Bing & Grøndahl musselmalet 2

Så er jeg kommet til sidste indlæg om de nye tallerkener i køkkenet, hvor jeg hidtil har været omkring to sæt forskellige snacktallerkener fra Bing & Grøndahl, frokosttallerkener med og uden guldkant fra Bing & Grøndahl, mellemstore middagstallerkener i blå tone fra Bing & Grøndahl, store middagstallerkener fra Royal Copenhagen samt små dybe fra Kähler.

Ud fra ovenstående kan man vist godt regne ud, at jeg har en ting for Bing & Grøndahls klassiske designs, og både mine visuelle og taktile sanser nyder særligt det skælprægede mønster i kanten, hvortil Royal Copenhagens pendant er det riflede (som jeg nu en gang også finder vældigt fint). Så det kommer nok ikke som nogen voldsom overraskelse, at mine store dybe tallerkener også er fra Bing & Grøndahl.

Tallerkenerne er musselmalede og af såkaldt jernporcelæn, som blev produceret til hotel- og restaurationsbranchen omkring 1960’erne, idet denne form for porcelæn var mere holdbart. Jeg var dog så heldig at finde nogle uden logo på, og for seks styk med lette brugstegn gav jeg 570 kr. inkl. fragt – et kup, hvis man sammenligner med priserne hos diverse antikvitetshandlere!

Bing & Grøndahl musselmalet 1

Det musselmalede design betragtes i dag som et meget dansk symbol, men oprindeligt stammer det fra Kina og blev første gang lanceret i Danmark af Den Kongelige Porcelainsfabrik i form af det firdelte musselmotiv, som var deres første stel på markedet efter grundlæggelsen i 1775.

I slutningen af 1800-tallet kom Bing & Grøndahl så på banen med en tredelt musselmalet konkurrent til designet, men på det underliggende karismatiske fiskeskælsrelief. Man må jo nok sige, at de to motiver ligger så tæt op ad hinanden, at jeg vil gætte på, at den ikke var gået den dag i dag, vurdér selv her.

Disse seks fine tallerkener, jeg fik købt mig via Den Blå Avis, har været flittigt brugt siden modtagelsen, og de egner sig fortræffeligt til blandt andet spaghetti og andre middagsretter, der har øget risiko for at styrte ud over kanten ved en flad tallerken. Et klart hit!

Reklamer