Mumi midsommerkrus 1

Ja, jeg er altså kommet til at købe endnu et Mumi-krus. Det var faktisk ikke helt med vilje, for jeg ved godt, at vores køkkenskab med krus er ved at eksplodere, og at de små, fedladne trolde snart er overrepræsenterede på hylderne derinde. Men det var nedsat til en 100-lap, og så er man jo nødt til at give efter.

Hvorom alting er: Jeg gav efter. Og hjem kom dette års midsommerkrus, som er et af Mumi-seriens specialkrus, der kun er på markedet for en kort periode lige som for eksempel deres årlige julekrus.

Motivet forestiller Snorkfrøken, Filifjonka og Mymlen, som går og samler vilde blomster. Historien er fra bogen “Farlige Midsommer” fra 1954, hvor de tre vandrer rundt på engen efter syv forskellige slags blomster at lægge under hovedpuden for at finde ud af, hvem de skal giftes med.

Jeg synes, at det er det fineste krus med de klare grønne og røde farver, og jeg kunne slet ikke vente med at få det taget i brug. Jeg kan derfor nu et par uger efter købet konstatere, at kruset egner sig fortrinligt til både kold cola på en varm sommerdag og skoldhed kaffe på regnfulde morgener.