The Slanted Door the book 1

I går postede jeg et indlæg om mit visit på den vietnamesiske restaurant The Slanted Door i februar måned, og ved et tilfælde fandt jeg ud af for nyligt, at ejeren Charles Phan også har udgivet en bog om restauranten, historien bag samt opskrifter fra restaurantens mest populære retter.

Køber man bogen i USA, koster den $40, men det kan blive en dyr fornøjelse i forhold til den pålagte told og særligt Post Danmarks svimlende gebyr. Så jeg valgte i stedet at surfe lidt rundt på den engelske Amazon, idet man ved handel på internettet undgår told og importgebyrer, hvis man holder sig til at købe varer fra andre EU-lande.

Jeg var heldig at finde en sælger, der tilbød international fragt, så jeg fik bogen til lige godt £30 svarende til cirka 290 kr. inklusiv fragt fra England. Det er immervæk lidt dyrere, end hvis jeg havde købt bogen fra ny i USA, men ikke desto mindre slap jeg for at skulle betale told oveni.

I lørdags ankom den så i min pakkeboks, og min kæreste var sød at gå ned og hente den for mig, idet jeg har fanget mig en influenza toppet op med en led gang strubebetændelse, så jeg kun kan hviske. Det er faktisk mere end bare jævnt irriterende ikke at kunne sige et eneste ord, så at modtage denne bog anser jeg som et velfortjent plaster på såret.

The Slanted Door the book 2The Slanted Door the book 3The Slanted Door 11

Jeg er allerede færdig med at læse bogen, og den er fyldt med interessante beskrivelser af tilblivelsen af The Slanted Door samt mindeværdige oplevelser, såsom da de arrangerede en gratis middag til hjemløse i San Francisco, eller da Bill Clinton kom forbi med sin datter. Bogen er også beriget med smukke billeder af både lokalerne igennem tiden, essentielle personer og ikke mindst af den lækre mad.

Bogen byder desuden på et væld af opskrifter, og jeg har allerede fundet de fleste af retterne fra gårsdagens indlæg, blandt andet min favorit, nuddelretten ovenfor. Den har jeg en klar forventning om at eftergøre ved lejlighed, omend jeg er nødt til at finde et alternativ til Dungeness crab.

Jeg fandt det særligt sjovt at læse om de vietnamesiske friske forårsruller, for det spiste jeg virkelig tit, mens jeg boede i San Francisco. Charles Phan bruger stadig sin mors gamle opskrift, der lige er en tand bedre end andre, fordi indersiden af rispapiret først smøres med skalotteløgsmayonnaise.

Det er egentlig sjældent, at jeg laver mad ud fra opskrifter fra min beskedne samling af kogebøger, men jeg tror, at denne bog kan motivere mig til at prøve flere af opskrifterne af, idet jeg både har smagt nogle af dem i forvejen og ved, hvor godt de smager, og fordi de ser ud til at være relativt simple. Lad os nu se…