Volcano House 8

Efter nogle dage i Hawi på nordkysten af Big Island flyttede vi til Volcano i den sydøstlige ende af øen, hvor den aktive vulkan Kīlauea har gjort væsen af sig med konstant at have været i udbrud siden 1983, og den vedvarende lavastrøm ud i havet er skyld i, at øen kontinuerligt bliver større og større.

I selve vulkanparken besøgte vi første aften Volcano House, som er et historisk hotel med tilhørende restaurant. Den originale bygning er fra 1877, og i 1941 blev det nuværende hotel bygget og er siden blevet udvidet og restaureret ad et par omgange. Restauranten er opdelt i to afdelinger: En finere del, hvor man kan reservere bord, og en mere laid back del til walk-ins, hvor der også er en nydelig bar samt ofte live-musik.

Vi valgte begge de gange, vi kom forbi til aftensmad, at spise i walk-in-delen, som bød på bjergtagende udsigt til det aktive vulkankrater, hvor man – som mørket faldt på – tydeligere og tydeligere kunne se det ildrøde genskin fra det ulmende indre i den tykke røg, der væltede op.

Den første aften ventede vi i cirka ti minutter på et bord, og imens nød flere i vores selskab en eksotisk drink fra den tilhørende bar. I stedet for at vente i baren valgte vi at placere os i det bløde sofaarrangement foran pejsen i den store opholdsstue, hvor man hurtigt følte sig afslappet og veltilpas.

Volcano House 1Volcano House 11
Volcano House 2
Volcano House 9

Vi var så heldige at blive placeret ved et bord lige ved vinduet ud til vulkanen med den udsigt, som er vist her ovenfor. Vi havde på det tidspunkt endnu ikke været ude ved udsigtspunktet tættere på den, så dette var vores første møde, og det var enormt imponerende. Der findes næppe et mere ideelt sted at spise aftensmad i Volcano.

Men nu til maden, for den var faktisk ret god – vi kom jo trods alt som det eneste sted på turen to gange i denne restaurant. Vi lagde ud med drinks, og jeg fik en udsøgt Blue Hawaiian til $8, som bestod af den hawaiianske Old Lahaina Silver Rum, ananasjuice, citronsaft, Blue Curaçao og Calahua kokosnødcreme. Mums, den var lækker og eksotisk!

Menukortet var så fristende, at det var svært at træffe et valg, og det var også en af grundene til, at vi besluttede at tage forbi igen en af de følgende dage. Jeg endte dog med at vælge en gang Kona Cold Lobster & Dungeness Crab Cakes til $18, som blev serveret med Napa rød coleslaw og en sauce af Beurre Blanc med dragon fruit (pitahaya).

Da mine crab cakes blev serveret, var der flere ved bordet, der kiggede misundeligt på den lille anretning, og det kan jeg godt forstå, for det smagte simpelthen noget så lækkert og saftigt af friske skaldyr og så med knasende salat og den lækre sauce til. Mine tænder løber i vand ved tanken…

Volcano House 4Volcano House 3Volcano House 10

Både min søster og min veninde valgte den ret, jeg havde overvejet i stedet for mine crab cakes, nemlig en gang poke af ahi-tun marineret i sesamolie, sojasauce, brun farin og riseddike og så vendt i macadamianødder, lagt i lag med sprøde wontons og toppet med Johnson Farms veggie slaw. Sådan en skålfuld kostede $17 og er afbilledet længere nede.

Retterne i walk-in-restauranten var forretsstørrelse, men det passede os meget godt, og det mættede ganske udmærket, særligt når man valgte at starte med nogle store drinks og slutte af med dessert. Prisen på selve maden er jo lidt pebret, men ikke værre end de fleste andre steder, og her fik vi jo så også den oplevelse at sidde med udsigt til en rødglødende vulkan.

Efter middagen den første aften i Volcano House kørte vi hen til udsigtspunktet, hvor vi under stjernehimlen stod så tæt på vulkanen, som man kunne komme, og betagede iagttog vulkangudinden Pele spille med musklerne. Ifølge hawaiiansk mytologi er hun skaberen af Big Island og bor i Kīlaueas Halemaumau-krater, hvorfra hun med sin flydende ild både skaber og ødelægger.

Anden gang vi var på Volcano House, valgte jeg i stedet for poke at prøve deres sashimi-sampler til $19 bestående af Kona-opdrættet Kampachi-fisk, ahi poke, tangsalat, soba-nudler, soja, ingefær og wasabi. Det var en lidt kedelig ret, men fisken smagte dog forrygende. Vil klart anbefale deres crab cakes som førstevalg, som et par af de andre også fik smagt ved vores andet visit.

Volcano House 6Volcano House 5Volcano House 7

Hvis man ikke er til drinks, kan jeg anbefale de lokale Waialua-sodavand. Sådan en fik min søster og jeg ved andet besøg på Volcano House, og de var virkelig gode! De fås både med smag af lilikoi (passionsfrugt), root beer, ananas, mango og vanilla cream, og de er lavet med naturlige ingredienser fra lokalområdet.

Alt i alt en stor anbefaling til Volcano House, der både har førsteklasses udsigt, lækker mad, god betjening, ok priser og vanvittigt gode drinks.