Når det hele sejler både på arbejde og hjemme, er det andre ting end maden, der bliver prioriteret. Sådan en uge har jeg lige haft, og jeg er kommet igennem lige akkurat med skindet på næsen.

I sådanne tider er det påskønnet at have et lille lager af basale madvarer, der sammen kan blive til en fortræffelig ret, som tilmed kan laves på 0,5. Aftensmaden forleden dag var en af disse, og selvom den er så såre simpel, får I lige “opskriften” her, for nogle gange tænker man måske ikke lige over, hvor let det faktisk kan være at lave en god gang aftensmad.

INGREDIENSER

Pasta i en eller anden afstøbning
Et glas færdigblandet pesto
Bacon i tern
Salt & kværnepeber

Anvender man frisk pasta, tager det kun i omegnen af 10 minutter alt i alt at stykke retten sammen. Drønsmart, hvis man har travlt eller minus på energikontoen efter en hård dag.

Urtekrams økologiske pesto afbilledet ovenfor kan absolut anbefales, hvis man ikke selv har tid og overskud til at bikse en pesto sammen fra bunden. Er man til det mere ekstravagante, har Salling Super nogle pastaer/tapenader fra Frantoio di Sant’ Agata d’Oneglia, der smager himmelsk at blande i pasta! Blandt andet kan de fås med soltørret tomat, trøfler, valnødder og svampe.

FREMGANGSMÅDE

• Kog pastaen i saltet vand som anvist på pakken
• Steg baconen helt mørkt og knasende sprødt
• Lad baconen hvile på fedtsugende papir
• Hæld vandet fra pastaen, når den er al dente
• Portionsanret pastaen blandet med pesto, peber og toppet med bacon

Bemærk i øvrigt mine fine “nye” tallerkener. Jeg faldt over et billede på det store internet, der fik minderne frem fra barndommen, når jeg blev passet hos min faster. Hun havde nemlig tallerkener med denne fine nodekant på, og selvom de ikke er vanvittigt smukke, så forbinder jeg dem i så høj grad med hygge og nostalgi, at jeg måtte opsøge, hvad mærke de var.

Det viste sig at være et Knabstrup lerstel, der går under navnet Blå Bellman, og jeg fandt disse to “tykmælksskåle” hos en samler, der solgte dem for 200 inkl. fragt, og så måtte jeg slå til.

Nåh, men tilbage til pesto-løjerne: Havde jeg haft svampe i huset, var de uden tvivl blevet smørstegt og tilsat retten her til sidst sammen med baconen. Det smagte dog også fortrinligt uden, og det slår uden tvivl flade rugbrødsmadder med en skive kantstiv ost med flere længder.

Hvis man laver rigelige mængder, kan pastaretten her også med fordel anvendes til madpakke, da den også er velsmagende i kold tilstand.

Skulle du vælge at slå et smut forbi et sted, hvor de førnævnte pastaer sælges, så kan jeg klart anbefale den lille krukke med indhold af Karl Johan-svampe og valnødder. Det er ikke et helt billigt bekendtskab, og man bliver hurtigt små-afhængig, men det er et must try, hvis man har smagsløg, der skal forkæles med nye oplevelser.