Lava Rock Café 1

En af de dage, hvor vi boede i Volcano på Big Island, tog vi på en hike nede i et af Kīlauea-vulkanens enorme kratere. Vulkanen er i kraft af den nærigsrige jord omgivet af frodig bevoksning oppe på kanterne, men nede i bunden er der en ørken af størknet lava med små sprækker, hvorfra det er begyndt at spire frem med nye planter.

Det var en meget varm tur, og vi var heldige, at der var let skydække en del af tiden. Der var mange steam vents, hvorfra der kom svovldampe op nede fra den underliggende flydende lavastrøm, og man kunne nogle steder både høre på skridtene, at det var hult under den størknede lava, samt tydeligt mærke, at jorden var varm. Utrolig oplevelse!

Efter den varme gåtur, hvor vi var blevet svedt godt igennem – også af den lange tur op ad kanten igen igennem tæt og fugtig regnskov – og desuden havde erhvervet os en gusten smag af svovl i munden, kørte vi efter et sted at spise frokost og endte på nærliggende Lava Rock Café.

Vi var flere i selskabet, der faldt for fristelsen, da vi så, de havde milkshakes med forskellige eksotiske smagsvarianter, og derudover blev der for fleres vedkommende bestilt klassiske amerikanske burgere efter at have bygget en god appetit op hele formiddagen.

Lava Rock Café 2Lava Rock Café 3Lava Rock Café 4Lava Rock Café 5

Jeg valgte en mango-shake ($7.50) og en guacamoleburger ($11.45). Der var lidt ventetid på maden, og jeg var virkelig sulten, så da den endelig kom på bordet, var jeg svært begejstret. Både milkshake og burger smagte fremragende, og pomfritterne var også ret gode.

Det var rigtig amerikansk diner-mad, når det er bedst – ikke snasket og fedtdryppende, men ud fra både smag og udseende tydeligvis bestående af friske råvarer af god kvalitet, og det ville ikke undre mig, hvis ingredienserne lige som langt de fleste andre steder på øen også her udelukkende kom fra lokalområdet.

Alt i alt var det en god frokost og sågar til en yderst fornuftig pris nærmest sammenlignelig med priserne inde på fastlandet, så hvis man er til en old-fashioned amerikansk frokost, så kan Lava Rock Café absolut anbefales.

Efterfølgende kørte vi ad den nye hovedvej ud til det sted, lavaen sidst har lavet egentlig ballade – det er nogle få år tilbage, hvor strømmen pludseligt ændrede retning og flød ud over den oprindelige hovedvej. Den eksisterer stadig pletvis intakt med afstribning and such, bare med størknet lava udover. Naturens kræfter er simpelthen skræmmende imponerende!