Pizza

Bare lige et hurtigt pip herfra, hvor jeg vil anbefale en af de lækreste pizzaer, vi har lavet herhjemme på det seneste. Bunden var blot en gang pizzamel slået op og hævet x 1, før den efterfølgende blev rullet flad og beklædt med simple godter.

Først blev bunden smurt med en tomatpasta bestående af tomatpuré rørt op med lidt olivenolie, et presset fed hvidløg, salt og kværnepeber. Derefter blev der spredt friske svampe i skiver og parmaskinke ud over med løs hånd.

Til sidst blev der toppet med to pakker frisk mozzarella, som forinden var blevet drænet og revet i mindre stykker. Så i ovnen ved høj temperatur i ikke alt for lang tid, og inden servering kom der en gang frisk basilikum ud over herligheden.

Så simpelt kan det gøres, og det smagte vanvittigt godt! Det kan klart anbefales at røre sin egen tomatpasta til under alt det andet fyld – det sætter lige prikken over i’et og kræver minimalt af ekstra arbejde. Pizzaen bør i øvrigt nydes med et godt glas rødvin. Bon appetit!

Advertisements