Dom Perignon 1996

Jeg sidder og er en anelse koldsvedende lige nu, for jeg har netop trukket 3.665 kr. ud af den nu hårdt sårede opsparingskonto og kastet dem efter to flasker Dom Perignon Vintage årgang 1996 til nytårsaften. Mit mest ekstravagante køb sådan cirka nogensinde!

Til champagnesmagningen i marts smagte min kæreste og jeg den bedste champagne, som vi to anti-champagnedrikkere til dato havde fået og var begge ret overraskede. Det viste sig dog desværre at være en Dom Perignon 1995 aka en ret pebret fyr, skulle jeg hilse at sige. Vi blev dér enige om, at sådan en skulle vi anskaffe os til nytår, basta.

Så det har jeg så gjort. To, faktisk. Da vi turnerede lidt rundt på internettet, viste det sig, at den bedste endnu tilgængelige årgang havde været 1996, og at den stadig kunne fås et par steder på nogle danske hjemmesider. Jeg prøvede ikke desto mindre her til eftermiddag at finde et eksemplar i en fysisk butik, hvortil der imidlertid blev slået en høj latter op på min naive forespørgsel. Derefter blev jeg rådet til at skynde mig hjem at købe dem, jeg havde set på nettet til noget, der tilsyneladende var et røverkøb…!

Ak ja, så her sidder jeg nu og tør slet ikke kigge på den kvittering, der ligger uåbnet i min indbakke. Tretusindesekshundredefemogtres voksenpenge. Så meget har jeg ikke en gang givet for de dyreste Christian Louboutin-stiletter, jeg ejer. Pyh, jeg håber og tror, de er det hele værd!