Miro maj 1

I maj måned var min kæreste og jeg atter en tur forbi yndlingsrestauranten Miró – det allersidste besøg nogensinde, hvor det kun var ham og mig til bords. Miró lukker nemlig lige om straks for good, hvilket der kan læses mere om i mit indlæg her fra februar.

Så det var den sidste kæresteaften på Miró for vores vedkommende, og derfor havde kameraet ikke klikket mange gange, før jeg til min kærestes glæde besluttede, at jeg denne aften ville “holde fri” fra fotograferingen samt notatskrivning og i stedet bare nyde.

Meeen jeg kunne alligevel ikke holde det 100%, især ikke da Toni også var henne at spørge, om jeg havde taget kameraet med. Så det blev til disse tre billeder, som jeg ikke synes, I skal snydes for, selvom vi faktisk fik hele baduljen med syv retter samt vinmenu denne aften.

Øverste billede bestod af rødtunge med revet trøffel, ærter, gule beder og grønt. Det var en SÅ lækker ret! Desserten måtte også foreviges, for den var noget så yndig og velsmagende bestående af rabarber, kyskager, hvid chokolade og mazarin. Yum!

Miro maj 2Miro maj 3

Der blev som altid spist og drukket godt, og vi var et af de sidste selskaber, der forlod stedet, da vi havde spist op, snakket færdig og trængte til at vælte om i en blød seng. Jeg havde heldigvis taget en fridag dagen efter, så jeg kunne sove længe.

I morgen, torsdag, er så allersidste gang, vi kommer til at nyde Tonis uforlignelige traktement. Vi bliver et større selskab, der i flok skal sige farvel til den mest karismatiske gourmetrestaurant i byen, og jeg overvejer stadig, om jeg skal tage kameraet med eller lade det blive hjemme.

Restaurant Miró og Toni vil blive savnet af mange. Især af mig.