Belem 3

I dette næstsidste indlæg om Lissabons varierende oplevelser på madfronten vil jeg fortælle lidt om Pastéis de Bacalhau – den portugisiske nationalret ifølge både guidebøger og nettet. Og så må det jo være sandt.

Vi blev introduceret for denne spise mange steder, dog mest i form af valgfrie forretter, der blev sat på bordet, mens man ventede på det bestilte mad. Der er tale om en form for stegt eller friturestegt fiskefrikadelle bestående primært af klipfisk, kartofler, æg og persille.

Det var dog først, da vi tog en tur til Belém-bydelen, at jeg frivilligt satte mig for at smage sådan en fyr. Vi havde gået noget tid og var temmeligt tørstige, da vi endte med halvdesperate at sætte os ved Cafetaria Museu da Marinha for at få både lidt vådt og tørt. Udsigten over til det overdådige kloster vist på første billede var i øvrigt fremragende fra vores siddeplads.

Belem 1

Der var møglang kø, men mange ledige pladser udenfor under parasollerne, så vi gav det en chance. Lidt dumt, for jeg kan efterfølgende læse mig til, at restauranterne nede ved vandet skulle være noget bedre.

Anyway, de havde både vinho verde, øl og de hersens Pastéis de Bacalhau, og derudover købte vi også hver en ret frokost – for mit vedkommende en noget tør og kedelig slags indbagt kyllingetærte, som jeg ikke en gang gad spise op. Den dressingløse salat var nærmest mere interessant (Gad vide, om portugiserne slet ikke er klar over, at der er noget, der hedder dressing?).

Selve klipfiskefrikadellen var en sær oplevelse. For det første var den friturestegt, og for det andet var der et par ben i. Rimeligt meget en party pooper for mit vedkommende, når jeg spiser noget, jeg regner med er benfri fisk. Ellers var smagen so so, og de skal jo næsten prøves, når man befinder sig i landet.

Belem 2

Det var så den sidste halvlunkne madoplevelse, jeg vil fortælle om fra Lissabon, men jeg slutter fortællingerne om turen af med i næste indlæg at berette om den uden tvivl bedste mad, vi fik dernede!

Det var vores sidste aften i byen, og vi tyede til guidebøgerne for at forbedre chancen for at finde noget god mad, da vi ikke havde været lige heldige alle dagene forinden. Valget faldt på et sted, hvor maden faktisk tilnærmelsesvist kunne kaldes gourmet, og så var det endda moderne! Vent I bare – så skal I se god mad fra Lissabon :-)