Yankee Pier 1

Da vi skulle hjem fra Hawaii, tog vi turen via San Francisco lufthavn (SFO), hvor vi havde et par timers ventetid mellem de to flyvninger. Vi landede omkring frokosttid og besluttede os for først at finde vores gate mod København og derefter et sted at spise.

Det stod dog hurtigt klart for os, at spisestederne i den internationale terminal var en sørgelig affære, og på min opfordring gik vi derfor retur til domestic terminal, hvilket snildt lod sig gøre, og her var udvalget af en helt anden karakter.

Man skulle jo ellers tro, at det ville være omvendt – at spisestederne i den terminal, hvor folk har en lang rejse foran sig, ville være bedre, end til dem der skulle flyve indenrigs. Men sådan kan man blive så overrasket…

Valget faldt på Yankee Pier, som primært tilbyder frisk fisk og skaldyr fra kl. 5.30 til 22.30, omend de også har burger og grilled chicken sandwich på menuen, og så er det faktisk en søsterrestaurant til restauranten af samme navn beliggende i Lafayette en håndfuld kilometer øst for Berkeley.

Yankee Pier 2Yankee Pier 3Yankee Pier 4

Jeg lagde ud med en margarita og fik for første gang på turen en helt rigtig lige i øjet uovertruffen klassisk margarita som i mine gode, gamle San Francisco days! Den var præcis, som den skulle være med frisk limesaft, god tequila og salt på kanten – og der var rigeligt af den.

Jeg spurgte tjeneren, hvordan deres dungeness crab roll til $22.95 (godt 150 kr.) blev serveret, og han fortalte, at den kom som en åben sandwich, og så var valget ikke svært for mig. Dungeness crab er en must try San Francisco-specialitet, og jeg skal love for, at jeg heller ikke blev skuffet denne gang!

Det var noget af det mest saftige krabbekød, jeg længe har smagt, og flere af de andre ved bordet var også nødt til at smage på det, da jeg kontinuerligt jublede efter hver bid. Det var simpelthen sådan en fantastisk frokost, at oplevelsen på det nærmeste overskyggede den rædsomme flymad, vi senere fik serveret på flyet. Yankee Pier i SFO kan altså klart anbefales herfra.