Big Island Brewhaus 1

En af dagene på Big Island kørte vi over på østsiden af øen og hikede i et par frodige naturområder med smukke vandfald og palmeregnskov, henholdsvis Akaka Falls som vist ovenfor og Onomea Bay. På hjemvejen faldt mørket på, og vores maver begyndte at kræve opmærksomhed.

En af mine kammerater havde på nettet læst om Big Island Brewhaus i byen Waimea, og vi andre var hurtigt klar på ideen om at svinge forbi der og høre, om de havde et bord til seks sultne danskere.

Det var et lille, hyggeligt sted, men desværre for lille til, at der var nogen ledige borde indenfor, men der var til gengæld plads ude i gårdhaven, hvor der sågar var et ret godt liveband, der spillede, så den plads snuppede vi.

Vi var dog to personer, der ikke havde tænkt på at tage jakke med, da vi tog hjemmefra, for der er jo varmt på Hawaii. Ja, det vil så sige, at det er der ikke nødvendigvis efter solnedgang, når det samtidigt blæser, og man befinder sig i en bjerglandsby 842,5 meter over havets overflade! Men set bort fra, at to af os frøs lidt, var det klart en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

Big Island Brewhaus 2Big Island Brewhaus 3

Som man kan læse af deres forretningsfilosofi på forsiden af menukortet, er der tale om endnu et sted, der vægter bæredygtighed, kvalitetsråvarer og samarbejde med lokale producenter højt. Mikrobryggeriet har de senere år vundet flere priser, efter de siden 2013 begyndte at sælge deres øl på flaske, blandt andet deres belgisk-inspirerede Golden Sabbath strong ale.

På madsiden tilbyder de et varieret udvalg af kødretter, men har tilligemed en hel side på menukortet med vegetariske og veganske retter. Vi valgte at starte med et par hapsere fra den side af kortet bestående af to skåle med Kung Pao Macadamia Nuts fra Hamakua (en lille by i lokalområdet) vendt i tamari-krydderi, hvidløg, ingefær, sukker, sort peber og chili. Uhm, de var gode!

Der var som sagt live-musik, hvor et band spillede gode, kendte rocksange, og en lille pige dansede utrætteligt rundt sammen med sine forældre, al den tid vi var der, hvorfor bandet kort efter deres ankomst spillede “Old Macdonald had a farm” (bedre kendt på dansk som “Jens Hansen havde en bondegård“). Det var virkelig god stil, og vi sang naturligvis med.

Jeg valgte i stedet for øl at bestille stedets hjemmelavede lemonade ($3.50 for en stor), og af mad faldt valget på deres grillede Big Island steak marineret i rødvin, rosmarin og hvidløg og grillet i lilikoi passionsfrugt- og hvidløgssmør, og den blev så serveret skåret “pupu style” med sauterede svampe fra Hamakua, søde løg og pomfritter til ($14.00). Behøver jeg nævne, at det smagte ret godt?

Big Island Brewhaus 4Big Island Brewhaus 5

Serveringen så ikke synderligt fancy ud, men det smagte skisme godt, og kødet var stegt præcist, som jeg havde ønsket det. De andre var også godt tilfredse med deres retter – og øl i øvrigt, og det må også siges, at priserne var enormt fornuftige, ja det var nærmest decideret billigt taget kvaliteten i betragtning.

Betjeningen var i øvrigt også ganske udmærket – tjeneren var opmærksom og ofte til stede, når vi havde brug for ham, selvom der var mange gæster indenfor og kun et enkelt selskab foruden vores udenfor. Også et klart plus i den samlede vurdering af dette fremragende sted.

Det var et af de absolut hyggeligste steder, vi spiste aftensmad på turen, synes jeg. Havde det været en varmere aften, var vi klart blevet siddende længere, og det var endnu et af de steder, som vi alle seks rigtigt gerne ville have haft tid til at besøge flere gange, men det må altså blive på den næste tur derover ;-)

Advertisements