sag bestående af både merlot, cabernet sauvignon og syrah. Der var rigeligt med mørke bær og chokoladenoter, der med garanti gik godt til det rosarøde kød.

Osten var som sagt Arla Unikas nye Den Hvide Dame, hvor Miró fik de første 50 oste. Det er en cremet hvidskimmelost, som blev serveret à la friteret camembert og ostecreme og så med syltede valnødder og rødbede som tilbehør. Jeg smagte en bid og mums! Need not say more. Vinen var en sødmefuld 2011 Rasteau Vin Doux Naturel fra Rhône i Frankrig.

Så kom desserten, og uha, det var også lige noget for mig! Havtornmousse, havtornsorbet, kokos, hvid chokoladecreme smagt til med safran, skovsyre og lidt kage. Forrygende dessert! Vinen var en 2005 Château Mauras, Sémillion fra Bordeaux i Frankrig, og jeg lyver ikke, når jeg siger, den smagte altså af marcipan! Men igen, på en god og cremet frisk måde.

Endnu en forrygende aften på Miró, og jeg ser allerede frem til næste gang om en måneds tid. Jeg kan kun opfordre alle, der endnu ikke har besøgt Miró, til, at I under jer dette, før det er for sent. Det her er ikke bare en typisk gourmetrestaurant – her er det oplevelsen og beværtningen, der løfter stedet op over almindeligt gourmetniveau.

Pocheret æg & smørstegte cherrytomater

En af mine gode venner har stædigt kastet sig ud i kunsten at pochere æg med indtil videre dog svigtende succes, men han giver heldigvis ikke op så let. Denne fokus på pocherede æg har også haft en væsentlig indflydelse på min appetit efter selv samme, hvorfor mit indtag af denne herlige spise er steget betragteligt på det seneste.

Ovennævnte billede må derfor siges at være ret repræsentativt for den stime, jeg p.t. er inde i, og jeg synes derfor kun, det vil være rimeligt at give inspirationen videre. Det smager nemlig vanvittigt godt, hvis du spørger mig, og så er det ikke så svært at lave, som nogle mener. Se blot her, hvordan resultatet blev, første gang jeg skulle pochere æg.

Jeg har tidligere serveret mine pocherede æg til en gang stegte svampe, men lige for tiden foretrækker jeg at nyde det på et par skiver smørstegt rugbrød og med ligeledes smørstegte cherrytomater on the side, som jeg efterfølgende har urtesaltet, kværnet peber over og toppet med frisk basilikum og lidt løgringe. Meget simpelt. Meget velsmagende.

Steak & cocktails på Buzz’s Steakhouse

Således var udsigten på vores sidste hike på O’ahu, når man kiggede til venstre. Kiggede man til højre, kunne man i ny og næ se legesyge hvaler tumle rundt og lave springvand ude i det store ocean. Fantastisk vandretur, der efterfølgende krævede et afkølende dyp ved en nærliggende strand, før den stod på frokost.

Vi slog os ned på Buzz’s Steakhouse ved Lanikai Beach, hvor vi var heldige at få et bord efter meget kort ventetid. Stedet er generelt godt besøgt, og det fandt vi hurtigt ud af var berettiget. Man kan både sidde indenfor og udenfor, og eftersom vi bare var sultne, valgte vi det først ledige bord, hvilket var indenfor.

Vi lagde ud med at bestille vores drikkevarer, og hele vejen rundt stod den på cocktails. For mit vedkommende blev det til en Lava Flow med Bacardi Light, kokosnød, ananasjuice og jordbærpuré. Er du vimmer, den var god! Jeg tror faktisk, det var den allerbedste drink, jeg fik på turen, og det siger ikke så lidt…

De andre var ligeledes ret begejstrede for deres cocktails, og vi har efterfølgende snakket om, at vi burde have opdaget dette sted noget tidligere, så vi kunne have fået after dinner cocktails her nogle af aftenerne. Det må dog vente til næste visit (man har vel lov at håbe).

Madmæssigt var jeg svært fristet af stedets grillede baby top sirloin med pommes, grøntsager og dagens salat til, og jeg lod mig således friste. Prisen på denne herlighed var blot $15.95 og aldeles fornuftig, ja faktisk billig. Særligt taget i betragtning, at det smagte usandsynligt godt!

Min steak blev som ønsket stegt “medium rare” til perfektion, kødet var mørt og saftigt, pomfritterne var varme og sprøde ved servering, og selv grøntsagerne var faktisk okay interessante og passede fint sammen med resten.

Selve salatdelen fortjener et afsnit for sig, for wow, der var meget! En hel tallerken for sig selv fik den, og ud over friske, knasende salatblade var der sprøde croutoner (som jeg dog generelt ikke er mega fan af), revet parmesan og den lækreste hvidløgsdressing ever!

De andre ved bordet hjalp mig undervejs med gigantsalaten, så vi alle hørmede fortrinligt efterfølgende, og vi overvejede at sms’e til den sjette rejsefælle, der var taget på tur alene denne dag, at hun for sin egen skyld burde indtage noget hvidløg, før vi sås igen senere…!

Efter maden så vi, at de ovre ved nabobordet fik serveret dessert, og så blev et par af os nysgerrige. Min kammerat fik fat i en tjener, og efterfølgende kom der i stedet for et dessertkort et helt fad ind med de helt konkrete dessertmuligheder, der var at vælge imellem. Smart!

Så min kammerat lod sig friste, og jeg lod mig friste ligeså. Jeg husker ikke, hvad han valgte, men jeg fik mig i hvert fald en gang banan-tiramisu! Det lyder klamt, det var det måske også lidt, men det smagte eksotisk og fremragende! Se lige et voksent stykke, der blev sat foran mig… No wonder, jeg fik lidt mavepine senere på dagen.

Anyway, Buzz’s Steakhouse tilbyder både super skønne drinks, lækker mad til fair priser, og så er der også smadder hyggeligt på sådan en strand-agtig måde med deres mørke trævægge, spraglede gardiner, tiki-baren midt i rummet og sågar salg af solhatte. Spøjst og gennemført herligt sted, der får en kæmpe anbefaling herfra.