Oahu 1

Her 1½ måneds tid efter min hjemkomst fra Hawaii er jeg stadig ikke helt færdig med indlæggene derfra, men før jeg vender tilbage til dagligdagsindlæggene, er der dog lige tre tilbage om Hawaii-madoplevelserne, hvorefter det er back to normal.

Det ene af dem er dette, som skal handle om det sted, vi spiste den sidste aften på O’ahu, før vi dagen efter vendte snuden den lange tur hjemad. Restauranten hedder Bouna Sera og ligger dør om dør med en lille håndfuld andre restauranter i et roligt område på en parallelvej til hovedgaden i Kailua.

Da vi ankom, fik vi lovning på et bord inden for 20 minutter, men ventetiden føltes som en evighed, selvom aftenen var lun, og de andre mennesker, der også ventede udenfor, viste sig at vente på bord på naborestauranten.

Da vi endelig fik anvist et bord, var de meget søde og undskyldende over ventetiden, og der var blevet tyndet meget ud i den forholdvist lille restaurant i mellemtiden. Vi valgte dog hurtigt vores retter, så det ikke blev alt for sent, før vi fik noget at spise, og til maden valgte vi at dele en flaske Chianti.

Oahu Buona Sera 2Oahu Buona Sera 3Oahu Buona Sera 4Oahu Buona Sera 5

Menukortet var fyldt med italienske retter, og jeg valgte en omgang spaghetti med svampe i hvidløgssauce til $15.80. Ventetiden på maden var rimelig, men flere af os var enige om, at det ikke var sådan specielt god italiensk mad, og personligt fandt jeg også min pastaret temmeligt fantasiløs og lidt flad i smagen.

Til gengæld var det et hyggeligt sted med en meget høflig betjening og sjov udsmykning med et væld af flasker langs alle vægge. Selve vinen, vi havde valgt, var ikke noget at råbe hurra for, men den gik okay til maden, som jo også var so-so.

Hvis man ikke har for høje forventninger til stedet, er Buona Sera et ganske fint sted at spise aftensmad, som ikke er for dyrt ift. Hawaii-standarder, men hvis man er vant til at spise og/eller selv lave god italiensk mad hjemmefra, så kan det være lidt skuffende. Så en halv anbefaling herfra.