Min gode veninde havde for noget tid siden været på Restaurant ET med sin kæreste, og de var særdeles tilfredse med oplevelsen, så i fredags besluttede min kæreste og jeg, at det var vores tur til at prøve det af.

Restauranten har til huse på Åboulevarden næsten helt nede ved havnen og er nabo til den noget mere trivielle, dog af århusianerne velkendte Restaurant Italia. Menukortet havde vi forinden tjekket ud på nettet, og det så særdeles lovende og meget lækkert ud!

Booking af bord kunne også snildt klares online, og det er særdeles effektivt og klart at foretrække i min verden, så man slipper for at finde telefonen frem, stave navn etc. for personen i den anden ende, der tilmed skal besværes med at tjekke tidspunkter og ledige borde. Elektronisk booking, ja tak!

Menukortet afslørede diverse valgmuligheder indenfor gourmet-genren, og derfor besluttede vi os for hver at bestille fire retter. Vi er jo vant til normalt at spise mellem fem og syv retter, når vi er på gourmetrestaurant, så fire skulle vi snildt kunne klare… Big mistake! Mere om det senere…

Vi valgte begge marvpiber fra dansk kalv med persillesalat og grilltoast til forret – en first timer for os begge, og smagen overraskede mig. Meget smagskraftigt og fedt, men særdeles velsmagende, når man lige fik vænnet sig til konsistens og styrke. Marvpiberne var kæmpe store, så der var meget marv, og den lette salat og de ristede, tynde skiver brød akkompagnerede den fortrinligt. Vi drak et glas hvidvin til, der var let røget i smagen.

Næste forret var for vores begges vedkommende foie gras, men min kæreste valgte deres foie Gras terrine med chutney og lun brioche, hvorimod mit valg faldt på stegt foie gras ”Gastrique” med Williams-pærer, peber, kørvel og selleri. Det var en kæmpe tallerkenfuld, der blev stillet foran os, og vi var atter forbløffede over mængden!

Det var som at gå på opdagelse i en lille skov af lækkerier på min tallerken. I midten tronede den særdeles velsmagende foie gras med meget blød midte og nærmest glaceret overflade. Rundt om var syltede pærer, en lækker sellericreme hist og her og noget syrligt i klatter, der sagtens kunne have været noget pureret pære med lime, uden jeg dog er helt sikker. Derudover var der sprøde brødcroutoner og kraftig sauce.

Jeg var allerede ved at være særdeles mæt i løbet af anden ret, og vi begyndte at forstå, hvorfor den i øvrigt super friske og humoristiske unge kvinde, der betjente os, syntes, at vi bestilte meget med fire retter!

Hovedretten var den mindst imponerende ret for mit vedkommende. Min kæreste valgte en ganske udmærket entrecôte med bearnaise, pommes frites og sprød salat. Jeg valgte derimod “Michel Michauds rørte oksetatar” med salat, og jeg må erkende, at tataren druknede smagsmæssigt i de mange hakkede løg, der var iblandet. Det var næsten ikke muligt at smage det friske kød for den dominerende løgsmag.

At jeg så også var ved at være på bristepunktet, hjalp heller ikke på det. De pommes frites, der fulgte med, blev pænt flyttet ud på kanten og blev nedprioriteret til fordel for den udmærkede salat og nogle mundfulde tatar, før jeg måtte give op. Pommes frites til denne ret synes jeg måske også er en anelse malplaceret, men der er andre nok uenige :-)

Til hovedretten fik vi hver et glas udmærket rødvin, som vi lod huset bestemme, og tjeneren var god til at præsentere vinen og redegøre for den, selvom hun leende erkendte at have indlært det og ikke vidste så meget om det selv, så vi blev enige om, at hvis vi ikke kunne lide vinen, skulle hun nok fortælle, hvem vi skulle skælde ud ;-)

Efter at have slået mave lidt og set mange af restaurantens gæster blive færdige og forlade stedet, tog vi hul på sidste ret. Jeg påstod hårdnakket, at vi kvinder altid har plads til dessert, så jeg afviste at droppe den ellers bestilte dessert trods begyndende mavepine.

Det var en ganske udmærket crème brulée, dog ikke noget ud over det sædvanlige. Skallen var tykkere end forventet, og nedenunder var den måske en anelse for kølig. Men smagen var der ikke spor at sætte en finger på!

Min kæreste valgte ost med surt og sødt som sin sidste ret, og der kom en kæmpe bakke ind med hele oste, der blev stillet an på et folde-ud-bord, og så fik han ellers en introduktion til alle ostene, før han skulle pege ud, hvilke han ville have stykker af. En humpel ost (stor – lige som alt det andet på dette restaurantbesøg!) kostede 20 kr.

Til sidste ret fik min kæreste et glas moscato, hvorimod jeg holdt mig til vand. Havde jeg haft mere rum tilbage i mavesækken, ville jeg helt klart have været frisk på de lækre oste også, men det må blive næste gang.

Vi kom i alt af med 1.406 kr. + drikkepenge for otte KÆMPE retter og fem glas vin. Temmelig billigt kvaliteten OG størrelsen på retterne taget i betragtning! Vi skal helt klart prøve det igen, men næste gang kun med de tre retter som maximum, for jeg fik så frygteligt ondt i maven sent på aftenen og var faktisk på nippet til at kaste op. Ikke pga. maden, men pga. den mængde mad jeg havde indtaget. Så kan jeg lære det! :-)