mad-pa-seychellerne

Sidste år ved denne tid var jeg på Hawaii – mit livs hidtil største rejseoplevelse uden sammenligning! Nu kan jeg så løfte sløret for min næste eksotiske destination, nemlig Seychellerne – et ørige beliggende midt ude i det indiske ocean knapt 2000 km. nordøst for Madagaskar.

Seychellerne har været skiftevis engelsk og fransk koloni, og derudover taler indbyggerne kreolsk. Det kreolske køkken er både inspireret af europæiske, afrikanske og indiske traditioner, og fisk samt skaldyr indgår i høj grad i de gængse retter på øerne, hvor der også vokser et væld af eksotiske frugter.

Af de mere sære tendenser finder man specialiteten fruit bat curry – en stuvning lavet på flagermus – og Ladob, der består af moden banan, sweet potato, kassava-rod og brødfrugt, når den anvendes som dessert, men som også spises i en version tilsat salt fisk…!

Ellers er de på Seychellerne glade for palmevin, kokoslikøren Coco d’Amour, en gryderet på blæksprutter kaldt Zourit, hajchutney, muslingesuppen Tec-Tec og grillet fisk såsom red snapper og king fish. Jeg glæder mig til at prøve så meget af det som muligt, når jeg om blot ni dage drager afsted!