Ovnstegte grønne bønner

Jeg har aldrig været den store fan af grønne bønner, men nu har jeg endelig fået prøvet at lave ovnbagte bønnefritter, og omend jeg er langt fra enig med dem, der mener, det smager lige som rigtige pomfritter, så synes jeg faktisk, de smager enormt godt.

Bønnerne på billedet har liiige fået en anelse for meget, men jeg mener klart, at de smager bedst, når de har taget brunlig farve og er blevet sprøde. Kald mig bare skør, men der er altså lidt lakrids over smagen, når de er blevet bagt brune…

Opskriften er simpel: En pose frosne grønne bønner vendt i en del olivenolie, groft salt og finhakket frisk estragon, og så skal de blot fordeles på en bageplade og i ovnen ved 200 grader, indtil de har fået den brune farve. Bønnefritterne fungerer fremragende som side dish eksempelvis som alternativ til almindelige pomfritter.

Sidste gang, jeg lavede dem, var det dog bare for at få mig en hurtig og lækker snack, så jeg miksede en dip sammen af creme fraiche 38%, frisk limesaft, et fed presset hvidløg, rigelige mængder frisk dild og lidt urtesalt. Vupti! Og så var der sprøde hapsere med dyppelse i det lille hjem.