Langhoff og Juul 1

I slutningen af april var min kæreste og jeg på Langhoff & Juul at spise. Vi havde været der én gang før, hvor det havde været ganske udmærket mad uden at være fuldstændigt overvældende, så nu var det på tide at prøve det igen.

Hos Langhoff & Juul går de meget op i dyrevelfærd, miljø og kvalitet, og de har det økologiske sølvmærke, som betyder, at de har dokumenteret for Fødevarestyrelsen, at mellem 60% og 90% af stedets samlede indkøb er økologiske råvarer.

Vi var der en lørdag og havde et par timer forinden haft held med at reservere et bord til to online. Ellers var der sådan okay fyldt op med mennesker i løbet af aftenen, og stemningen var rolig og behagelig, lige som betjeningen var smilende og venlig.

Vi startede med at bestille drikkevarer – en øl til min kæreste og et glas hvidvin samt en cola fra Naturfrisk til mig. Derudover kom der en af de famøse kartoner med postevand på bordet. Vi undlod dog at drikke den og fortalte tjeneren, inden vi gik, at den var uåbnet og kunne genbruges.

Jeg forstår ikke konceptet med postevandet i karton. Jeg forstår bagmændenes fornuftige budskab, og det ville give mening, hvis formålet alene havde været en gimmick, men jeg forstår ikke måden at markedsføre det på. Oh well…

Langhoff og Juul 2Langhoff og Juul 3Langhoff og Juul 7

Der kom brød på bordet, mens vi ventede på vores bestilte retter, og der var en tilhørende formidabel rosmarinolie. Åh, den var så god, og det minder mig om, at jeg er løbet tør for den rosmarinolie, jeg lavede sidste år. Jeg er nødt til at få lavet en ny portion snart.

På restaurantens toilet er der i øvrigt skrevet et væld af finurlige tanker og kloge ord i form af forskellig dagligdagspoesi, og jeg kunne have siddet der og læst, indtil der var kommet lange kødannelser, så jeg valgte i stedet at tage et billede og læse færdigt senere. Men smart påfund!

Min kæreste og jeg valgte samme forret: 50 gram grillet wagyuokse fra Skive med syrlig æble, syltet agurk og peberrodsis. Det var simpelthen noget af det mest velsmagende, jeg længe har sat tænderne i! Kødet var smørmørt, og kombien med æble, syltet agurk og sågar peberrodsis var en genial sammensætning. Toppoint til den ret!

Efter sådan en start blegner alt andet, der kommer efter. Og det fortjener hovedretten jo egentlig slet ikke, men både min kæreste og jeg var bare så imponerede over den velsmag, der blev lagt ud med.

Langhoff og Juul 4Langhoff og Juul 5Langhoff og Juul 6

Mens min kæreste valgte en gang braiseret lammeryg, var jeg til dagens fisk med variation af gulerødder, hjertemuslinger og rognsauce. Det var en ganske lækker ret, men der kunne godt have været lidt ekstra grønt on the side måske.

Dessertkortet faldt ikke lige i vores smag, så den del sprang vi over og gik i stedet ud og fik en drink efterfølgende. Prisen for to valgfri retter hos Langhoff & Juul koster 248 kr., og det må siges at være en yderst fornuftig pris for lækker mad af god kvalitet.

Vi havde en rigtig hyggelig aften, og forretten med wagyuoksen er virkelig en, jeg sent vil glemme! Jeg forventer klart at komme tilbage på visit ved lejlighed, og så er det spændende, hvad de så har på menuen til den tid.