Chapito 1

Det første sted i Lissabon, jeg vil anbefale, er Rêsto do Chapitô i den gamle Alfama-bydel. Stedet er nævnt i flere guidebøger og også anbefalet en håndfuld steder på nettet, når man søger på rejsetips til Lissabon, og det er skam ikke uden grund.

Både Frank Sebastian Hansens “Rejsen Går til Lissabon” (2012) og Gerd Hammers “Fra Lissabon – rejseguide med kort” (2008) nævner dette sted og beskriver det med ord som “bohemehule”, “tapasbar”, “gøglerskole”, “alternativ atmosfære” og “smukkeste restaurantterrasse i Lissabon”.

Da vi lagde vejen forbi i mandags – tørstige og trætte i benene af al den vandren op ad stejle, smalle og brostensbelagte gyder – var vi ikke i tvivl, da vi endelig fandt stedet. Nogle steder er Chapitô beskrevet som beliggende ved en lang, kedelig mur kun afbrudt af døren til nr. 7, hvor man skulle gå ind. Imidlertid var der kommet en stor facade à la souvenirbutik ved indgangen, man skulle ind igennem, så det var da til at få øje på.

Chapito 2

Chapito 4

Når man er kommet ind igennem den lille butik, går der trapper ned til først den terrasse, der ses på øverste billede, og derefter er der til venstre en trappe, der fører videre ned til “hulen” med de mange stole, borde og parasoller. Da vi ankom et stykke tid efter middag, var der kun mennesker ude i den overdækkede udestue med udsigt ud over byen.

Vi satte os midt på terrassen, nød den svalende skygge og bad om en stor flaske vand, en kold øl og en halv flaske vinho verde – et klart must, når man er i Portugal. “Grøn vin” er en ung og forfriskende vin indeholdende i omegnen af blot 9% alkohol, og den hvide udgave skulle klart være bedst. Det var også den eneste version, jeg smagte dernede, og det er så absolut anbefalelsesværdigt!

Efterhånden kom der flere og flere mennesker til, og der var også nogle af dem, der bestilte mad. Vi fik kun kort over drikkevarerne i hænderne, da vi ankom, så måske det var et skævt tidspunkt i forhold til servering af mad, men det gjorde nu ikke så meget. Vi var alligevel mere tørstige end sultne i de 35 graders varme.

Chapito 3

Chapito 5

Det er det skønneste lille åndehul væk fra den mest turistede del af byen, selvom der også kommer en god portion turister på Chapitô. Gøglerne/klovneskolen mærkede vi dog intet til, selvom det skulle være et yndet sted for dem at træne her, men i en ældre guidebog kunne jeg senere læse, at stedet af og til holder lukket om mandagen.

Chapitô ligger på adressen Costa do Castelo 7 ikke langt fra Castelo de Saõ Jorge i den østlige del af centrum. I “Turen Går til Lissabon” er åbningstiderne angivet at være 12.00-14.00 og 19.30-2.00, men vi sad der om eftermiddagen, og der var der ikke specielt lukket. Muligvis gælder tidspunkterne nærmere restaurant-delen end café-delen.

Udsigten fra stedet er utroligt smuk, og vi fik også god betjening af de flinke tjenere, der i øvrigt forstår engelsk lige som mange generelt gør på beværtningerne i Lissabon. Jeg vil helt klart anbefale stedet her – i hvert fald til en smuk, stemningsfuld hvilepause med benene oppe og et glas kold vinho verde ved hånden.