Solbæreddike 1

Før jeg stak af til Lissabon, fortalte jeg om min store craving efter solbær og efterfølgende storindkøb af selv samme på grøntmarkedet i dette indlæg. Jeg nævnte også, at jeg havde været i gang med de indledende øvelser til det, der skulle munde ud i en solbæreddike. Og den er nu klar til brug.

Jeg fandt opskriften i Lagerbergs Syltebog (som jo i øvrigt er rørende billig med en vejledende udsalgspris på blot 39 kr.!), og den var så simpel og letforståelig, at selv jeg ikke kunne komme galt afsted. Så nu viderebringer jeg den til jer. Helt uden improvisationer, for det var slet ikke nødvendigt.

Jeg fulgte opskriften, men halverede den, hvilket betyder, at jeg brugte ½ liter Lagerberg eddike, 1 dl. vand, 150 gram sukker og 150 gram solbær. Og så er det ellers bare med at gå i gang.

Solbæreddike 3

• Skold dine sylteglas med kogende vand, og sterilisér evt. med alkohol
• Varm eddike, vand og sukker op i en gryde, indtil sukkeret er helt opløst
• Køl sukkereddiken helt ned
• Skyl bærrene grundigt, og lad dem dryppe af i et dørslag
• Fordel bærrene i sylteglassene, og hæld den kolde sukkereddike over
• Luk glassene tæt, og stil dem lyst i seks uger. Ryst dem af og til
• Si bærrene forsigtigt fra eddiken
• Hæld eddiken på steriliseret flaske igennem et kaffefilter eller klæde
• Luk flasken til, og nyd solbæreddiken til f.eks. salater

Jeg har valgt at opbevare eddiken på køl for en sikkerheds skyld, og jeg har allerede anvendt den i en side dish, hvor jeg havde smørstegt små rødbedetern al dente og tilsat friskhakket rosmarin og presset hvidløg samt til sidst et skvæt af solbæreddiken. Det smagte noget så skønt!