mathallen-gele-1

Under vores gåtur i det østlige Stavanger blev vi også introduceret for Mathallen – et indendørs madmarked med diverse primært norske delikatesser lige fra ost og chokolade til sylterier og fisk.

Det tog ikke lang tid at kigge det hele igennem, men der var mange fristende og interessante ting, og jeg endte også med at købe to ting med mig hjem, nemlig granskuddgelé og rognebærgelé.

Førstnævnte kunne jeg godt regne ud måtte være gelé lavet på granskud – skriftligt ligger dansk og norsk (bokmål) jo enormt tæt op ad hinanden. Men rognebær var jeg altså nødt til at få hjælp til, og det viste sig at være rønnebær!

Faktisk kender jeg kun rønnebær fra det træ, vi havde stående uden for mit barndomshjem, men jeg smagte aldrig på dem, da de jo ifølge rygtet i rå form er både sure og giftige. Men ikke desto mindre kunne jeg forstå på vores norske venner, at rønnebær er ved at blive det helt store inden for det nordiske køkken.

mathallen-gele-1_bmathallen-gele-2stavanger-12mathallen-gele-3

Så de to spændende glas med gelé skulle naturligvis med mig hjem – særligt da jeg så priserne, som var særdeles fornuftige: 65 NOK for det lille med granskudsgelé svarende til ca. 54 DKK og 85 NOK for det store med rønnebærgelé, som er cirka 70 DKK.

Jeg har endnu ikke haft en oplagt lejlighed til at smage på geléerne fra Eventyrsmak, men jeg skal nok vende tilbage med en update, så snart der er taget hul og smagt på indholdet i glassene.

Dette var det sidste indlæg i serien om madoplevelser fra Stavanger – en absolut skøn by, som jeg gerne tager tilbage og besøger igen en anden gang. Jeg mangler også stadig at opleve Preikestolen og Bolten.