I forbindelse med mit indlæg om fastelavnsboller har jeg før været omkring Hamanns, og jeg nævnte i en kort bemærkning, at stedets frokostretter også kan anbefales. En af dem vil jeg introducere her.
Første gang, jeg besøgte Hamanns, havde jeg svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skulle vælge. Heldigvis tilbyder de en “Snuplidt af det hele”-løsning, der tilgodeser FOMO-typer som mig. Den består så af mindre versioner af morgenmadsretterne, nemlig kokos-bircher-müsli, ristet grøntsagsbrød, sort risgrød, krydret æg, nybagt speltbolle med ost, smør og marmelade.
Og det var så her, jeg forventede at ville synes mindst om den sorte risgrød, som lød lige lovligt helse-agtig. Men hvor tog jeg dog fejl! Det er muligt, at den er virkelig sund, men det smager fuldstændigt som en syndig dessert.
Der er helt konkret tale om en grød lavet på sorte ris (it’s a thing, spørg bare google) og pimpet med den lækreste frugtkompot, müsli, yoghurt og en halv karamelliseret fersken. Ahmen altså, det smager så godt!! Og så til blot 75 kr. for en stor, mættende skålfuld.
Derudover vil jeg også lige slå et slag for den pæneste drik, jeg længe har set: Stedets kolde hindbær matcha-latte, som i øvrigt smager som en drøm. Som udgangspunkt er den lavet på sødmælk, men man kan sagtens få den på f.eks. havremælk i stedet, hvis man beder om det. 48 kr. koster sådan en sag.
Emma Hamann er i øvrigt meget aktiv på deres Instagram-konto og bliver altid mega glad, når man deler billeder af sine oplevelser fra cafeen. Eksempelvis er det lyserøde toilet et yndet selfie-spot, og de famøse fastelavnsboller er jo et helt kapitel for sig.
Hamanns har åben hver dag: I hverdagene fra kl. 9-18, lørdag kl. 9.30-18 og søndag kl. 9.30-16.
Fredag aften var jeg for sidste gang på Memphis Roadhouse. Et vemodigt farvel til det, der var blevet en Aarhus-klassiker. Chris, der ejer stedet, har besluttet per 1. april at lukke og slukke for good.
Da Chris åbnede restauranten tilbage i 2011, blev det hurtigt et stamsted for min daværende kærestes fredagsbarsvenner, og den gruppe var og er jeg også en del af. Så efter fredagsbar blev det en hyppigt praktiseret tradition at spise aftensmad på Memphis.
Memphis Roadhouse er en vaskeægte amerikansk BBQ joint, der serverer traditionelle sydstatsretter med masser af røg, snask og hot sauce sammen med et solidt sortiment af bourbon, øl og drinks, f.eks. en fremragende margarita og en usammenlignelig bloody mary med pynt blandt andet bestående af chili cheeseballs!
Så da den triste nyhed om lukningen blev annonceret, besluttede fredagsbarsgruppen, at vi skulle samles til et sidste visit.
Som det første bestilte jeg et glas af husets margarita med salt på kanten, og derudover lagde vi ud med at dele en bakkefuld spicy hotwings, der smagte himmelsk, smurte både fingre og ansigt ind i snasket hotsauce fra det møre kød og fik næserne til at løbe.
Jeg er stor fan af stedets smoked brisket, der er røget på hickory-træ i 12 timer, men jeg valgte denne aften en version, jeg ikke havde prøvet før: En brisket burger med ost, syltet rødløg, salat, tomat og dressing. Fremragende burger! Og normalt siger almindelige tomater mig ikke så meget, men skiverne af tomat i den her burger var virkelig saftige og fulde af smag.
Jeg måtte droppe desserten, for jeg blev stopmæt, men tog i stedet en ekstra drink – hillbilly punch, mens sidemanden stornydende indtog sin cookie skillet.
For min burger og to drinks kom jeg af med lidt under 300 kr., og jeg var både mæt og tilfreds. Stemningen var som altid skøn med masser af snak ved bordene, kø ved toilettet for at vaske fingre og søde, amerikanske tjenere. Og Chris drønede som altid rundt med et stort smil på.
Hvis du er heldig at kunne nå et visit før lukningen, så kan jeg især anbefale at prøve deres popcorn shrimp som starter-snack, en bunke af de stærke hotwings til deling, deres Kansas city ribs eller smoked brisket, den famøse bloody mary og et stykke lemon meringue pie.
Jeg håber, Chris lander et godt sted efter sin beslutning, og jeg ved, at han og Memphis Roadhouse vil blive savnet af mange.
I torsdags aflagde jeg sammen med en skøn venneflok atter et visit på min yndlingsrestaurant Miró, og selvom jeg som sædvanlig glædede mig til at stifte bekendtskab med Tonis særligt udvalgte vine med tilpassede retter ud fra sæsonens råvarer, var der lige én ting, jeg glædede mig endnu mere til.
Toni har nemlig alle dage været fan af bloggen her, og han har flere gange, efter jeg valgte at sætte den i bero, spurgt mig, om jeg mon ikke snart genoptog den. Så da jeg endelig for kort tid siden besluttede at puste liv i den igen, var det bl.a. pga. Tonis opbakning.
Og hvad mere passende er det så med et indlæg om Tonis restaurant efter en aften, hvor maden og vinen smagte omend muligt endnu mere udsøgt end sædvanligt? For i torsdags var det, som om det hele bare spillede 100% med mine smagsløg, og resten af bordet lod til at have det lige sådan.
De andre i selskabet blev enige om at dele en flaske bobler til snacksene, men jeg besluttede mig for at være den kedelige, fornuftige type, der holdt lidt igen, for jeg ved, at vinmenuen er så stor en oplevelse, at jeg som regel ikke levner nogen dråber, og med min statur skal der ikke meget alkohol til, før jeg dinglende danser hjemad senere.
Et af kravene til mig selv ift. at genoptage bloggen var, at jeg ikke længere gad at tage noter undervejs og skrive alt ned såsom ekstra info om maden og mine konkrete oplevede smagsnoter eksempelvis fra vinen. Det blev simpelthen for stort et arbejde, og motivationen er nemmere at opretholde, når jeg kører den lidt mere overfladiske blogteknik: “Maden smagte herre godt, og her er nogle billeder, hej hej”.
Vi valgte alle den standard 5-retters menu inkl. vinmenu bestående af snacks og fem retter med tilhørende vine. Der kom nysseligt anrettede delesnacks, sprødt surdejsbrød, smør og noget smør-agtig creme på bordet, og det smagte herre godt, se mine flotte billeder, hej hej. Eller – det, jeg prøver at sige, er, at jeg ikke kan huske, hvad de der snacks bestod af, men det var virkelig yummy.
Den første af tre forretter vakte voldsomme nydelsesudbrud fra den ene ende af bordet til den anden, og flere af os dømte den til at tage aftenens pris for absolut bedste smagsoplevelse! Det var kuller med den mest fantastiske, kolde passionsfrugt-sauce over og en fin lille galette med karse på toppen. Og så blev der serveret et glas kold, sprød østrigsk Grüner Veltliner fra Stagård til.
Forret nummer to bestod af en lækkerhaps af en jomfruhummer med en fin krussedulle af kålrabi med grøn peber og æble og så en fed, delikat beurre blanc on the side. Vinen var en af mine favoritter denne aften, en skøn og læskende Pinot Gris fra Eschbach i Alsace. Den mindede mig om en “tynd dessertvin” på den helt rigtige måde.
Sidste forret var skindstegt helleflynder med havesyre og fumé. Retten smagte dejligt, men den stod lidt i baggrunden ift. især første forret, som jeg stadig var helt høj over. Til gengæld var retten her parret op med en vovet orangevin, en Müller Thurgau fra tyske Höfflin. Og jeg må sige, at det var faktisk en virkelig god orange! Ytret af en vindrikker, der som regel undgår orangevin, skal det absolut ikke undervurderes. Toni er eminent til at sætte vin og mad sammen, så helhedsoplevelsen bliver spitze.
Hovedretten var oksefillet pakket ind i en lækker frakke af parmaskinke og butterdej, hvis jeg husker ret. Den blev akkompagneret af pommes anna, syltede kartofler og ramsløg. Vinen til var nok den allerbedste denne aften i mine øjne: En rød kraftkarl fra Rodriguez de Vera i Spanien, og den gik selvfølgelig perfekt til det rosa kød og den fuldfede sauce. Amme-nam!
Sidste ret var desserten, og sikke en trumf! Kvæde, honning og hasselnød i en lille kunstnerisk anretning og med en glace dryppet hen over hele herligheden. Dessertvinen var fantastisk! En Chenin Blanc fra Domaine Ogereau i det franske Loire-distrikt. En seriøs prik over i’et på en aften, hvor smagsløgene holdt fest.
Menuen koster 498 kr. og vinmenuen oveni 498 kr., og det er virkelig en god pris for den oplevelse, man får til gengæld. Derudover er det også muligt i stedet for fuld vinmenu at købe halv vinmenu, enkelte glas eller sågar en saftmenu, hvis man slet ikke ønsker alkohol.
Ja, jeg er altså stadig stor fan af Miro og Toni, hvor personalet er tip top servicemindede, ved hvad de snakker om med stor faglighed og dejligt nørdet engagement, og hvor man bliver mødt med smil og hjertevarme.
Ja, det er noget tid siden mit sidste indlæg, da jeg af tidsmæssige årsager følte mig nødsaget til at parkere min madblog til fordel for et travlt arbejdsliv og en mere aktiv fritid væk fra pc’en.
Ikke desto mindre er jeg fra forskellige kanter blevet opfordret til at genoptage mine skriblerier, og jeg kan ikke afvise, at der kommer sporadisk aktivitet igen – som nu.
Årsagen til dette indlæg er ganske kort, at jeg har haft en horribel madoplevelse, der kom ganske bag på mig, og som jeg synes, jeg bør berette om.
Jovist, det første billede i indlægget her vidner om ren rødvinsidyl, og placeringen ved vinduet i det stemningfulde latinerkvarter på en iskold og blæsende vinteronsdag samt det udsøgte selskab lagde da også op til, at aftenen ville blive en succes. Men ak – den franske klassiker Restaurant Latin viste sig at have sunket til et alt andet end forventet niveau…
Efter at have moret os lidt over de gennemgående utallige stavefejl og manglende bogstaver i menuen såsom “blak angus”, “mørbra” (herligt med lidt fynsk gastronomi) og “vaniljeis af chokolade” (imponerende) valgte vi begge mediumrare steaks af black angus med bearnaise, pommes frites og dagens salat og så et glas cabernet sauvignon til. Til dessert bestilte vi hhv. crème brulée og ost.
Den søde og hele vejen igennem opmærksomme tjener tog imod bestillingen, og kort efter kom der vin, brød og dyppelse på bordet. På bordet, der i øvrigt havde nogle tydelige fedtpletter (fra tidligere gæst?) af ukendt herkomst på dugen i min side. Brødet var usandsynligt tørt og virkede daggammelt, så det droppede jeg hurtigt og ventede i stedet tålmodigt på min bøf.
Vi skålede i rødvinen, som viste sig at være en anden årgang og billigere pris end den, der er angivet på hjemmesiden. Den kom med skruelåg og havde derfor ikke risiko for prop, men smagen var sur, og jeg gad godt vide, hvor længe den har været åben…
Vi ventede i cirka 40 minutter, før bøfferne kom, og fint ser det ud på billedet ovenfor, jovist. Men så snart jeg havde stukket en pomfrit forventningsfuldt i den fede sauce og ført den til munden, forsvandt idyllen. Min ekskæreste var kæmpe fan af K-salats færdigbearnaise, så jeg kender den smag lige rigeligt godt. Jeg vil næsten vædde med, at den sovs, der lå på vores tallerkener, ikke har set skyggen af hverken æggeblomme eller hvidvinseddike… jeg er temmeligt sikker på, at det var K-salats langtidsholdbare bøttebearnaise. Major faux pas!
Bearnaisen var den del, jeg havde glædet mig mest til, men jeg pure nægtede at spise den, da den intet havde med rigtig bearnaise at gøre. Ja, jeg er bearnaisesnob, det vedkender jeg mig gerne. Den her sovs var ikke noget, jeg kunne nyde, og jeg lod den ligge uberørt sammen med resten af pomfritten med den uheldige skæbne.
Kan det så blive værre? Ja, det kan det. Vi er slet ikke færdige. Salaten viste sig at huse et lille insekt, der nok ikke havde forventet at skulle berige min diæt. Til gengæld var det også det eneste, salaten var beriget med, for den var knastør uden noget som helst i retning af dressing, vinaigrette, olie, noget-som-helst. Bare tørre salatblade med lidt syltede bær i bunden.
Vores steaks var stegt noget forskelligt – jeg havde egentlig gerne set, at min mediumrare havde været lidt mere ovre i rare end medium, hvorimod min kærestes var lige rød nok til hans smag. Deruover var kødet temmeligt sejt, og jeg endte faktisk – trods min aversion mod madspild – at levne over halvdelen.
Vi endte med at afbestille vores desserter, for den gastronomiske oplevelse var ikke rigtigt til at redde, og humøret efter ovenstående var mest indstillet på at tage hjem og ikke komme tilbage hertil.
Den samlede regning lød på 690 kr., og jeg tror endda, at tjeneren glemte at bonne os for den danskvand, vi også fik til maden. Prisen havde været fin, hvis kvaliteten havde været i orden. Det var den bare på ingen måde på denne restaurant.
Er jeg blevet gammel og sur siden mit sidste blogindlæg i 2017? Måske gammel, men der skal altså meget til at gøre mig sur. Og at skilte med bearnaise på en klassisk fransk restaurant og så spise mig af med en massefabrikeret bøttebearnaise er for mig aldeles utilgiveligt.
I juni var jeg til rhônesmagning ved Lillelund i Varnapalæet sammen med min kæreste, søster, svoger og et vennepar. Traktementet bestod af seks retter med tilhørende vinmenu og efterfølgende kaffe og sødt til i alt 1.100 kr. per person. Ret fornuftig pris for fuld gourmetmenu.
Jeg havde aldrig været på Varna før, men jeg fik et godt førstehåndsindtryk af den smukke hall, den pæne opdækning og udsigten ud over Aarhusbugten. Dog i selve hovedsalen var der en del stilforvirring med tre forskellige træsorter i indretningen og nogle voldsomt grimme gardiner, der ikke rigtigt passede til resten af stilen. Med de ellers klassisk smukke rammer undrede valget mig lidt.
En anden ting vedr. de fysiske rammer var toilettet, som til forveksling lignede et offentligt toilet i et storcenter: Ingen charme, ingen musik, meget lydt, alt for højtsiddende spejle ved vasken, og der var toiletpapir på gulvet flere steder. I det hele taget var der ingen tegn på, at der var tale om toilet med tilknytning til et af de finere spisesteder i Aarhus. Igen: Lidt underligt.
Under hele arrangementet blev der i højttalerne spillet måske en anelse for højt popmusik, som passede lidt skidt til hele set-up’et. Det gjorde ikke nogen skade som sådan, men det virkede bare en kende malplaceret. Ellers var stemningen i restauranten igennem hele aftenen god og afslappet uden at være stiv og formel.
Vi startede med snacks og skønne bobler i form af en biodynamisk og sulfitfri cremant d’Alsace fra Clement Klur. Et stort hit, som der i øvrigt også var refill af. Desværre fjernede tjeneren mit glas, før det var drukket helt ud. Han måtte da gerne lige have spurgt først…
Efterfølgende blev der serveret en delikat version af Bloody Mary med østers og torsk, som dog var lidt tynd i det og dermed svær at spise med kniv og gaffel. Der blev serveret en 2015 Côtes du Rhône Blanc fra E. Guigal til, som var lige en tand for kraftig i smagen til maden og overdøvede den lette fiskerets smagsnuancer.
Næste ret var en lækker gang pighvar med jomfruhummertatar, estragon og skovmærke, og hertil blev serveret en 2016 Crozes Hermitage Blanc fra Domaine Bruyeres med liflig duft af nedfaldsæbler og smør, omend en mere bittertung smag à la naturvin. Heller ikke et super godt match.
Næste ret var min favorit med havtaske, hvide asparges, rødvinssauce, ærteskud og friske ærter, uhm! Vinen var en 2015 Côtes du Rhône “Quatre Terres” fra Domaine Santa Duc, som ifølge min smag var alt for sød og dominerende sammen med de blide toner fra asparges og lys fisk.
Til næste ret passede mad og vin fantastisk godt sammen! Vagtel, stegt foie gras, morkler og svampepuré kombineret med en 2015 Cairanne fra Clos Romane med skøn duft à la kirsebær og smagsnoter af salmiaklakrids. Aftenens favoritvin! Min søsters tallerken kom dog ind uden foie gras, og da hun italesatte det, blev der til gengæld gavmildt kompenseret.
Hovedretten var filet og mørbrad af sommerbuk med kantareller, grønne asparges og de lækreste kirsebær. Køkkenet havde dog glemt de ristede kantareller først og måtte servere dem efterfølgende ved bordene. Vinen passede rigtig fint til denne ret, en 2013 Chateauneuf de Pape fra Château Fortia med masser af kraft og garvesyre.
Desserten bestod af jordbær, ribs, hindbær og fløde, og den var lige i øjet! Vinen til var også virkelig lækker og veltilpasset – en Muscat de Saint Jean de Minervois. Tip top afrunding på en aften, der bød på både op- og nedture angående det smagsmæssige såvel som det professionelle.
Det viste sig også, at vinene ikke var blevet smagt af personalet inden arrangementet, hvorfor det var lidt so-so med, hvor godt de hver især passede til retterne. Lidt ærgerligt, synes jeg. Alt i alt levede Varna nok ikke helt op til mine forventninger.