Smørbar ærtepesto 1

Jeg har nævnt ærtepuré eller ærtepesto herinde før, og det er for mig en fremragende substitut for friske ærter, som jeg er helt tosset med, men desværre kun har mulighed for at nyde en lille håndfuld måneder i sommerhalvåret.

Opskriften har jeg selv strikket sammen, men den er så simpel, at det med garanti ikke tilsvarer opfindelsen af den dybe tallerken. Men tæt på. For det smager altså helt åndssvagt godt, og jeg bruger pestoen her både som eksempelvis smørbar pålæg på brød og vendt i pasta. Mulighederne er mange.

Man kan snildt variere indholdet, og det gør jeg også selv tit. Hvis jeg ikke bruger hvidløg i pestoen, så giver jeg ekstra smag med lidt bouillon opblødt i vand, og med hvidløg anvender jeg oftest bare vand alene. Man kan også sagtens undlade edamamebønnerne, hvis man ikke gider den slags.

Smørbar ærtepesto 2

Smørbar ærtepesto 3

Smørbar ærtepesto 4

INGREDIENSER (til en krukkefuld):

Ca. 2-3 dl. frosne ærter
1 dl. bælgede edamamebønner
1/4-1/2 løg alt efter størrelse
Et bundt frisk mynte
1 fed hvidløg
Et godt skvæt rapsolie
Ca. 1/2-1 dl. vand
Evt. 1/4 bouillonterning
Lidt citronsaft
Salt & peber

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Lad ærterne tø op evt. ved at overhælde dem med kogende vand
• Skær løget i grove tern, og hak også mynten groft
• Smid ærter, edamamebønner, løg og mynte i en minihakker
• Tilsæt rapsolie for at justere konsistensen til
• TIlsæt vand og evt. bouillon, og blend det til en halvvåd pesto
• Tilsæt passende mængde hvidløg og citronsaft
• Smag til med salt og peber, når konsistensen er som ønsket
• Opbevar pestoen i en krukke med tætlukkende låg
• Kan holde sig i cirka en uges tid i køleskabet

Smørbar ærtepesto 5

Da jeg tog billederne til indlægget her, havde jeg allerede spist cirka halvdelen af den portion, der var blevet lavet (nej, mådehold er ikke noget, jeg besidder). Så det tilbageværende på billederne svarer nok til omtrent halvdelen af opskriften.

Ærtepestoen smager i øvrigt også fremragende med frisk spinat blendet i. Men som jeg ofte har sagt før: Prøv dig frem! Opskriften her er blot et godt pejlemærke, og så må man selv vurdere, hvad man foretrækker af indhold ud over ærterne. For de er trods alt et must.