Belle Vue 1

Efter fire dage på Praslin rejste min veninde og jeg videre til den mindre ø La Digue, som jeg havde glædet mig rigtigt meget til. Lidt mindre turistet og lidt mere intim med landsbyen La Passe som det eneste knudepunkt og ellers bare flise- eller grusveje og nærved kolonihavestemning overalt.

På La Digue bevæger man sig primært rundt på cykel eller til fods, og en tidlig aften besluttede min veninde og jeg os så for at gå den lange, stejle vej op til udsigtspunktet Nid d’Aigles (Ørnereden), det højeste punkt på øen.

Men vi havde undervurderet hældningen, så da solen var begyndt at insinuere sin nedgang, valgte vi i stedet storsvedende og forpustede at nøjes med at gøre holdt på pitstoppet lige før udsigtspunktet, nemlig på Café Belle Vue.

Vi trængte blot til noget koldt at drikke, men man kan også spise aftensmad på Café Belle Vue. Dog skal man – såvidt jeg har læst mig til – bestille bord inden, og så inkluderes motoriseret afhentning og hjembringning efterfølgende i prisen.

Belle Vue 2
Belle Vue 3
Belle Vue 4
Belle Vue 5
Belle Vue 6

Min veninde og jeg bestilte hver en forfriskende tropejuice, men vi bad om at få dem uden banan, da jeg var ved at være noget træt af banan, og vi i øvrigt trængte til en frisk tørstslukker efter den hårde vandretur derop.

Mens vi spiste de minibananer, der havde ageret pynt på vores drinks, sneg en lækkersulten lille gecko sig hen over bordet og slikkede på de efterladte bananskræller. Disse små, grønne fyre er der mange af på Seychellerne, og de er simpelthen så fine!

Så sad vi ellers der på første parket og nød det fantastiske syn ud over havet og de omkringliggende øer, mens et væld af kæmpe flagermus fløj rundt i solnedgangens skær. Om jeg savner Seychellerne, når jeg laver de her indlæg? JA!

Reklamer