avocadodessert-1

Vi bliver i samme genre, for jeg er simpelthen nødt til at sprede budskabet om denne himmelske og meget nemme dessert! Og så er den også sådan næsten sund – i hvert fald et enkelt element gør den mindre slem end så mange andre desserter.

Jeg har længe været fan af avocadomoussen fra Sota Sushi Bar, som har kunne fås som take-away i hvert fald på Sota Banegårdspladsen til en dog noget pebret pris, men som de nu ikke længere laver. Man kan dog stadig få den som dessert i restauranten i Vestergade.

Jeg har længe forsøgt at regne ud, hvordan de laver den, og den flinke fyr, der servicerede min veninde og mig i Sota Vestergade for noget tid siden, vidste blot, at der var avocado og hvid chokolade i, men ikke hvordan den fik den moussede konsistens.

Det ved jeg stadig ikke, så hvis der sidder nogle kloge hoveder derude, så kom endelig med tips og erfaringer! Jeg kastede mig nemlig ud i at lave en simpel version, som blev mere bastant, men havde præcis den rigtige smag – og mums! Det er good stuff…

avocadodessert-2
avocadodessert-3

Til to personer (mig og mig, for jeg spiste det hele selv) anvendte jeg 185 gram hvid chokolade fra Marabou (svarende til en standardplade) og to modne avocadoer. Næste gang vil jeg prøve samme mængde chokolade med tre avocadoer i stedet, men den var absolut også god blot med to.

Den hvide chokolade blev smeltet over et vandbad i form af en margretheskål hvilende på kanten af en mindre kasserolle med kogende vand, præcis som man ville gøre det med almindelig mørk chokolade.

Imens blendede jeg avocadoen i en minihakker, så den blev helt cremet som til guacamole, hvorefter jeg med en dejskraber vendte smeltet chokolade og avocadocreme sammen til en jævn masse.

Massen blev fordelt i to mindre syltetøjsglas og stillet på køl, og et par timer efter var der dessert. Meget nemt og meget lækkert og lidt sundt. Sota pynter deres med hakkede nødder, frysetørret hindbær og spiselige blomster – så yndigt og meget delikat.

Reklamer