Sushi Rock Trio Hawi 1

Mens vi boede i Hawi på Big Islands nordside, valgte vi en aften at spise aftensmad på Sushi Rock nede i byen, idet den havde fået flere gode anmeldelser i rejsebøgerne og på Yelp, så det skulle jo prøves.

Stedet går meget op i at benytte lokale og økologiske råvarer i det omfang, det er muligt, og de er kendt for at servere rigtig god sushi med et utraditionelt twist med ingredienser som for eksempel gedeost, hvid trøffel, macadamianødder og karameliserede Maui-løg.

Der var rigtigt travlt, den aften vi var der, og det kunne tydeligt mærkes, men personalet var meget overskuds-agtige og humoristiske omkring hele situationen, og deres gode humør smittede af på os, selvom der forekom lange ventetider.

Vi valgte hver især de ruller, vi ville have, og to i selskabet besluttede sig for at dele nogle ruller, så de kunne prøve lidt forskelligt. Derudover bestilte vi drikkevarer og gjorde store øjne, da min kammerats bloody mary kom på bordet toppet af med en… tigerreje! Utraditionelt, indeed. I bogstavelig forstand en “rejecocktail”…

Sushi Rock Trio Hawi 2
Sushi Rock Trio Hawi 3
Sushi Rock Trio Hawi 4

Jeg valgte selv et par nigirier med avocado, en gang ahi-tatar med fujiæble samt en rulle inside-out uramaki med ahi poke, papaya, agurk og rullet i knuste macadamianødder (allersidste billede). Nigirien kom ind som noget af det første, men lige som flere i selskabet måtte vi vente længe på resten af sushien.

Min svoger måtte vente så længe på sine ruller, at vi andre endte med at gå i gang med at spise det, vi havde fået serveret, da det ellers ville blive en meget lang aften, og maverne var begyndt at rumle. Min ahi poke kom som det allersidste, og de havde muligvis glemt bestillingen.

Sushien smagte frisk og godt, men jeg havde nok håbet på lidt mere wow-oplevelse, da prisen også var skruet godt op. Mine uramakier var dog klart det bedste af mine valg – ahi-tunen var smørblød og lækker og gik godt sammen med de andre ingredienser.

Min søster og min veninde, der var på dele-holdet, var nok dem, der trak det længste strå både i forhold til at få serveret deres ruller inden for overskuelig tid samt smagsmæssigt. De fik nogle rigtigt lækre ruller, hvoraf jeg byttede mig til et par stykker.

Sushi Rock Trio Hawi 5
Sushi Rock Trio Hawi 6Sushi Rock Trio Hawi 7Sushi Rock Trio Hawi 8

Sushien var overall god, frisk og spændende, men det overskyggede oplevelsen en smule, at vi fik serveret rullerne så forskudt og med utroligt lange ventetider ind imellem, så vi et par gange var nødt til at få forsikring om, at de ikke havde glemt os. En enkelt gang kom de til at give et andet bord en af vores ruller ved en fejl, så vi måtte vente yderligere.

Tjenerne var som sagt meget meget søde og muntre, og selvom det var skiftende tjenere, der servicerede os løbende igennem aftenen, hjalp det os klart til at holde humøret oppe og ikke blive irriterede.

Havde vi haft flere dage i Hawi, ville jeg gerne have besøgt stedet en dag, hvor de havde knapt så travlt, også for at prøve nogle flere af deres sushiruller, på trods af at det er et pricy sted. Det var helt tydeligt, at mange af gæsterne kom fra andre byer længere væk for at besøge dette sted, og at maden er den potentielle ventetid værd.