Lanbousir 1

Den fedeste og mest autentiske madoplevelse på La Digue oplevede min veninde og jeg på Lanbousir, en restaurant, der ligger ud til vandet midt imellem øens vanilleplantage og den berømte bountystrand Source d’Argent.

Stedet holder kun åbent til frokost mellem kl. 12.30 og 15.00, så igen var vi heldige og kom forbi lige midt i åbningstiden, hvor vi besluttede os for at bestille en enkelt ret til deling, da vi begge var hooked på det samme, nemlig octopus creole til 275 SCR (knapt 140 kr.).

Det viste sig at passe fint med én tallerkenfuld, for selvom det var lidt pricey, blev der ikke sparet på noget. Af drikkevarer valgte vi en frisk limejuice til 55 SCR (ca. 27 kr.) og stjernefrugtjuice til 45 SCR (ca. 23 kr.). Sidstnævnte var vidunderligt god, så vi endte med at købe en ekstra, da den første var drukket op.

Vi fik så serveret en stor tallerken biks af stegte blæksprutter, kål, gulerødder og lignende i en lækker kombination anrettet sammen med ris, salat, noget revet halløj og en indbagt dims. Jeg har ingen anelse om, hvad flere af tingene var, men de smagte altså godt.

Lanbousir 2
Lanbousir 6
Lanbousir 3
Lanbousir 4Lanbousir 5Lanbousir 7

Restauranten ligger i L’Union Estate Park, og bare for at komme ind i området og videre hen til den berømte strand skal man i princippet betale 100 SCR (ca. 50 kr.) per person, og der er ingen andre veje end igennem denne plantage. Lidt plat måde at malke turister på…

Ikke desto mindre havde min veninde og jeg ikke opdaget dette, for vi var gået langs stranden hele vejen, og det var så lavvandet, at vi kunne gå ude i vandet hele vejen forbi det, der senere skulle vise sig at være en helikopterlandingsplads.

Turen tilbage fra Source d’Argent tog vi igennem plantagen, der ud over vanillebuske også bestod af utallige kokospalmer samt nogle kåde kæmpeskildpadder, der var i gang med et – lad os bare kalde det usømmeligt foretagende. Alt i alt en ganske oplevelsesrig dag.

Reklamer