Spaghetti med ærter svampe fennikel 1

Selvom jeg elsker sol og varme mere end noget andet, er den årstid, der netop nu er ved at tage os i sit kølige favntag, noget nær magisk melankolsk med sine kolde solskinsmorgener, kastanjebombardementer på fortovene og tændte gadelygter ved aftentide.

Det er lige straks ved at være tiden, hvor hjemmesko og tæpper skal frem fra gemmerne, radiatorerne tændes og hvor kakaomælk til varm kakao atter skal være fast bestanddel i i hvert fald mit køleskab.

Ikke desto mindre kommer jeg med sikkerhed til at savne én ting de næste i hvert fald otte måneder: Friske ærter! Jeg er storforbruger af disse små elsklinger, og særligt har jeg nydt dem i form af denne opskrift et utal af gange over sommeren. Man kan godt lave retten med frosne ærter… men det er altså ikke helt det samme.

Nu får I med vemod opskriften leveret her:

Spaghetti med ærter svampe fennikel 2

INGREDIENSER (til 2 personer):

• Spaghetti (jeg brugte sort just for the fun of it)
• En stor klat smør
• Mange mange friskbælgede ærter
• ½ frisk fennikel
• 4-5 store svampe
• 1/4 liter piskefløde
• 1 fed hvidløg
• Salt & peber

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Kog spaghettien i en gryde med saltet vand
• Skær svampe og fennikel i tern
• Steg dem i en god klat smør blot 1-2 minutters tid
• Tilsæt de bælgede ærter, og lad det simre et minut
• Hæld fløde ved, og lad det koge godt op for en stund
• Pres hvidløget ud over, krydr med salt og peber
• Lad fløden koge ind i et par minutter ved høj varme
• Bland spaghettien og flødeblandingen sammen
• Spis og nyd!