Pasta med ærter og parmesan 1

I fredags havde jeg taget en fridag fra arbejde efter at have været på Restaurant Miró for sidste gang, hvor den ikke havde fået for lidt med de gode vine. Så da jeg vågnede hen ad formiddagen og skulle til at tænke på frokost i stedet for morgenmad, valgte jeg at lave en god gang spaghetti med ærtepesto og parmesan.

Ærtepestoen bestod af ca. 1-2 dl. frosne ærter, som fik et varmt brusebad af spaghettiens kogevand, da det skulle hældes fra. Derefter blev ærterne blendet sammen med en lille håndfuld fennikel, et bundt friske mynte- og estragonblade, et fed hvidløg, lidt citronsaft og et skvæt olivenolie. Til sidst blev det hele smagt til med salt og kværnepeber.

Spaghettien blev vendt rundt sammen med al ærtepestoen (ingen grund til at spare på det – det smager jo vanvittigt godt), og lige inden servering blev der toppet med friskrevet parmesan over herligheden. Det tog nok alt i alt 15 minutter at lave, så det må siges at være både hurtig og nem frokost.