Som nævnt i tidligere indlæg fra turen til Lissabon er der lidt forskel på, hvordan vi i Danmark betragter gourmetmad, og hvordan man ser på det i Portugal. Det er i hvert fald min oplevelse specielt efter at have besøgt Gambrinus, som efter sigende er en af de fineste og mest anbefalede restauranter i Lissabon.
Ganske vist kan jeg efterfølgende læse mig til, at stedet særligt er kendt som byens bedste fiskerestaurant, og vi valgte desværre hverken fisk eller skaldyr, da vi besøgte stedet sidste uge. Helhedsoplevelsen var dog god, og hvis man tager udgangspunkt i ikke at lade sig overraske over, at portionerne er store og i reglen uden interessant tilbehør, bør man prøve dette sted.
I guidebøgerne nævnes det som et af de dyreste og fineste steder, hvor Lissabons kendisser jævnligt kommer forbi, og man bør i reglen altid sørge for at bestille bord i forvejen. Dette gjorde vi dog ikke¸ men dumpede blot ind – endda iført sandaler, som lige fik et blik fra tjenerne – og fik et bord til to en hverdagsaften, hvor der ellers i forvejen var godt fyldt op. Så man kan være heldig.
Gambrinus ligger tæt på metrostoppet Rossio midt imellem en masse turistede restauranter på Rua das Portas de Santo Antão, men man kan genkende de finere steder på, at der ikke er udeservering på gaden. Jeg er klar over, at det ikke er det bedste billede, jeg har fået af facaden, men det giver dog et godt indtryk af, hvor let stedet kan være at overse i farten.
Indenfor er der til gengæld ikke sparet på noget, hvilket både det tungere interiør, glaskunst på væggen og de 65 uniformklædte tjenere vidner om. Der var enormt god betjening og opmærksomhed fra tjenernes side (indtil vi var færdige og ud på aftenen gerne ville bede om regningen – en klassiker også på danske restauranter, suk!), og vi fik et bord med det samme, selvom der også var en fin bar, man kunne vente i.
Nu regnede vi med, at vi virkelig havde fundet et sted, hvor den portugisiske gourmet ville synge for vores smagsløg, så der skulle frådses og tages nogle chancer for at prøve noget nyt og spændende.
Vi var dog liiiidt forudsigelige begge to til at starte med, for vi valgte begge foie gras til forret. Det var den fede, stegte version vi fik på bordet, og det så lovende ud i al sin simpelhed. Fire fine stykker lå side om side, og der var dryppet med en tynd bærsirup af en art samt en god olie over. Ved siden af lå en opstillet klase halverede og afskrællede syltede vindruer med en kvist grønt som top for at karikere en frisk vindrueklase.
Lækker, saftig foie gras, og de syltede vindruer var lifligt tilbehør sammen med de søde dråber på tallerkenen. Vi fik et glas god hvidvin til samt afkølet vand på flaske, som tjeneren tog med sig og satte på køl, hver gang han havde været forbi og hælde op til os påny, så snart glasset kun var halvt fyldt. Service!
På bordet var der fra kort tid efter vi satte os sat forskelligt brød frem, blandt andet mørkt, tyndskåret toastbrød af en art, hvor der var smurt et fint lag smeltet smør på. Det var faktisk rigtigt lækkert til forretten med lidt knasende brød til.
Det startede jo sådan set godt ud med forretten. Rimeligt gourmet-agtigt, omend ikke så moderne i kombinationen, men velsmagende var det i hvert fald. Og så var vi jo spændte på vores hovedretter. Jeg havde bestilt en stor steak, der skulle være rødstegt og med hvidløgssovs, og min kæreste var vovet og kastede sig ud i en ret med nyre!
Ja, og her er det så, at vi blev temmeligt overraskede. For de ovenviste billeder er det, vi fik på bordet. Jeg havde godt nok bestilt hvidløgssovs og ikke svampesovs, men det undlod jeg at pointere. Dog havde jeg ikke regnet med, at min steak ville blive overhældt med sovsen, og at selv de fine pommes frites ville ligge og svømme rundt i dem. Men sådan blev det nu en gang serveret, og kødet var tilpas rødt og smagte godt.
Min kærestes nyre var dog noget af en tam fornøjelse. Det smagte egentligt ikke specielt godt, og så blev de serveret med – undskyld mig, men – røvsyge kogte ris. I det mindste var madeira-sovsen rigtigt god, og han spiste da også op. Men øv – ikke lige det, vi havde forventet.
Men faktisk var vi ikke specielt skuffede, mens vi sad der. Bare lidt forbløffede. Og det hele blev faktisk vejet op af, at vi fik den mest fantastiske portugisiske rødvin til maden! Den smagte simpelthen himmelsk og var fyldig som en amarone uden den der kvalme, tykke syresmag. De kan i hvert fald lave god vin, de kære portugisere: Portvin, vinho verde og nu også rødvin!
Jeg fik desværre ikke noteret mig, hvad det præcist var for en rødvin, men den kom fra Douro-dalen, og jeg skal helt klart på jagt hos vinhandlerne herhjemme for at se, om ikke jeg kan opstøve en tilsvarende rødvin fra det område.
Efter vores lidt spøjse oplevelse med hovedretten havde vi alligevel tiltro til, at desserten måtte være god, så vi valgte begge at runde af med noget sødt. For mit vedkommende blev det en chokolade-/nøddedessert – vovet af mig, som normalt ikke bryder mig særligt om chokolade, og særligt ikke mørk. Min kæreste bestilte crêpes til den nette sum af € 30 (ca. 225 kr.)! De MÅTTE simpelthen være gode til den pris…!
En lille kogeø med fire forskellige slags likør stående ved siden af blev kørt hen til vores bord af den tjener, der hele aftenen havde opvartet os, og så overtog ellers en af de højere rangerende tjenere derfra. Det var det helt store show, der blev lagt an til, og jeg havde faktisk taget kameraet væk af høflighed, men min kæreste pointerede diskret, at tjeneren vist lagde op til, at jeg skulle knipse løs. Så det gjorde jeg.
Blusset blev antændt, likørerne blev hældt op, og alkoholen blev brændt af med store fagter og præcise armbevægelser. Så kom pandekagerne på, og der blev revet frisk appelsinskal ud over, efter at der først var blevet jongleret lidt nonchalant med appelsinen. Mere likør, flere flammer, større armbevægelser suppleret med en cool jeg-kunne-gøre-det-her-i-søvne-attitude.
Da pandekagerne endeligt var færdige, blev de lagt fint over på en tallerken sammen med den karamel, der var opstået af likøren, og tjeneren høstede af os et velfortjent bifald, som han meget tilfreds tog imod med et bredt smil.
De så ikke ud af meget, de crêpes, og det havde da været lækkert med f.eks. en kugle vanilleis til, men de smagte faktisk virkeligt godt! Og for showet og smagen alene var de faktisk pengene værd.
Til vores desserter bestilte vi et glas portvin, og der blev sirligt sat en flaske portvin på bordet i en holder, som den nok har ligget i i mange år. Der blev nænsomt skænket op med så lille hældning som nødvendigt for ikke at skabe turbulens i flasken, og vi var spændte på at smage de dybrøde dråber.
Portvinen var intet mindre end skøn! Der var tale om en vintage portvin fra 1985, og jeg husker ikke, hvad vi skulle give for de to glas, vi fik, men når vi nu var i Portugal, var det helt på sin plads at få så støvet en gammel sag, der blev skænket med så megen snilde, og som smagte lige i øjet.
Min dessert var også en god oplevelse. Det havde dog været rart at vide, at det nærmest var en isdessert. Ikke desto mindre smagte den herligt! Chokoladen var gudskelov en slags mælkechokolade, og nøddedelen nederst smagte på det nærmeste af nutella. Ikke dårligt!
Alt i alt var det helt klart oplevelsen værd at besøge Gambrinus. Der er virkeligt fokus på servicen, og der bliver kræset om en fra tjenernes side. Vinene er udsøgte til perfektion, men maden kunne altså være bedre. Desuden er det et dyrt sted i forhold til portugisisk standard, så man skal gå all in, hvis man beslutter at bruge en aften her.
Ønsker man blot at spise en enkelt ret, er der pladser til dette i “baren”, hvor der sad flere par og enlige, da vi kom ind. Det kunne jo være, man fik lyst til at lægge vejen forbi og smage deres ifølge rygtet udsøgte fiskeretter… men eh, drop de der nyrer, ikke? ;-)
Edit:
Jeg har netop fundet regningen fra restauranten og kan røbe, at vi eksklusiv drikkepenge fik en regning på € 191,50, hvilket svarer til lige knapt 1430 kr. for tre retter med vin, brød og vand til to personer. Faktisk temmeligt billigt ift. danske priser.
Foie grasen kostede € 26 per tallerken og hovedretterne hhv. € 26 for min “Filet Gambrinus” og € 24 for min kærestes nyrer. Min dessert var dog væsentligt billigere end min kærestes crêpes og kostede blot € 6. Brødet tog de en 5’er for.
For flaskevandet gav vi € 5,5, de to glas hvidvin slap vi € 9 for, en halv flaske Esteva (den fantastiske rødvin) kostede € 10, og rosinen i pølseenden – to glas vintage portvin – gav vi € 24 for i alt for to glas. Særdeles fornuftige priser, faktisk! Ret billigt for gourmet, omend en noget anden gourmet, end vi er vant til. Oplevelsen og de fantastiske vine var særligt en tungvejende grund til, at stedet uden tvivl anbefales!