Gulerodstærte med citron 1

Her midt i mine indlæg om Seychellerne, som jeg langt fra er færdig med, kommer der lige en opskrift, som jeg havde lovet mine kolleger for en stund siden. Det er nemlig en helt fantastisk tærte, som jeg på det seneste har haft med i madpakken på arbejde flere gange.

I februar mødtes jeg med mine gamle højskoleveninder til den traditionelle ost & rødvinsaften, der finder sted cirka 1-2 gange om året. Den højgravide værtinde havde overskudsagtigt lige bikset to tærter og en quinoasalat sammen til os efter ankomst, og særligt den ene tærte var jeg helt tosset med.

Som lovet sendte hun mig efterfølgende opskriften, og jeg har siden da allerede lavet tærten to gange og faktisk spist det hele selv (min kæreste gider ikke rigtigt tærter). Quinoasalaten er også blevet et kæmpe hit, som jeg har lavet gentagne gange siden – den opskrift kommer i et separat indlæg senere.

Tidligere har jeg været forfalden til at lave tærter af færdigdej eller i hvert fald en færdig-melblanding, fordi jeg hader at bakse med de der mørdeje, der bare ikke gider at hænge sammen. Men opskriften på min venindes tærtebund er DRØNnem og virker bare til perfektion, så hermed videregives opskriften. Enjoy!

Gulerodstærte med citron 2
Gulerodstærte med citron 3
Gulerodstærte med citron 4

INGREDIENSER (til én tærte):

• 1 dl grahamsmel
• 2,5 dl hvedemel
• 1 dl A38 eller yoghurt naturel
• 3/4 dl neutral olie
• Lidt vand efter behov

• Ca. 6-7 gulerødder
• 1 lille squash
• 1 lille løg
• 3 æg
• 2 dl hytteost
• Saft fra en halv citron
• Salt og peber

Gulerodstærte med citron 5
Gulerodstærte med citron 6
Gulerodstærte med citron 7

FREMGANGSMÅDE:

• Bland mel, A38 og olie sammen til en dej, supplér evt. med vand
• Rul dejen ud, eller pres den flad i tærtefad eller springform
• Forbag tærtebunden ved 200 grader i ca. 5-10 minutter

• Riv gulerødder, squash og løg groft, og svits det på en pande
• Efter ca. 5 minutter på panden blandes det hele i en skål
• Tilsæt æg, hytteost, citronsaft, salt og peber, bland det godt
• Hæld fyldet i den forbagte tærtebund helt op til kanten
• Bag tærten ved 200 grader i ca. 20-25 minutter
• Når tærten har taget farve og er fast, er den klar til servering