Syltet rødløg og fennikel 1

I dag er første dag i min sommerferie, og jeg har nydt at kunne sove længe med god samvittighed, ligge i sofaen hele formiddagen med computeren på maven eller en DVD i afspilleren.

Men da det blev over middag, tog jeg mig sammen og lavede en to-do-liste, og på den liste stod blandt andet, at jeg skulle sylte rødløg, som jeg gjorde det i dette indlæg i august for to år siden.

Jeg endte dog med både at lave et glas syltede rødløg og et glas med syltet fennikel. Jeg er meget spændt på, hvordan sidstnævnte kommer til at smage, men jeg tror, det bliver rigtigt godt.

Her kommer den meget simple opskrift:

Syltet rødløg og fennikel 2

INGREDIENSER (til de to viste glas):

• 2 dl. vand
• 3 dl. eddike
• 200 gram rørsukker
• 2 store rødløg
• 1 fennikel
• 10-15 peberkorn

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Afmål vand, eddike og sukker, og lad det koge op i en gryde
• Når sukkeret er opløst, tages eddikeblandingen af varmen
• Skræl løgene, og skær dem ud i smalle både
• Sortér eventuelt den inderste kerne af løget fra
• Fjern toppen af fennikelen, og skær resten i passende stykker
• Sterilisér sylteglassene med f.eks. en højprocents spiritus
• Fyld det ene sylteglas med løgbåde, og put 5-7 peberkorn i også
• Det andet glas fyldes med fennikelstykkerne og de resterende peberkorn
• Hæld forsigtigt den lunkne eddikemasse op til kanten af glassene
• Luk dem, og stil dem på hovedet i køleskab et døgns tid
• Nyd de syltede stykker som f.eks. tilbehør, topping eller i salater

Syltet rødløg og fennikel 3

Når glassene stilles på hovedet, mens indholdet stadig er lunt, kan der danne sig et vacuum, og de syltede sager i glassene får derved bedre holdbarhed.

Ud over at sylte rødløg og fennikel fik jeg også bagt cookies og kogt chutney af nektariner, der sang på sidste vers. Det skal der også nok komme opskrifter på i løbet af min ferie…