Quinoasalat 1

Tilbage i april postede jeg denne opskrift på en lækker vegetarisk gulerods-/squashtærte med citron på en super nem tærtebund, og her lovede jeg senere at poste opskriften på den quinoasalat, jeg serverede til som side dish. Så den kommer her.

Jeg har fejlagtigt gået og troet, at quinoa var sådan noget hippie-agtigt pseudosundt korn, der ikke smagte af noget, men kun blev spist af mennesker, der går mere op i selvpostuleret sundhed end gode smagsoplevelser.

Men faktisk har jeg nu lært to ting: 1) Quinoa er ikke korn, men frøene fra en plante, og disse frø er rige på både kostfibre, protein, amminosyrer og sunde fedtsyrer. 2) Quinoa smager jo rent faktisk godt!

Derfor er jeg de seneste måneder begyndt at spise denne quinoasalat til, ja, nærmest de fleste hjemmelavede aftenmåltider, hvor en salat hører sig godt til. Det veksler lidt, om jeg tilføjer fetaost, men salaten smager altså lækkert både med og uden.

Quinoasalat 2
Quinoasalat 3

INGREDIENSER (ca. 2 personer):

• Ca. 2 dl. lys quinoa
• 1 moden avocado
• 10-12 cherrytomater
• En håndfuld friske spinatblade
• ½-1 dl. feta i tern
• Saften fra ½ citron
• Olivenolie
• Balsamico
• Urtesalt

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Skyl quinoaen, og kog den i en gryde i ca. 10 minutter
• Skær avocadoen i tern og cherrytomaterne i halve
• Hak spinatbladene groft, og skær feta i passende tern
• Si vandet fra quinoaen, og vend alle ovenstående i
• Smag til med citronsaft, olivenolie, balsamico og salt