Kalapawai Market Kailua 1

Efter vi var landet på O’ahu, fandt vi vores lejebil og kørte til surferbyen Kailua, hvor vi skulle bo resten af vores Hawaii-tur. Vi ankom ud på eftermiddagen og skulle finde ud af noget aftensmad, men det viste sig, at det der med gode spisesteder i Kailua blev noget af en jagt, for selve byen bestod primært af en klump kedelige amerikanske kædebutikker og et butikstorv med uopfindsomme fast food-steder.

Ejeren af det hus, vi lejede, anbefalede os i stedet at gå i byens store whole food store, der har et stort udvalg af udmærket økologisk take-away, så det gjorde vi. Vi købte derfor hver vores gang take-away bestående af blandt andet skaldyrssalatbar, pizza og sandwich, som vi så spiste hjemme i huset.

Det var ganske okay mad, men dog mere noget jeg ville foretrække til frokost end til aftensmad. Ikke desto mindre var det ret repræsentativt for livsstilen i Kailua, der primært består af flade villakvarterer og sandstrande, og hvor de lokale for det meste selv laver deres aftensmad, og surferturisterne bare lige skal have noget hurtig mad.

Da vi vågnede dagen efter vores ankomst, gik vi ned til stranden, og på vejen kom vi forbi Kalapawai Market, der blot ligger en spytklat fra vandet, og som var den eneste købmand i nærheden af stranden. Det var tydeligt et velbesøgt sted, og vi besluttede at købe morgenmad herfra.

Kalapawai Market Kailua 4Kalapawai Market Kailua 3Kalapawai Market Kailua 2

De havde et bredt sortiment af frisklavet take-away, og jeg besluttede mig for en almindelig bagel med røget laks, flødeost og kapers, og efter bestillingen gik man til kassen og betalte, hvorefter man ved udlevering af bonnen fik maden, når den var klar. Der er bænke udenfor, så man kan sidde ned og nyde sin mad, før man smutter videre til stranden – så det gjorde vi.

Det var i det hele taget et rigtigt fint sted, der har take-away hele dagen, og vi endte med at komme forbi flere gange, mens vi boede der – både for at proviantere frokost til at tage med ned på stranden og også bare for at købe drikkevarer.

Prisniveauet er lige en tand lavere her end i Whole Foods, men råvarerne er til gengæld heller ikke nødvendigvis økologiske. Ikke desto mindre smagte maden i hvert fald udmærket og var enormt praktisk, så en klar anbefaling herfra.

Reklamer