Restaurant Miro 1

Tidligere på måneden var vi en tur forbi Restaurant Miró igen, eftersom det kun er et spørgsmål om et par måneder, før stedet lukker ned for bestandig, så vi må nyde muligheden for at blive opvartet af Toni & Co., så længe det nu varer.

Alle dage stødende op til en weekend eller helligdag inden den endelige lukning er for længst blevet booket hos dem, så vi har de næste gange stillet os tilfredse med to torsdagsbookinger, hvilket også var tilfældet ved vores seneste visit.

Toni var én stor undskyldning endnu en gang, men ikke desto mindre en smilende stor undskyldning, og det er jo det vigtigste – at det er den rigtige beslutning, han har truffet. Det er der ingen tvivl om, at det er, selvom det er smadder ærgerligt for os, hans trofaste fans.

Jeg havde traditionen tro mit kamera med og fik knipset et væld af billeder, og som sædvanlig var jeg også udrustet med en kuglepen, så jeg kunne skrible detaljerne om menuen ned, mens der blev fortalt og forklaret. Som aftenen skred frem, og vinen røg indenbords, blev der dog længere og længere mellem de nedkradsede ord – så alt var som sagt ved det gamle.

Restaurant Miro 2Restaurant Miro 3Restaurant Miro 4Restaurant Miro 5

Toni var hurtig som et lyn til at stille champagneglas på bordet, og så blev der ellers skænket op til os alle af den sædvanlige flaske Deutz, som vi så godt kan lide.

Derefter kom der hapsegodter på bordet i form af en tartelet-lignende fyr med braiseret svineskank, kiks med svampe, brændt parmesan og “børnehavekarse” samt en skive friteret lotusrod med tun og syltede løg. Nom nom nom! Jeg elsker sådan nogle fine lækkerhapsere!

Derudover var der to forskellige slags brød med tilbehør/dyppelse i form af saltet smør, grøn krydderdip (som jeg var ret skør med, der var vist nok ramsløg i) og så en cremet sag i midten, som jeg har glemt alt om, hvad var, men den forsvandt hurtigt, så godt har den smagt.

Jeg var svært fristet af at vælge seks retter, men blev gruppepresset af de andre, som kun skulle have fem retter, så jeg beherskede mig, selvom det betød, at jeg ud over hovedretten gik glip af Arla Unikas nye Den Hvide Dame, som jeg dog efter aftale smagte en bid af hos manden min. Fem retter koster 568 kr., tilhørende vinmenu er 568 kr. oveni.

Restaurant Miro 6Restaurant Miro 7

Første forret var en mosaik af tynde skiver torsk med soya, råmarineret og syltet grønkål, creme på østers, østersbouillon og østerscrackers ud over. Lækker, let ret med de fineste farverige klatter af henholdsvis grønkål og østers.

Vinen til var en 2014 Markus Molitor Riesling fra Mosel, Tyskland, som var frisk og livlig med en snert af mineralitet. Første smag var syrlig, men længere inde i munden blev den mere sød. Spændende vin!

Næste forret var skindstegt rødfisk med selleri, hvid tomatcreme og brioche, og vinen til denne passede fremragende, idet tomatelementet gik igen. Det var en 2014 Petit Clos Sauvignon Blanc fra Marlborough, New Zealand, og duften var som at lugte til friske tomatstilke, og smagen havde noter af umodne tomater og solbærblade. En anelse tør og virkelig god vin til en i øvrigt fremragende ret.

Herefter kom vi til en ret, jeg havde glædet mig vældigt til: En ravioli af blækspruttesoufflé med kammusling, råmarineret æble, brøndkarse og med en pighvar-bisque hældt over herligheden. Det der blækspruttesvøb var jeg ikke super begejstret for, og jeg havde nok foretrukket grillet kammusling, men bisquen var til gengæld virkelig virkelig lækker og cremet.

Vinen til denne ret var en af favoritterne denne aften: En 2013 Joseph Drouhin Chardonnay fra Bourgogne, Frankrig, og vi var flere omkring bordet, der oplevede duftnoter i stil med bergamotte uden Altheabolche-delen. Derudover syntes jeg – og et par andre ligeså – at smagen havde lidt havregryn over sig, dog med selleriknold i eftersmagen. Spiffy, men altså på den gode måde.

Restaurant Miro 8Restaurant Miro 9Restaurant Miro 10Restaurant Miro 11Restaurant Miro 12

Sidste forret var stegt foie gras med lammefilet, sauteret gulerod, gulerodscreme, lammeglace og brunet smør. Det valgte billede er taget, før glacen blev hældt over, men den var der! Og uhm, det var en velsmagende ret – perfekt harmoni og nok min favoritret denne aften.

Af vin til fik vi en gammel kending, som vi i selskabet kalder “jordbæryoghurt-rødvinen”, en 2013 Juliénas, Domaine de la Combe Darroux, fra Beaujolais, Frankrig. Den har stort set ingen garvesyre, men er meget saftig og har en kraftig frugtighed, som giver associationer hen ad jordbærgrød og jordbæryoghurt, uhm! Skøn vin…

Selve hovedretten var som sagt den ret ud over osten, jeg sprang over denne gang, men jeg så alligevel mit snit til at tage et billede af den. Den bestod af et stykke ko med krydderurter, confiteret kartoffel, løg og radiser. Og efter sigene smagte det ret godt. Det kommer nu heller ikke bag på mig.

Vinen til var 2011 Rodriques De Vera, Merlot fra Alicante i Spanien, og Toni hældte en ordentlig glasfuld op til mig, så jeg ikke gik glip af noget på den konto. Det var en fyldig sag bestående af både merlot, cabernet sauvignon og syrah. Der var rigeligt med mørke bær og chokoladenoter, der med garanti gik godt til det rosarøde kød.

Restaurant Miro 13Restaurant Miro 14Restaurant Miro 15

Osten var som sagt Arla Unikas nye Den Hvide Dame, hvor Miró fik de første 50 oste. Det er en cremet hvidskimmelost, som blev serveret à la friteret camembert og ostecreme og så med syltede valnødder og rødbede som tilbehør. Jeg smagte en bid og mums! Need not say more. Vinen var en sødmefuld 2011 Rasteau Vin Doux Naturel fra Rhône i Frankrig.

Så kom desserten, og uha, det var også lige noget for mig! Havtornmousse, havtornsorbet, kokos, hvid chokoladecreme smagt til med safran, skovsyre og lidt kage. Forrygende dessert! Vinen var en 2005 Château Mauras, Sémillion fra Bordeaux i Frankrig, og jeg lyver ikke, når jeg siger, den smagte altså af marcipan! Men igen, på en god og cremet frisk måde.

Endnu en forrygende aften på Miró, og jeg ser allerede frem til næste gang om en måneds tid. Jeg kan kun opfordre alle, der endnu ikke har besøgt Miró, til, at I under jer dette, før det er for sent. Det her er ikke bare en typisk gourmetrestaurant – her er det oplevelsen og beværtningen, der løfter stedet op over almindeligt gourmetniveau.