hokkaidosuppe-1

Cremede supper er altid et hit, når det er gråt og koldt udenfor, og denne vinter har jeg blandt andet haft succes med at lave hokkaidosuppe med kokosmælk i stedet for fløde, som jeg ellers plejer.

Det bliver til en ret stor portion, men suppen egner sig udmærket til at blive frosset ned for eksempel i fryseposer som portionsanretninger, så man om morgenen lige kan tage en enkelt ud og med som madpakke, hvis man som jeg er heldig at have mikrobølgeovn på arbejde.

Selv foretrækker jeg at spise den varme suppe med en god klat kold creme fraiche 38% (mums!) og grønt drys på toppen såsom brøndkarse som afbilledet her i indlægget, alternativt friske ærteskud.

hokkaidosuppe-2

INGREDIENSER (til ca. 4-6 personer):

• En sjat olivenolie
• 1 hokkaidogræskar
• 1 æble
• 1 frisk chili
• 1-2 dl. vand
• ½ bouillonterning
• 1 dåse kokosmælk
• Salt og peber
• Creme fraiche 38%
• Frisk brøndkarse

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Varm olien op i en gryde
• Skær græskaret og æblet i tern, finhak chilien
• Steg græskar, æble og chili i olien ved høj varme
• Tilsæt vand og bouillonterning, og lad det koge op
• Tilsæt kokosmælken, og lad det simrekoge i ca. 15 minutter
• Når græskarternene er møre, tages gryden af varmen
• Blend det til en suppe med en stavblender – pas på sprøjt!
• Sæt atter gryden på varmen, smag til med salt og peber
• Servér med en klat creme fraiche og frisk brøndkarse

Reklamer