Sommersylterier 1

Denne sommer har jeg atter fået syltet en del gode sager. Faktisk er det blot, fordi jeg har haft tiden til det på grund af et par ugers ferie, at jeg har fået syltet så meget, men syltning er jo noget, man ellers sagtens kan give sig til det meste af året.

I dette indlæg vil jeg lave en lille opsummering af de sylterier, jeg har foretaget mig. Nogle af dem har jeg allerede skrevet indlæg om, og andre har jeg planlagt at skrive om i nærmeste fremtid inkl. opskrifterne.

Det første, jeg gav mig til at sylte, var gengangeren fra sidste år med syltede rødløg. Denne gang udvidede jeg dog med også at lave en version med syltet fennikel, der viste sig at være et stort hit. Skal jeg være helt ærlig, synes jeg egentligt, at de syltede stykker fennikel smager lidt bedre end de syltede rødløg. Men begge dele kan klart anbefales.

Faktisk har jeg netop lavet nye forsyninger af både rødløg- og fennikel-sylterierne, da jeg var ved at løbe tør og i øvrigt også lige manglede en værtindegave. Med en lille mærkat på og et pænt bånd om kan det snildt gå an som en fin hjemmelavet gave.

Sommersylterier 2

Sommersylterier 3

Sommersylterier 4

Dernæst fik jeg kogt mig en god krukke tomatmarmelade af et par bakker cherrytomater af bedste slags. Indlægget har i øvrigt været velbesøgt hen over sommeren via google-søgninger på god tomatmarmelade. Og den ER god, det lover jeg!

Efterfølgende stod den på nektarinchutney. Et af de største søgehits, der leder nye besøgende til bloggen her, er blommechutneyen med chili, som jeg postede et indlæg om i 2012. I år valgte jeg dog at lave en version med nektariner, da der var et tilbud på en hel kasse i den lokale SuperBrugsen. Indlæg kommer om ikke så længe.

Derudover har jeg kogt solbærgelé med lidt jordbær i. Det var egentligt hensigten, at jeg ville have lavet solbærsirup, men jeg lod det koge lidt for længe og fik i stedet en fuldkommen fantastisk solbærgelé! Indlæg kommer ligeledes om denne.

Sidste år havde jeg stor succes med min hjemmekogte solbæreddike. Jeg har dog ikke lavet en ny omgang i år, for jeg har stadig cirka en tredjedel tilbage af eddiken, og eftersom den står på køl, holder den sig ganske fint.

Sommersylterier 5

Sidste skud på stammen er mine syltede chilier fra “egen have”. Det vil sige – de stammer fra en chiliplante, jeg købte i forsommeren og plantede ud i altankassen, og hen over sommeren begyndte det et pible frem med fine chilifrugter.

Jeg søgte råd hos en god kammerat i forhold til, hvad jeg skulle stille op med så mange chilier, og han foreslog, at jeg kunne sylte dem. Tænk, at frøken Syltekær her ikke selv var kommet på den idé! Så nu er de røget i lage, og jeg glæder mig til at smage på sagerne ved lejlighed…